Australiere har ikke længere adgang til CNN’s Facebook-sider, skriver The Wall Street Journal.
CNN har fjernet adgangen, fordi nyhedsmedier fremover vil blive holdt ansvarlige for deres brugeres kommentarer i Australien. Det fastslog den australske højesteret tidligere på måneden.
Ifølge The Wall Street Journal har CNN været i dialog med Facebook om helt at deaktivere kommentarfeltet på mediehusets Facebook-sider i Australien. Men det ønske ville Facebook ikke imødekomme.
The Wall Street Journal skriver, at CNN – ifølge deres oplysninger – er det første amerikanske medie, der fjerner adgangen til dets Facebook-sider i Australien.