Dokumentarfestivalen CPH:Dox er ikke længere forbeholdt dokumentarfilm.
I samarbejde med Center for Podcasting udvider CPH:Dox for første gang med et podcastprogram, der dækker over 16 arrangementer mellem den 15. og 26. marts.
Det skriver CPH:Dox i en pressemeddelelse.
”Med samarbejdet kan vi hylde nogle af de mange fine serier og shows, det danske podcastlandskab er eksponent for. Vi håber på, at folk vil tage rigtigt godt imod programmet, så vores samarbejde kan fortsætte og vokse endnu mere,” står der i pressemeddelelsen.
Programmet byder blandt andet på oplæg med skaberne bag DR-podcasten ’Mørklagt: Agent Samsam’, Third Ears ’UFO-Folket’, Frihedsbrevets ’Doctor No’, Ekstra Bladets ’Blodbold’ og DR’s ’De Lovløse’.