search

Cubas medier i et jerngreb

Castro-brødrene har brugt medierne til at cementere deres magt. Det ændrer sig næppe med tilnærmelserne mellem USA og Cuba, for det er nemt at hænge kritiske mediestemmer ud som amerikanske "lejesoldater", skriver journalist Jørgen Laurvig

Castro-brødrene har gennem 55 år brugt medierne til at cementere magten i Cuba, og de har skabt en kultur med selvcensur og overvågning. Spørgsmålet er, hvor meget det ændrer sig trods tilnærmelserne mellem USA og Cuba. For det er nemt for de cubanske magthavere at hænge kritiske mediestemmer ud som amerikanske ”lejesoldater”.

Sikkert er det, at cubanere i hjemmene, på indkøb og caféer fik en overraskelse, da præsident Raúl Castro uden varsel tonede frem på samtlige tv-kanaler kl. 12.00 onsdag den 17. december. På det tidspunkt plejer der at kværne evindelige baseballkampe, undervisningsprogrammer eller salsa-koncerter.

Og overraskelsen blev større, da Raúl Castro fortalte, at Cuba havde udvekslet en cubansk-amerikansk spion, der har siddet næsten 20 år bag cubanske tremmer, for tre cubanere, der har tilbragt over 13 år i amerikanske fængsler.

Og efterfølgende kunne cubanerne – helt ucensureret – høre præsident Barack Obamas tv-tale, hvor han fortalte, at USA og Cuba ville genåbne deres ambassader i hinandens lande og begynde at arbejde sammen på en række områder.

Det vil skabe umiddelbar velstandsstigning for de af Cubas 11 millioner indbyggere, der har slægtninge eller venner i USA. Nu kan de modtage fire gange så mange dollars.

Men Obamas plan er, at det cubanske civilsamfund skal udvikles, herunder menneskerettigheder og en fri presse. Og det kan have lange udsigter.

Igennem næsten seks årtier har Castro-brødrene brugt medierne bevidst i deres politiske arbejde.

Beretningen om hvordan Fidel Castro fik New York Times’ reporter, Herbert Matthews, til at interviewe sig under guerillakrigen i bjergene for at modbevise, at diktatoren Batista havde dræbt Fidel, er pensum for alle cubanske skoleelever.

Men trods 55 radiostationer og 58 tv-stationer – inklusive de nationale kanaler – er det begrænset med den meningsmæssige mangfoldighed i cubansk journalistik.

Det eneste dagblad er centralkomitéens avis, Granmá, hvor selv sportsreportager godkendes af partikommissærer før udgivelse.

Samme kontrol hersker over ugeaviserne Juventud Rebelde og Tribuna de La Habana og livsstilsmagasinet Bohemia.

Alle journalister uddannes på universiteterne, og der fokuseres på journalistik som et forsvar for revolutionen. Og de studerende lærer hurtigt, hvad der absolut ikke skal rapporteres om.

Selvcensur er i dag et grundvilkår for en cubansk journalist. Det praktiseres ved at undgå emner og kilder, der kan støde magthaverne.

En cubansk tv-journalist betroede engang til mig, at hun dybest set kun lavede ”flora og fauna – rigtige historier skal vi holde os fra”.

USA har flere gange forsøgt at bryde den cubanske stats monopol på nyheder som et led i den kolde krigsførelse, der har præget de to landes forhold gennem et halvt århundrede.

Men amerikanerne har fuldstændig undervurderet den belejringsmentalitet, der præger de 11 millioner cubaneres syn på omverdenen: De bor på en lille ø klods op ad verdens mest magtfulde nation, der konstant truer Cuba.

Og alle cubanere ved, at landet i realiteten var et amerikansk protektorat fra uafhængigheden af Spanien i 1898 frem til revolutionen 1959.

Så hver gang USA har forsøgt at støtte opposition og systemkritikere – herunder uafhængige journalister – har det givet bagslag, og kommunistpartiet har kunnet stemple og udstøde kritikerne som ”lejesoldater”.

Et af USA’s mest klodsede forsøg på at sprede amerikansk propaganda i Cuba blev afsløret af nyhedsbureauet AP tidligere i år.

I 2010 fik cubanere med mobiltelefon – og dem er der mange af – af amerikanerne tilbudt en Twitter-lignende tjeneste, ”ZunZuneo” – opkaldt efter kolibriernes summen.

Ved at tilbyde nyheder om sport, musik, mode og vejret gik amerikanerne efter at få flere hundredetusinder brugere i Cuba.

Og når man havde nået den ”kritiske masse” ville USA sende politiske budskaber ud i netværket og forsøge at skabe et ”cubansk forår”. Inden det skete løb programmet ifølge AP tør for penge og ZunZuneo forsvandt pludseligt i 2012.

Siden har den cubanske efterretningstjeneste strammet grebet om mobiltrafikken.

Bloggeren Yoani Sánchez er det mest berømte eksempel på en kritisk stemme. Hun er verdensberømt for bloggen ”Generación Y”, hun skriver for adskillige dagblade i Latinamerika og har modtaget flere priser.

Men alene udbredelsen og succesen gør hende til et nemt offer for propagandaen: Hun tjener masser af penge – ergo er hun ”lejesoldat”.

Da kun fem procent af den cubanske befolkning har adgang til internettet (det laveste tal på den vestlige halvkugle), begrænser det også gennemslagskraften for de nye alternative medier.

Barack Obama har bebudet, at USA vil hjælpe cubanerne med bedre adgang til internettet som led i den nye aftale mellem de to lande.

Men bedre adgang til nettet kan betyde ringere kår for de to uafhængige internetmedier 14ymnedio.com og havanatimes.org, der primært betjener et udenlandsk publikum.

De seneste år under Raúl Castro har de to medier kunnet operere relativt frit, trods lejlighedsvise chikanerier fra myndighederne.

Den frihed er billig for styret, så længe cubanerne ikke har adgang til internettet – men det kan være slut, hvis nettet med USA's støtte kommer ud til masserne.

For kommunistpartiet er nok indstillet på at liberalisere økonomien og åbne sig mod omverdenen – men partiet vil ikke give slip på magten. Og fra første dag har Castro-brødrene vidst, at magten går gennem medierne.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen