Det nye karriere-magasin for kvinder CV kan hurtigt blive fulgt op af søster-magasiner i andre nordiske lande, hvis det bliver en succes herhjemme.
Magasinet, der vil slå sig på erhvervs-, karriere- og ledelsesstof til kvinder, kommer på gaden til foråret. Men ifølge Allers magasindirektør, Pernille Aalund, lurer man allerede på, om bladet har potentiale som eksportvare.
»Hvis CV får den fremgang, vi forventer, så vil det være aktuelt for os at undersøge markedet for et lignende blad i Sverige. Til sammenligning er der jo lige så mange højtuddannede og karrierebevidste kvinder i Sverige som i Danmark,« udtaler magasindirektør Pernille Aalund til det svenske mediemagasin Medievärlden.se.
Men det er ikke kun Sverige, Aller har kig på.
»Situationen er den samme i de øvrige nordiske lande, som også kan blive kommende markeder for CV,« siger Pernille Aalund.
Hun regner dog ikke med, at den danske udgave af CV vil give overskud før i 2009.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.