
Politiet viste aktivisterne ned fra scenen. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
En partilederdebat på Folkemødet i DR-programmet ’Debatten’ blev torsdag aften afbrudt af aktivistbevægelsen Extinction Rebellion.
Da det direkte program havde været i gang i godt tre kvarter, indtog en mindre gruppe af aktivister scenen, hvor debatten foregik. Det førte til, at programmet måtte afbrydes.
”Nu er der sket noget, som vi ikke har set før nogensinde i det her program,” nåede det at lyde fra vært Clement Kjersgaard, før han ikke længere kunne få ord indført.
Episoden foregik umiddelbart ganske roligt. Aktivisterne havde skilte med og holdt bagefter en tale fra scenen, hvor de talte dunder for klimaet.
I en pressemeddelelse uddyber Extinction Rebellion årsagen til deres protest.
”Til Folkemødet er det meningen, at der bliver ført demokratiske samtaler om de store udfordringer, der er i vores samfund.”
”Desværre er det mest af alt direktører og politikere, der får ordet. Og klimakrisen bliver fordrejet til en diskussion om, hvilke technofix der kan bringe flest penge i kassen. Derfor tager Extinction Rebellion til Folkemødet og får sat realiteten på dagsordenen,” udtaler 20-årige Antonie Hornø Mørch, der deltog i aktionen.
”Uopdragne møgunger”
Aktivisterne indtog scenen, mens klimapolitik blev diskuteret.
Pia Kjærsgaard (DF) er ikke imponeret af aktivisternes opførsel.
”Der er politifolk til stede, hvorfor fjerner de ikke bøllerne? Der blev netop drøftet klimapolitik, et emne der burde interessere klimatosserne?”
”Og så lukker DR bare ned for udsendelsen! Uopdragne møgunger,” skriver hun på det sociale medie Twitter.
Heller ikke De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, er tilfreds med bevægelsen.
”De unge mennesker mangler simpelthen opdragelse, når de tror, det her er måden, man opfører sig på. Hvor er det pinligt og udemokratisk,” skriver han på Twitter.
Bornholms Politi oplyser på Twitter, at det hele foregik i ro og mag.
”En gruppe klimaaktivister lavede her til aften en happening under en liveudsendelse fra en af Folkemødets scener. Politiet viste aktivisterne ned fra scenen.”
”Det hele foregik stille og roligt, skriver politiet.”
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.