search

Cordua: Jeppesen udstiller pressens hykleri

Journalister er hyklere. Pressenævnet virker ikke. Og balladen om Michael Jeppesen viser, hvorfor store medier som Politiken ikke skal have statsstøtte. Det siger den politiske blogger Jarl Cordua til Journalisten.dk.

Journalister er hyklere. Pressenævnet virker ikke. Og balladen om Michael Jeppesen viser, hvorfor store medier som Politiken ikke skal have statsstøtte. Det siger den politiske blogger Jarl Cordua til Journalisten.dk.

»Jeppesen udstiller meget hykleri. Fx det hykleri der finder sted på denne hjemmeside blandt denne fagforenings medlemmer om, at man beskæftiger sig med en ærlig og en særlig fin journalistik baseret på meget meget høje etiske krav.«

Det skrev Jarl Cordua i en kommentar her på Journalisten.dk i går torsdag til artiklen "Politiken sætter Jeppesen på plads".

Jarl Cordua har tidligere deltaget i debatten om journalistisk etik i danske medier, også i forhold til sin egen skribentvirksomhed med en af Danmarks mest læste politisk blogs. Han mener, at diskussionen om Michael Jeppesen er et klokkeklart bevis på, at dansk presse er dobbeltmoralsk.

Sagen går i korte træk ud på, at Politiken-blogger Michael Jeppesen i et indlæg gengav rygter om, at statsminister Lars Løkke Rasmussen skulle have haft en affære. Indlægget blev fjernet fra hjemmesiden af redaktionen, fordi de betragtede rygterne som udokumenterede.

Hvordan er Jeppesen et eksempel på hykleri i journaliststanden?

»Medierne inviterer Jeppesen indenfor, ophøjer ham til Gud. De indbyder ham til de mest prestigefulde journalistiske programmer som Mennesker og Medier eller Krause på Tværs (begge programmer på P1, red.); Information bruger ham som kunstanmelder; og nu Politiken, som selv bryster sig af at være et journalistisk flagskib, der er gode ved børn og naturen og de offentligt ansatte. De eneste, man ikke skal give en anstændig behandling, er åbenbart regeringsmedlemmer,« siger Jarl Cordua til Journalisten.dk.

Men nu tog Politiken jo indlægget af sitet…

»De har pillet ét indlæg af, og hvad gør manden? Han gør tykt nar med den censur, han bliver udsat for. Det udstiller jo Politikens journalistiske ambitioner, at han egentlig bare kan lukke dem op og skide i (ambitionerne, red.). Jeppesen er jo Jeppesen – han har tidligere udstillet rygter om statsministerens privatliv, og han viser igennem sine skriverier, at han ikke har nogen grænser. Men nu skriver han på Pol.dk, og de lægger jo hans indlæg på forsiden. Så er det Politikens brand, han rejser rundt med. Politiken har egentlig meldt sig ud af alle etiske diskussioner, så længe Jeppesen går rundt derovre.«

Er der ikke en forskel på at lave journalistik og at lave en blog?

»Det er et spørgsmål, man skal stille Politiken, for når han står på Politikens hjemmeside, hvor de giver ham plads og opmærksomhed. Det er Politikens brand, man giver ham, og så ligger han og ruller rundt i rendestenen. Hvis Tøger Seidenfaden og Anita Bay Bundegaard (henholdsvis chefredaktør og kulturredaktør, red.) kan klare det, så for min skyld ingen alarm. Men nu skal medieforliget udmøntes, og kan vi så ikke slippe for den klagesang om, at det er så vigtigt, at JP/Politikens hus ikke skal betale moms, fordi de bedriver åh så fin journalistisk virksomhed og redder demokratiet. Enten er man rendestenspresse, eller også frelser man demokratiet, man kan ikke begge dele.«

På Politiken lægger de vægt på, at bloggerne i deres blogosfære får lov at skrive om det, de vil…

»Ja, det falder jo tilbage på Politiken. Det er sådan noget teknik, som journalister burde kunne skære igennem. Hvis man mener det alvorligt, at man har nogle etiske standarder, man vil leve op til, så gør man det fra top til bund. Hvis en underleverandør til AP Møller har haft nogle arbejdere, der arbejdede med kemikalier eller noget andet uetisk, så skal du nok se Politiken med lange artikler om, hvor forfærdeligt, det er. Nu har vi en underleverandør til Politiken, der opfører sig på denne her måde, og så gemmer man sig bag noget så teknisk som en slags frihedsbrev. Helt ærligt.«

Hvis Michael Jeppesen havde en privat blog, for eksempel Michaeljeppesen.dk, var det så ok?

