Mike Blake/Reuters/Ritzau Scanpix
CNN’s morgenvært Don Lemon er efter 17 år fortid på den amerikanske public sevice-station.
Det skriver flere amerikanske medier, herunder CNN selv.
CNN har ikke forklaret, hvad der ligger bag fyringen, men tidligere på måneden udgav magasinet Variety en historie, hvor Don Lemon blandt andet bliver beskyldt for kvindefjendsk adfærd over for sine kolleger. Beskyldninger, som en talsperson for Don Lemon har afvist som værende gammelt sladder og udokumenterede anekdoter.
På Twitter beskriver Don Lemon, at han i går morges fik besked om sin fyring gennem sin agent.
”Jeg er rystet. Efter 17 år hos CNN ville jeg have troet, at nogen i ledelsen havde anstændighed til at fortælle mig det direkte. På intet tidspunkt har jeg fået nogen indikationer på, at jeg ikke skulle kunne fortsætte med at gøre det arbejde, jeg har elsket,” skriver han blandt andet.
CNN’s ledelse har dog en anden oplevelse af forløbet:
”Don Lemons udtalelse om morgenens begivenheder er upræcis. Han blev tilbudt at mødes med ledelsen, men i stedet udgav han en udtalelse på Twitter,” skriver CNN Communications på Twitter.