I sportens verden sætter Anti Doping Danmark ind mod snyd – i mediernes verden skal et lignende agentur kunne sætte ind mod falske nyheder. Sådan lyder et forslag fra Det Radikale Venstre, som partiformand Morten Østergaard lancerede mandag.
Partiet foreslår at bruge 10 millioner kroner årligt på at drive et videnscenter, der – ifølge udspillet – skal identificere og bekæmpe spredningen af falske nyheder. Agenturet skal oprettes i tilknytning til en dansk vidensinstitution, og midlerne til det skal findes i de kommende medieforhandlinger.
Men forslaget møder kritik fra Jyllands-Postens tidligere chefredaktør Pierre Collignon, som til efteråret indleder et fellowship om fake news på Center for Journalistik på Syddansk Universitet.
”Jeg synes, det er en rigtig, rigtig dårlig idé, at et statsligt kontor skal definere, hvad der er de rigtige og de falske nyheder. Det er simpelthen en glidebane at komme ned ad. Vi skal altid passe på, når stater vil definere, hvad der er sandt og falsk – det bør få alle alarmklokker til at ringe,” siger han.
Problemet er slet ikke så stort
Inspirationen til agenturet kommer ifølge Radikale Venstre fra EU. Her har man siden 2014 haft et agentur til at identificere og korrigere falske nyhedshistorier sponsoreret af Rusland og målrettet europæiske valgkampe.
Men ifølge Pierre Collignon vil det være alt for drastisk at nedsætte et lignende agentur herhjemme.
”Man skal kun gribe til den slags initiativer, hvis det virkelig er nødvendigt. Og hvis du ser på, hvor mange totalt fabrikerede falske nyheder der er herhjemme, så er vi slet ikke så hårdt ramt. Det er ikke noget, som de frie medier sammen med de sociale medier ikke selv kan klare. Det bedste værn mod fake news er ikke et statsligt kontor – det er, at vi gør netbrugerne bedre uddannede i kildekritik,” siger han.
Men ifølge forslaget skal agenturet ikke tilknyttes et statsligt organ, men en vidensinstitution. Er det ikke en afgørende forskel?
”Det lyder stadig for mig, som om man har for meget stat inde over. Jeg læser forslaget som et organ, der skal lave faktatjek. Og det er altså ikke statens opgave – det har vi de frie medier til. Vi reagerer, som om vi befinder os i en krigstilstand, hvor vi er nødt til at lave modpropaganda. Men vi er altså ikke i krig, og demokratiet kan klare meget af det her selv,” siger Pierre Collignon.
DJ: Fint at indsamle viden
Også Dansk Journalistforbunds formand, Lars Werge, er skeptisk over for forslaget:
”Jeg kan godt lide idéen om at samle viden og forskning på det her felt. Men jeg bryder mig ikke om tanken om et agentur, der skal overvåge nyhedsdækningen fra dag til dag og af egen drift tage sager op. Det må ikke blive et slags Pressenævn nummer to,” siger han.
Til gengæld hilser han den del af Radikale Venstres forslag velkomment, der handler om at styrke public service og den kritiske nyhedsjournalistik.
”Jeg synes bestemt, det er al ære og respekt værd at sige, at man vil gøre noget ekstra for medierne i Danmark. For svaret mod fake news fra mediernes side burde jo være, at man bliver mere grundige,” siger han.
Collignon: Indeholder SÅ mange risici
Den del er Pierre Collignon også enig i. Han mener, at falske nyheder bekæmpes bedst med bedre uddannelse i kildekritik i folkeskoler og på gymnasieniveau samt en styrkelse af de frie medier.
Så burde man i stedet give de 10 mio., som Radikale vil afsætte til et agentur, til de frie medier – måske som øremærkede midler til at bekæmpe falske nyheder?
”Jeg tror ikke engang, du behøver at have staten til at øremærke noget som helst – der er jo allerede aktiviteter i gang. Og det er en glidebane, at et statsligt agentur skal gå ind og vurdere nyhedsbilledet og give det karakterer. Det indeholder SÅ mange risici. Det må vi ikke bare lade ske uden at have tænkt det rigtig godt igennem,” siger Pierre Collignon.
Journalisten har været i kontakt med Radikale Venstres Pressetjeneste om udspillet, men har endnu ikke fået et interview med Morten Østergaard.
