Selv om Aller valgte at lukke magasinet CV, er der stadig et behov for karrierejournalistik for kvinder. Det siger CV's redaktør, Susanne Hoeck. Direktør for Protocol, Christel S. Thrane: »Magasinverdenen er nødt til at tænke helt nyt.«
Lukningen i sidste uge af magasinet CV er alt andet end et farvel og tak til karrierejournalistikken for kvinder. Susanne Hoeck, der var redaktør af CV, har i hvert ikke til sinds at opgive:
»Det er et område, jeg har beskæftiget mig med som journalist i 10 år, og jeg oplever det ikke sådan, at der ikke er behov for karrierejournalistik til kvinder. Jeg ser mere lukningen som et resultat af finanskrisen, hvor Aller har valgt at lukke luksusprodukterne. Vi har slet ikke været nede at tale om journalistikken,« siger Susanne Hoeck til Journalisten.dk med tilføjelsen, at hun nok skal komme igen.
»Jeg fortsætter ufortrødent i samme spor. Jeg har stadig virksomheden WOW – Women on their Way – hvor jeg i princippet bare kunne fortsætte. Men samtidig er det besluttet, at CV på nettet – CVmag.dk – skal fortsætte. Og der findes stadig mange former for medier til kvinder. Det her er så bare en af måderne,« siger Susanne Hoeck, der endnu ikke har besluttet sig for, hvilken vej hun selv går.
»Der har været forskellige ting på tale i forhold til Aller, hvor jeg ikke har besluttet mig endnu. Men jeg vil gerne blive ved med at beskæftige mig med det her. Det er mere end et job for mig.«
Christel Skousen Thrane, der er direktør og partner i Protocol Project, vurderer, at magasiner om kvinder og erhvervsliv skal tænkes og distribueres helt anderledes end tidligere.
»Magasinverdenen er nødt til at forstå, der skal tænkes helt nyt, når det gælder om at tjene penge på magasiner,« siger hun og fremhæver, hvordan Protocol Project ikke kun er et erhvervsmagasin, men tillige et medlemskab til et superviseret netværk, en tænketank, tildeling af en personlig mandlig mentor, supervisering af erhvevspsykolog og et symposium.
»Vi tror på, at hvis man vil have succes med et magasin, skal det være så nicheorienteret som overhovedet muligt. Hvis man tænker sit erhvervsmagasin enormt bredt, rammer det ingen. Derfor er vi snævre: Vi tænker i en 'corporate' målgruppe – de mere konservative – og faktisk både mænd og kvinder,« fortæller Christel Skousen Thrane.
Mens magasinet CV blev trykt i 15.000 eksemplarer, udkommer Protocol kun i 4.000 eksemplarer. Til gengæld koster et medlemskab af Protocol Project 19.000 kr. om året, og derfor kan det lade sig gøre at få butikken til at løbe rundt.
»Der er en kæmpe forskel på måden at angribe stoffet. Vi har kun solgt gennem virksomheder og fået en forretning den vej. Og jeg tror lige præcis, det er dét, der er forskellen. Endvidere har vi tænkt, at det skulle være karrierestof, som både mænd og kvinder kunne læse – men skrevet, så det med garanti også applellerer til kvinderne. Samtidig er Protocol mere eksklusivt. Det er en del af en forkælelsespakke. Vi har tænkt, at vi skulle nå ud på en helt anden måde.«
Blandt Protocols kunder finder man Carlsberg, SAS, Novozymes, Irma, Postdanmark, Kommunernes Landsforening og Kammeradvokaten. I forbindelse med hver magasinudgivelse har man allieret sig med mandlige erhvervsledere som medredaktører. Blandt andet har Anders Eldrup fra Dong Energy og Alfred Josefsen fra Irma fungeret som medredaktører. Endvidere har forskellige virksomheder været med til at sponsorere forskellige magasiner.
Ifølge Christel Skousen Thrane er foreløbig 120 kvinder i gang med programmet for Protocol. Alle har de fået tildelt en mandlig mentor samt en netværksgruppe.
»Vi prøver at finde ud af, hvad der holder kvinder tilbage. Vores tilgang er, at problemerne skal løses på en anden måde, end de traditionelt er blevet. Det er tid til et paradigmeskifte. Og det handler ikke om en konfrontationskamp mellem kønnene. Derfor henvender vi os også til mændene, og vi får rigtig god respons fra dem.«
CV's redaktør, Susanne Hoeck, vurderer dog stadig, at det bør være muligt at sælge et magsin i bladkioskerne til karrierekvinder.
»Det kan ærgre mig, at vi ikke nåede at få forklaret annoncørerne, at vi ikke bare var et nyt dameblad. Havde vi haft lidt mere tid, tror jeg, det var lykkedes. Jeg ærgrer mig selvfølgelig, for det var en personlig drøm for mig, men det kunne ikke gå under den her form,« siger Susanne Hoeck, der fremhæver, hvordan CV havde stor succes med sine events og netværksmøder.
»De ting lykkedes. Og jeg har i hvert fald ikke sluppet det. Hvordan vi så skal fortsætte det, ved jeg ikke. Men lur mig, om der ikke opstår noget nyt.«
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.