
Det tvungne hjemmekontor er fortid, men en del vil formentlig stadig gerne kunne arbejde hjemmefra. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Hjemmearbejde.
En praksis, de fleste med mere eller mindre medvilje har stiftet bekendtskab med i løbet af de seneste to år.
Selv om regeringens anbefaling om at arbejde hjemmefra ophører, fordi coronavirus ikke bliver set som en samfundskritisk sygdom, er der formentlig nogle, der fortsat gerne vil arbejde hjemme i ny og næ.
I den forbindelse er det værd at huske, at de normale krav til en skærm-arbejdsplads derhjemme vender tilbage. Dem har Arbejdstilsynet ellers haft sat på pause for dem, der er blevet hjemsendt under epidemien.
Så hvordan er det nu lige, de regler er for os kontornussere, der mest af alt sidder og arbejder ved en skærm?
”Hvis man arbejder ved en skærm hjemme, og det arbejde bliver udført regelmæssigt – altså en arbejdsdag om ugen eller to timer fast hver dag – skal der være udstyr til rådighed,” siger Tom Hansen, arbejdsmiljøkonsulent i Dansk Journalistforbund.
Arbejdsgiver skal betale
Man har som medarbejder ikke krav på et hæve-sænke-bord til arbejde i privaten, men bord og stol skal passe til din højde, ligesom der skal være et eksternt tastatur og en ekstern mus til en bærbar computer.
Det er arbejdsgiverens ansvar, at der er det, der skal til for at leve op til reglerne. Med andre ord:
”Det er arbejdsgiveren, der skal betale for det. Det gælder også, hvis det er medarbejderens ønske at arbejde hjemme,” siger Tom Hansen.
En hjemmearbejdsplads skal også indgå i en virksomheds arbejdspladsvurderinger (APV’er), hvor medarbejderne skal spørges til, om deres arbejdsplads derhjemme er indrettet, så den lever op til kravene.
Det betyder dog ikke, at en medarbejder, der arbejder hjemme fast en gang eller to om ugen, pludselig får Arbejdstilsynet på uanmeldt besøg for at kontrollere bord- og stolehøjde.
”Men det er klart, at hvis Arbejdstilsynet fører tilsyn hos en virksomhed, og medarbejderne arbejder hjemme, er medarbejderne i deres fulde ret til at fortælle om det, hvis de bliver spurgt til hjemmearbejdspladser,” siger Tom Hansen.
Det siger Arbejdsmiljøreglerne om en kontorplads derhjemme:
- Der skal være et bord og en kontorstol, der passer til dig i højden. Som nævnt behøver bordet ikke kunne hæves, men sidde- og arbejdshøjde skal passe til dig.
- Bordet skal være dybt nok til, at skærmen kan anbringes i passende synsafstand med plads til tastatur og armstøtte foran.
- Du skal have en kontorstol, hvor sædet kan indstilles i højden. Stoleryggen skal også kunne indstilles i højden og skal kunne stilles skråt.
EU’s såkaldte skærm-direktiv siger derudover:
- Tegnene på skærmen skal være tydelige og tilstrækkeligt store.
- Der skal være en hensigtsmæssig skærm, og tastaturet skal kunne stilles skråt og være adskilt fra skærmen, så den ansatte kan bruge hensigtsmæssige arbejdsstillinger.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.