Den største forskel på at arbejde her på Fagbladet Journalisten og på andre medier er antallet af gange, hvor kilderne beder om at få deres citater til gennemlæsning.

Langt de fleste kilder, jeg taler med her på Journalisten, er selv journalister og ved derfor, hvordan man som kilde bedst garderer sig mod at blive fejlciteret. Det gør man selvfølgelig ved at bede om at få lov til at se det igennem, man bliver citeret for.

Kontrasten til at sidde her og på en Christiansborg-redaktion er skærende. Det sker næsten aldrig, at politikere beder om lov til at se deres citater igennem. Men politikerne har selvfølgelig også en helt anden adgang til at komme i medierne igen og rette deres citater, hvis de ikke kan stå inde for det, de bliver citeret for.

Jeg kan af flere grunde sådan set godt forstå, at de fleste journalister gerne vil se deres citater igennem, når de selv er kilder. Ofte er emnerne en anelse ømtålelige og handler måske om forholdene på deres egen arbejdsplads. Og når det drejer sig om meget personlige beretninger, beder jeg som regel altid om, at kilden selv læser det igennem og siger god for det.

Men alligevel er det tankevækkende, at vi selv som journalister foretrækker, at kilden bare siger: "Det er i orden. Jeg stoler på, at du citerer mig korrekt," samtidig med, at vi gerne vil se alt igennem, før det ryger videre i mediemøllen.

Jeg blev selv engang interviewet af en journalist på Jyllands-Posten, da jeg var i praktik på Information og bad også selv om at få mine citater til gennemsyn. Jeg lovede mig selv, at jeg ville være en meget medgørlig kilde, der bare svarede tilbage, at alt var fint. Men da jeg fik artiklen til gennemsyn, var der alligevel tre små fejl, jeg gerne ville have rettet og kunne alligevel ikke dy mig for at bede om det.

Og så sent som i denne uge har jeg også været rigtig glad for, at en af mine kilder gad læse artiklen igennem. Det blev den faktisk kun bedre og mere skarp af.

Så jeg ved ikke rigtig, hvad jeg principielt skal mene om, at mange kilder gerne vil have deres citater til gennemsyn. Så længe aftalen er klar om, hvor meget der må rettes i det skrevne, tror jeg nok, at jeg synes, det er et godt redskab til at sikre, at det, der står i artiklen, også er det, kilden selv mener.

Hvad mener du? Skal kilderne altid have lov til at se deres citater igennem, hvis de beder om det?