»For det første, så kan ingen gøre noget ved det. Men så ville det netop blive en diskussion om, hvorvidt man kan gøre den slags på nettet, og ikke hvorvidt Politiken anbefaler det. Det giver jo Jeppesen et skær af troværdighed, at han gør det på Politikens platform. Jeg gider ikke sidde og være hellig. Mange vil jo også sige om min ringhed, at det jeg foretager mig er heller ikke inden for det, man normalt vil kalde klassisk journalistik. Jeg påstår ikke, at det er journalistik.«

Hvad er det, du mener, der grundlæggende er galt med os journalister?

»Der er det galt, at man fejrer sig selv med Cavling og alt muligt andet og hylder den dybdeborende gode journalistik – og samtidig hylder en mand, der skriver lokumsrygter, og giver ham plads i seriøse medier. Den går ikke. Man må hylde det ene og sige fy til det andet.«

Mener du, at du selv på din blog overholder de presseetiske retningslinjer?

»Nej, ikke altid. Det synes jeg egentlig heller ikke, at pressen gør altid.«

Men når pressen går over stregen, kan de indklages for Pressenævnet…

»Ja ja, i teorien. I virkeligheden sker det aldrig. "Hvis du er utilfreds, kan du bare gå i pressenævnet," siger de. Det er noget fis. Hvis du har resurser og har lyst til at blive hængt ud igen, så kan du gøre det. Jeg startede netop min blog, fordi jeg blev hængt ud, og jeg ikke havde nogen mulighed for at forsvare mig. Jeg kunne ikke komme igennem pressens filter.«

Jarl Cordua er selv blevet anklaget for at sprede ufine rygter om en politiker. Han blev fyret som kampagnechef for Martin Geertsen (V) i 2005, efter at flere medier skrev, at Cordua havde forsøgt at igangsætte en smædekampagne om den politiske modstander i partiet, Jens Rohde.

Er det på grund af forargelse fra dengang, at du er så harm på os journalister?

»Næ. Jeg taler med temmelig mange journalister, og jeg tror ikke ret mange oplever, at jeg er harm på dem. Faktisk mener jeg, at jeg samarbejder med journalister. Men det er selvforståelsen hos journalister, jeg undres over.«

Bør blogs underlægges en form for presseetiske retningslinjer?

»Det tror jeg simpelthen ikke kan lade sig gøre i forhold til Grundloven og ytringsfriheden. Jeg sidder jo heller ikke og siger, at Michael Jeppesens ytringsfrihed skal begrænses, jeg forstår bare ikke, at man fejrer hans person – og hvis man ønsker statsstøtte til sit medie, så er der god ræson i, at man underlægges etiske regler for, hvordan man agerer. Jeg får ikke statsstøtte, så det er ikke noget, jeg tænker over på min blog. Jeg har mine egne retningslinjer, det er injurielovgivningen og almindelig anstændighed.«

Journalisten.dk har forgæves forsøgt at indhente en kommentar fra Tøger Seidenfaden.

Kommentarer
7
Jakob Andresen
04.06.10 15:39
Re: Cordua: Jeppesen udstiller pressens hykleri

Jeg er enig med Jarl Cordua, når han siger, at det giver Michael Jeppesen en snert af troværdighed, når han skriver på Politikens hjemmeside. Eller gav, for nu er det jo slut. 

Og jeg er helt enig i, at Pressenævnet ikke har nogen reel effekt.

Det er kun den krænkede selv, der kan anmelde sagerne. Og som Cordua skriver, undlader mange at gøre det, da det ripper op i ubehageligheder.

Derudover er formuleringerne fra Pressenævnet så upræcise, at det er svært at tolke noget som helst konkret ud fra dem. Et godt eksempel er, når et netmedie skal offentliggøre en udtalt kritik.

Om det skriver nævnet, at "Kendelsen bør bringes i mediet i en periode, der svarer til den tid, i hvilken den påklagede artikel har været bragt. Herudover vil det være hensigtsmæssigt at oprette et link til kendelsen fra artiklen, hvis den fortsat bringes på hjemmesiden."

Den bør bringes i en periode og det vil være hensigtsmæssigt at oprette et link. Hensigtsmæssigt for hvem? Mediet, der har modtaget kritik? Næppe. Og hvad sker der, hvis mediet ikke følger opfordringerne? Intet. Det findes der flere eksempler på.

Og hvad batter en udtalt kritik egentlig i vore dage?

Overtrædelse af de presseetiske regler har ingen konsekvens for medierne. Reglerne bør strammes op, og så skal der være mærkbare konsekvenser ved overtrædelse. Ellers kan vi lige så godt nedlægge nævnet.

