Israel-Hamas

CNN og AP fyrer pressefotograf efter anklager om kendskab til Hamas-angreb

Pro-israelsk faktatjekkermedie mener, at indicier peger på, at fotografer har kendt til Hamas’ angrebsplaner. New York Times kalder beskyldninger ”usande” og ”skandaløse”

CNN og AP har opsagt deres samarbejder med pressefotografen Hassan Eslaiah, efter at det pro-israelske faktatjekkermedie Honestreporting har påpeget, at han og andre fotografer kan have kendt til Hamas’ angrebsplaner på Israel 7. oktober.

”Vi er opmærksomme på artiklen og billedet vedrørende Hassan Eslaiah, en freelance fotojournalist, der har arbejdet for en række internationale og israelske medier. Selv om vi på nuværende tidspunkt ikke har fundet grund til at betvivle den journalistiske nøjagtighed i det arbejde, han har udført for os, har vi besluttet at opsige samarbejdet med ham,” lyder det fra CNN i et svar til det israelsk medie Ynet.

Tog fotos fra angrebet

Hassan Eslaiah er en af mindst seks pressefotografer, der på nærmeste hold fulgte Hamas’ angreb på Israel 7. oktober.

Deres billeder blev siden vist på CNN, i New York Times og hos nyhedsbureauerne Reuters og AP, skriver TV2.dk, der omtalte sagen torsdag.

Honestreporting har gennemgået pressefotos taget 7. oktober.

Det er fotos, der viser, hvordan Hamas-krigere blandt andet bryder gennem grænsen til Israel.

Fotos, der viser, hvordan kibbutzen Kfar Azza bliver indtaget. Det israelske faktatjekkermedie sætter i sin rapport spørgsmålstegn ved pressefotografernes arbejde og de medier, der har bragt fotos fra angrebet.

”Vurderet på billederne af lynchning, bortførelse og angrebet på en israelsk kibbutz synes det, som om grænsen er blevet brudt. Ikke kun fysisk, men også journalistisk,” skriver folkene bag Honestreporting.

Reaktion fra Netanyahu

Rapporten har vakt opsigt på højeste politiske niveau i Israel. Torsdag lød det fra premierminister Benjamin Netanyahus kontor, at Israel ”ser med stor alvor på, at fotojournalister, der arbejder for internationale medier, deltog i dækningen af brutale mord, der blev begået af terrorister fra Hamas lørdag 7. oktober 2023”.

Premierministeren forlanger videre, at medierne tager ansvar for oplysninger frembragt i rapporten.

Ifølge TV 2 har AP opsagt samarbejdet med Hassan Eslaiah. Nyhedsbureauet afviser at have kendt til angrebet i forvejen. Det samme gør Reuters. Begge nyhedsbureauer oplyser, at ingen af deres fastansatte fotografer var til stede i Gaza under angrebet.

New York Times lægger afstand til rapport

New York Times har brugt fotos taget af fotografen Yousef Masoud, der også bliver nævnt i rapporten fra Honestreporting.

De lægger kraftig afstand til rapporten og dens konklusioner.

”Beskyldningen om, at nogen hos The New York Times havde forhåndsviden om Hamas’ angreb eller ledsagede Hamas-terrorister under angrebene, er usand og skandaløs. Det er hensynsløst at fremsætte sådanne påstande, hvilket bringer vores journalister på jorden i Israel og Gaza i fare,” lyder det blandt andet i en udtalelse.

Og videre:

”Honestreporting har fremsat vage påstande om flere freelancefotografer, der arbejder i Gaza, herunder Yousef Masoud. Selv om Yousef ikke arbejdede for The Times på dagen for angrebet, har han siden udført vigtigt arbejde for os. Der er ingen beviser for Honestreportings insinuationer.”

New York Times har ifølge sin udtalelse gennemgået Yousef Masouds arbejde, hvilket ikke får mediet til at udtrykke kritik af fotografen. Tværtimod.

”Vi er dybt bekymrede over, at ubegrundede anklager og trusler mod freelancere bringer dem i fare og underminerer et arbejde, der tjener offentlighedens interesse,” skriver det amerikanske medie.

0 Kommentarer