5 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Den spanske stats højesteret har forsøgt at rejse sag mod Cataloniens legitime præsident, som er i landflygtighed i Belgien.
Puigdemont flygtede sammen med tre andre medlemmer af den catalanske regering da den spanske centralmagt udstedte arresordre på ham. Nu er den spanske stats krav om udlevering definitivt sat ud af kraft af det belgiske retsvæsen. Puigdemont er en fri mand sammen med sine regeringsmedlemmer. Blot kan de ikke vende tilbage til Spanien, hvor Rajoy og resten af den ekstremt udemokratiske centralmagt fortsat vil give ham 30 års fængsel for sin regeringsførelse i Catalonien.
https://politica.elpais.com/politica/2017/12/14/actualidad/1513248839_407057.html
Det belgiske retsvæsen har givet Spanien, resten af magteliten i EU og de følgagtige fake news medier i Danmark et slag i ansigtet.
Nyheden forties. Sort sort sort samvittighed må man have rundt om på redaktionsgangene, hvorfra censuren doceres, rigeligt, med fuld honør og finansieret af staten under betegnelsen; Demokratistøtte!
Det er selve udfordringen for et medie, der lever for andet og mere end det at overleve, at bevare sin eksistensberettigelse, som netop peger ud over det blot at overleve.
En del af opgaven er da, at afgrænse og bekæmpe “det onde=fake news”. Medieverdenen vinder ikke sin eksistensberettigelse, ved at overlade den opgave til et særligt organ, men ved kontinuert at kæmpe for journalistiske dyder og institutionernes integritet.
Prioriteringerne omkring nyhedernes relevans og plads i dækningen udfolder sig implicit, dvs. afslører sig i brugerfladen, men også eksplicit. Når man skimter nettet for nyheder i både danske og udenlandske medier, opnår man førstehåndskendskab til den differentierede måde at sætte rangordenen af nyheder på.
De spørgsmål, der stilles eksplicit og dem der afgøres implicit på redaktionsgangene, er tit mere interessante end nyhederne i sig selv, der isoleret set kan være både falske og mindre falske i videnskabelig forstand, dvs. inden for det kriterium, der fungerer som den stiltiende præmis for kvalificering af en beskrivelse som højeste sandhed, nemlig naturvidenskaben. Det er absolut ikke alle beskrivelser, der kan kvalificeres inden for det naturvidenskabelige sæt af kriterier for sandhed.
Emanuel Rajoy, lederen af Partido Popular og den spanske regering, har fremført den påstand, at;
Der har ikke været nogen folkeafstemning i Catalonien d. 1/10 2017.
Lederen af det catalanske generalitet, Puigdemont, har i dag indkaldt til ekstraordinær måde i den catalanske hovedstad, Barcelona, fordi der ifølge ham har udfoldet sig en folkeafstemning, og udfaldet er blevet en folkelig beslutning om at Catalonien skal dannes løsrevet fra Spanien.
Europastateten, EU, har udtalt, at man respektere spansk lov, og påstået, at man ikke blander sig i interne forhold.
De tre udsagn bygger op om en modsigelse.
Der er en direkte modsigelse og konflikt i mellem Rajoy og Puigdemont.
Der er en iboende modsigelse i udtalelserne fra Europastaten.
Den spanske højesteret indeholder ikke nogen paragraf, som omhandler muligheden for egen mangel på gyldighed. Den er, som andre love, funderet i loven lov, hvor spørgsmålet om lovens gyldighed, altså om lovens legitimitet, forudsættes afgjort på forhånd, således at lov kan være lov.
Når Rajoy henviser til loven, den spanske højesteret, så er det den ureflekterede lov, han henviser til.
Når han med hjælp fra den spanske stats politi og civilgarden har beordret handlinger, som har ført til mere end 700 sårede i de første timer af “valghandlingen” d.1/10, så er det mildest talt et forsøg på at begå det, der hedder en performativ selvbekræftelse, dvs. forhindre det, som der ikke “må være”.
Rajoy anerkender ikke anfægtelsen af den spanske stats enhed.
Rajoy anerkender ikke spørgsmålet om dens legitimitet på det her område.
Men inden for staten, den spanske stat, findes der altså demokratisk valgte forsamlinger, som stiller spørgsmålstegn ved forfatningens legitimitet. Det brugte de som argument for at gennemføre folkeafstemningen om løsrivelse.
