CNN og andre amerikanske nyhedskanaler går nye veje for at bevare de høje seertal fra den amerikanske valgkamp. Alle platforme tages i brug.
De største amerikanske nyhedskanaler sætter alle sejl til for at beholde de rekordhøje seertal, de havde under præsidentkampagnen.
Internettet, mobiltelefoner, podcasts og messenger-tjenesten Twitter er nogle af de kanaler amerikanske nyhedsstationer som CNN, Fox News og MSNBC vil bruge for at fastholde seernes interesse for nyhedsjournalistik, skriver Bloomberg.
Faktisk er flere af idéerne inspireret af den kommende præsident Barack Obamas valgkampagne, der foregik på mange forskellige platforme inklusiv computerspil og virale videoer.
CNN havde i oktober i gennemsnit 2,1 millioner seere i primetime, sammenlignet med 711.000 seerne året før. Fox News havde med 3,3 millioner seere dobbelt så mange som normalt, og MSNBC tredoblede seertallene i valgkampagnens sidste måned.
Erfaringer viser, at nyhedskanalernes seertal falder drastisk, når valgkampen slutter. Og det kan heller ikke undgås denne gang, spår Brad Adgate, senior vice president i mediebureauet Horizon Media.
»På trods af alle initiativerne bliver det svært at holde seertallene. De mennesker, der er mindre interesseret i politik, vil foretrække andre tv-kanaler«.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.