Den amerikanske tv-station CNN har suspenderet den fremtrædende tv-vært Chris Cuomo på ubestemt tid.
Det oplyser CNN.
Det sker fordi Chris Cuomo har spillet en større rolle end hidtil kendt i forsøget på at forsvare sin storebror, tidligere New York-guvernør Andrew Cuomo, mod anklager fra flere kvinder om krænkende adfærd.
New Yorks justitsminister, Letitia James, har offentliggjort dokumenter, der viser, at Chris Cuomo kontaktede personer på andre medier for at finde ud af, om der var nye påstande på vej mod Andrew Cuomo.
Tidligere har Chris Cuomo nægtet at have kontaktet andre journalister for at hjælpe sin bror.
I august blev Andrew Cuomo tvunget til at trække sig som guvernør for New York efter ti år på posten. Det skete, efter at adskillige kvinder havde beskyldt ham for seksuelle krænkelser.
Andrew Cuomo afviste alle beskyldninger.
Chris Cuomo har endnu ikke udtalt sig om sin suspendering.