Cremen af dansk graverjournalistik skal kåres af ny jury

Den 1. september er sidste chance, hvis man vil indstille kandidater til Prisen for Fremragende Undersøgende Journalistik 2010. Helt ny jury er netop udpeget med 5 nye medlemmer. Se sammensætningen her.

Den 1. september er sidste chance, hvis man vil indstille kandidater til Prisen for Fremragende Undersøgende Journalistik 2010. Helt ny jury er netop udpeget med 5 nye medlemmer. Se sammensætningen her.

Sidste år blev hele 50 journalistprojekter indstillet. Hvorvidt der i år kommer lige så mange kandidater til FUJ-prisen 2010, er endnu ikke til at sige.

Men mener man, at gode kolleger har gjort sig fortjent til graver-guldet, så er det nu, man skal indstille vennerne. (Eller en selv!)

Frem til den 1. sepetmer kan alle journalister indstille enhver form for gravearbejde i de fem faste kategorier: Radio, tv/film, avis, magasin og bøger. Så længe der er tale om produktioner, som har været publiceret i perioden fra august 2009 til og med august 2010.

Der er i øvrigt blevet skiftet markant ud i juryen siden sidste år. Ny formand for FUJ-prisens jury er B.T.'s chefredaktør, Olav Skaaning Andersen, der erstatter Lisbeth Knudsen.

Dertil kommer 5 nye medlemmer af juryen: Erik Valeur (journalist på Tænk), Anne Mette Svane (nyudnævnt nyhedschef på Politiken), Anders Krab-Johansen (redaktionschef på TV 2 News), Jesper Tynell (Cavling-vinder fra P1 Orientering) og Karin Zillén (nyhedschef for Digitale Medier på Sydsvenskan).

Endelig er der et par gengangere fra sidste år: Anne Lea Landsted (lektor og studieleder på SDU) samt Niels Sandøe (journalist på Jyllands-Posten).

»Vi er gået efter de bedste kapaciteter i journalistbranchen, da vi skulle sammensætte juryen. Folk, som man som journalist vil være beæret over at modtage en pris fra,« siger medlem af FUJ's bestyrelse Kasper Krogh til Journalisten.dk.

Han håber i øvrigt på mindst lige så mange bidrag og indstillinger som sidste år og tilkendegiver, at der er masser af gode eksempler på undersøgende journalistik i øjeblikket.

Prisuddelingen fandt sidste år sted i Berlingske Tidendes festlokaler i Pilestræde. I år sker det i noget andre rammer.

»FUJ-prisen 2010 uddeles i år i forbindelse med årets Fagfestival den 14. og 15. november, hvor en del af festivalen i øvrigt kommer til at handle om det undersøgende. Vi vil i øvrigt som tidligere år arbejde på, at de, der bliver nominererede, holder et oplæg og fortæller om deres arbejde med projektet,« siger Kasper Krogh.

Den ny jury mødes første gang i løbet af oktober, hvorefter man vil udpege de nominerede.

Indstillinger skal som sagt sendes senest den 1. september. Det kan ske til infofuj@gmail.com eller til FUJ, v. journalist Kasper Krogh, Berlingske Tidende, Pilestræde 34, 1147 København K.

Mere på FUJs hjemmeside.

0 Kommentarer