Der er masser af læsestof, og layoutet er lækkert. Men det nye magasin Cover Man savner originalitet og selvstændighed, lyder det i denne anmeldelse fra to tidligere medarbejdere på det hedengangne livsstilsmagasin Arena.Malling Publications står bag det prisværdige initiativ at forsøge at skabe et nyt livsstilsorienteret magasin til de danske mænd. Cover Man hedder det. Siden Benjamin Media lukkede FHM og Arena i 2009, har der kun eksisteret de to yderpoler på det marked; klassikerne M! og Euroman. De har samlet læsere op fra hver deres ende af skalaen, mens det store midterfelt har stået pivåbent.

Nu er kvartalsmagasinet Cover Man på gaden som en åbenlys konkurrent til Euroman, selv om bagmændene mener, at appellen er noget bredere. Konkurrencen må alle klappe i hænderne over, for det giver det hensygnende mande-magasin-marked ny energi, og det er tiltrængt.

Cover Man vil forsøge at lave et mindre elitært og selvsmagende blad end Euroman, hvor læseren inviteres mere indenfor og ikke skal føle sig ekskluderet. Magasinet har til den opgave allieret sig med solide magasin-folk. Ud over chefredaktør Frederik Bjerregaard, der er 'firmaets mand' med mange år i Malling Productions bag sig, er det den dygtige portrætskriver Rune Skyum (Euroman, Ud&Se) som redaktionschef, Euromans tidligere moderedaktør Chris Pedersen i redaktionen og Ud&Se's tidligere chefredaktør Andreas Fugl Thøgersen som en af mange bidragydere. Et solidt hold at have i ryggen.

Første udgave af bladet har B.T.-segments-kæledæggen Jes Dorph på forsiden, og dermed lever bladet ved første øjekast også op til den del af målsætningen, der ville give bredere appel. Men det virker ikke. For lige meget hvor meget man vender og drejer argumenterne for Jes Dorph som den oplagte cover man, så er og bliver valget af ham et sært fejlskud. For Jes Dorph ser fejlcastet ud i sit stramtsiddende stylede jakkesæt, og han er dybest set ikke særlig cool. Cover Man er trods intentioner om at brede ud stadig lavet til folk i tætsiddende tøj og med tunge briller. Og den slags synes bare ikke, at Jes Dorph er en helt. Cover Man bliver fanget i skismaet mellem at ville være brede og samtidig være cool.

Og hvad så ellers? Jo, det er der alt sammen. Alle de kendte magasinkneb. Vi bliver introduceret til bidragyderne i begyndelsen, vi får en pige at glo lidt på, der er en del modeserier, portrætter af succesfulde mænd, lidt gear og lidt om mad. Ingen overraskelser overhovedet. Ingen originale elementer, der får læseren til at hæve øjenbrynene, eller ideer, der skiller sig ud fra andre blade.
Det er skuffende, og ærgerligt, at det gode initiativ, der netop skulle udfordre og presse konkurrenten, ikke er blevet belønnet med et skarpere og mere kreativt koncept.

Et højdepunkt er et tosiders foto af en friklatrer, der sidder ensom på en væg med 600 meter ned og ingen sikkerhedsline. At prioritere det foto og lade det stå næsten rent får læseren til at stoppe op og tænke. Mere af det vovemod kunne redaktionen godt have brugt til at udvikle større originalitet i bladet. Det havde givet mere ro, omtanke og dynamik.

Desuden er portrættet af de visionære unge folk bag hovedtelefonerne Aiaiai godt tænkt. Historien er muligvis hørt før, men beretninger om entreprenante unge, der går deres egne veje med fascinerende historier at fortælle, er altid gode. Også artiklerne med manden bag Lagkagehuset, Ole Kristoffersen, forlæggeren Per Kofod og filmproduceren Lars Knudsen fungerer på fin klassisk magasin-facon.

Det eneste, man kan kalde nyt, er Cover Mans indledende artikler. Her vil man normalt guide læseren stille ind i magasinet med eksempelvis korte nyheder, et enkelt kort interview eller lignende. Cover man gør noget andet, og point for det. Men over fem sider hensættes man som læser i forbløffelse og forvirring. Her fortælles en række historier om sex-afhængighed, at stå i skyggen af sin kvinde og noget om psykopater. Det vælter lidt rundt i visuel forvirring, og hvorfor er det her relevant for mig? Det er garneret med dårlige og uindbydende billeder, små rubrikker, helt ulæselige underrubrikker og lange, tunge tekster.

Helt galt går det generelt i magasinets underrubrikker og call outs, der er decideret ulæselige i en grad, der må skrive magasinhistorie. Sammenblandingen af forskellige punktstørrelser, kursiv og ikke kursiv og en font, der bare ikke ønsker at læses, er dum og unødvendig. For magasinets egen skyld bør de fortryde inden næste udgave. Og så er der rubrikker som '@mzanka-straight outta CPH'. Muligvis meget cool gadesprog, men det er ærlig talt svært at vide, hvad man skal forvente af en artikel med den rubrik. Bred appel? Nej.

Nu er skribenterne bag denne anmeldelse både omkring de 40 år og tidligere medarbejdere på det hedengangne mandeblad Arena. Begge dele kan måske medvirke til en lidt gnavpot-agtig mavesurhed over for det nye produkt. Men faktisk er vi temmelig begejstrede for initiativet. Bare ærgerlige over, at forsøget på at udfordre det klassiske og forudsigelige Euroman ikke er bedre, end det er. Der er masser af læsestof om spændende mænd (også langt mere spændende mænd end Jes Dorph). Der er cool look og lækkert layout. Men magasinet savner en originalitet og selvstændighed, som forhåbentlig vil dukke op i de kommende numre. Spændende bliver det under alle omstændigheder at se, hvem der er på forsiden næste gang.

Troels Widding og Sune Højrup Bencke var redaktør og journalist på livsstilsmagasinet Arena. De arbejder i dag på Politiken.