Når Europastaten nægter at forholde sig til spørgsmålet om afstemningens legitimitet, så lader den som om det ikke findes, og vælger på den måde side til fordel for den spanske forfatning og Rajoy.
Det er en form for stillingtagen til spaniens indre anliggender, altså det modsatte af hvad man siger, når man siger, at man ikke blander sig i interne forhold.
Distinktionen mellem legalitet og legitimitet mangler at få den opmærksomhed, som kunne have gjort mediernes dækning af udviklingen i Spanien mere faktatro. De kunne have vundet lidt mere eksistensberettigelse ved faktisk at bringe lidt refleksion ind over afstemningen i Catalonien, f.eks. med lidt retsfilosofiske og historiske betragtninger over spaniens historie, hvor man ikke skal mange år tilbage for at komme til de grunde, der gør at de ca. 7 millioner catalanere har endog meget vægtig tradition for at se sig som ikke spanske.
Spørgsmålet om integritet og eksistensberettigelse presser sig på i mange sammenhænge, og mit bud, på hvordan medierne kunne vinde over fake news, går i retning af en udvikling i retning af forsøget på at vinde en fundamental eksistensberettigelse.
http://www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-105.pdf
I stedet oplever jeg, at man ikke bryder sig om mediekritik i medierne.
Fremragende ide med et agentur, der udpeger, hvilke nyheder der er fake news.
Det skal selvfølgelig blot udvides til også at udpege propaganda fra fremmede magter (altså de magter, der er imod os - nogle gange er det Eurasia, andre gange er det Eastasia) og nyheder, der fremmer ekstremisternes sag.
Det kan den dumme, uvidende, ignorante pøbel jo ikke selv finde ud af.
For en sikkerheds skyld bør man blokere for adgang til websites, der udspreder propaganda og har nyheder, der fremmer ekstremisternes sag.[1][2][3][4]
De besmitter jo pøblens bevidsthed.
Det går ikke, at folk selv kan indhente oplysninger fra alle mulige kilder og selv danne sig en mening.
Jeg er sikker på, at et dansk agentur med fordel kan arbejde sammen med World Center for Countering Extremist ideology.[5]
Stiftet i Riyadh af sandhedssøgende profiler som Trump, Saudi-Arabiens kong Salman bin Abdulaziz og Ægyptens præsident Abdel-Fattah el-Sis skal det såmænd nok forstå at undertrykke sandheden og få propagandaen frem - øh, jeg mener selvfølgelig omvendt.
[1] http://jyllands-posten.dk/politik/ECE8442753/s-vil-lukke-ekstremisthjemmesider-uden-dom/
[2] http://www.dr.dk/nyheder/politik/pind-vil-saette-ind-mod-terror-paa-internettet
[3] https://www.theguardian.com/politics/2015/may/22/david-cameron-backs-plans-ofcom-block-extremist-messages-tv-censorship
[4] http://www.stateofdigital.com/uk-block-extremist-sites/
[5] http://english.alarabiya.net/en/features/2017/05/22/All-you-need-to-know-on-the-Global-Center-for-Combating-Extremism-in-Riyadh.html
"Sandhedsagentur", tildelt 10 millioner offentlige krone og på foranledning af Radikale Venstre!
En fisk kan have fået en tanke, især hvis den ikke er helt frisk, men den her ide stinker i sit udgangspunkt!
Morten Østergaard har ikke tid til at give sin ide en kommentar. Det forståes.
Alene tanken om et agentur, der på baggrund af en politisk beslutning skulle overtage rollen som dommer nyhedsstrømmens sandhedsværdi, er håbløst ude af trit med kriterierne for at kvalificere et budskabs sandhedsværdi.
Kriteriet hedder kritik, kritik og kritik.
Jeg er i det hele taget imod patenter:
https://ing.dk/artikel/kronik-hvem-skal-have-patent-paa-udstede-patenter-160580
Et 'agentur mod falske nyheder'. Måske det kunne organiseres som en styrelse under et nyt Sandhedsministerium? Vi bør så også overveje en håndhævende instans, der kan sikre, at teksten bliver udlagt i overensstemmelse med agenturets anvisninger; bemeldte instans kunne vi så passende kalde for tanke-politiet.
Flere