Fremhævet af Journalisten
Michael Bjørnbak Martensen
04.06.10 16:34
Re: Cordua: Jeppesen udstiller pressens hykleri

Journalistikken skal konstant finde grænser - sådan er det.

Også når det gælder privatlivet.

Personligt har jeg det rigtigt skidt  med de informationer Jeppesen bringer til torvs, men omvendt må jeg sige, at vi skal have en diskussion om disse grænser - fordi status er, at politikerne kan slippe afsted med alverdens fortrædeligheder, mens borgerne - og journalisterne med - forventes at opføre sig som  rene dydsmønstre.

Det er naturligvis et misforhold, der giver god anledning til, at vi får debatteret grænserne og måder at lave tidssvarende journalistik på. Journalistikken skal jo gerne gribe tidens udfordringer, hvor end de er - og hvad de end måtte indeholde.

Til belysning, dette link:  http://snipurl.com/x1j7i

Fremhævet af Journalisten
preben nyborg madsen
05.06.10 17:55
Re: Cordua: Jeppesen udstiller pressens hykleri

www.kunstavisen.com har læserne og redaktionen kåret Michael Jeppesen til "Originalprisen 2010" - en journalistisk titel, som kun uddeles hver 7. år og som tidligere er gået til Ekstra Bladet´s Madsen&Madsen samt Vetkystens sommerredaktion, som skrev om et hul, de selv gravede i Sønderjylland.

Synd for min gamle arbejdsplads Politiken, at de fyrede Jeppesen. De trænger netop til den slags for ikke at stivne i selvhøjtidelig journalistik, som der bestemt ingen kunder er til i disse nettider.

Kom igen, Jeppesen. Verden har brug for originaler som du udi kommunikation....

Fremhævet af Journalisten
Henrik Lind Jørgensen
05.06.10 20:34
Re: Cordua: Jeppesen udstiller pressens hykleri

Hvis løgn er originalt, så tak for kaffe. Uanset hvilke akademiske diskussioner, der kan anlægges på Jeppesens kunstart, så handler journalistik - og det er udgangspunktet for, at jeg hidser mig op over det her - vel om troværdighed.

Jeg har i hvert fald ikke gået i skole længe nok til at kunne argumentere for noget andet.

Alternativt må man fortælle folk, når "noget" - i dette tilfælde er en digter - som giver den som netop digter og satiriker og ikke som en person, der fremfører troværdige oplysninger.

 

 

Fremhævet af Journalisten
preben nyborg madsen
06.06.10 04:01
Re: Cordua: Jeppesen udstiller pressens hykleri

Jeppesen har jo markedsført sig som original, der ikke skelner mellem grænselandet løgn/sandhed, hvis det sidste overhovedet findes.

kunstavisen.com er stolte af Jeppesens kunstneriske tiltag med kommunikation og medier. Hvis blot andre journalister havde hans vovemod, fantasi og energi til at "gå til makronerne", så ville vi være et bedre demokrati.

Men ellers er jeg enig i, at TROVÆRDIGHED er den eneste vare, en journalist har på sin hylde, set med gamle briller. I dag matches den med andre værktøjer - og i dette grænseland opererer Jeppesen næsten solo og i hvert fald med mange læsere til følge. 

Fremhævet af Journalisten
bent øberg
07.06.10 13:36
Re: Cordua: Jeppesen udstiller pressens hykleri
hvis det er noget I går  m e g e t  op i - så synes jeg lige at katrine lilleør er en endno  m e g e t  nydelig dame
Fremhævet af Journalisten
Torben Krogh
08.06.10 07:46
Re: Cordua: Jeppesen udstiller pressens hykleri

Ih tak, Bent.. Spændende sysnspunkt - men uanset om Katrine Lilleør er nydelig (hun ser ok ud på billeder, jeg har aldrig truffet hende), så er det jo ikke det, diskussionen drejer sig om.

Personligt har jeg aldrig kunnet udstå Jeppesen, heller ikke da han skrev på EBs bagside. Efter min smag ikke særlig begavet eller sjovt. Men det er jo også ligegyldigt. Slutresultatet er, at Politiken ikke vil tolerere udsagn som det, der er bragt til torvs. Som de sikkert heller ikke ville læge image til rygter om, at Anders Fogh er set i Østedparken på jagt efter.. beeeep.

Er det vigtigt for landet, at statsministeren interesserer sig for damer? Nah, ikke hvis det ikke påvirker hans politik. Men egentlig synes jeg, Jarl Cordua har en pointe langt hen ad vejen.

 

Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen