search

Citater fra Twitter og Facebook skaber heftig debat

Det er ikke kun i Danmark, der er voldsom diskussion om retten til at citere fra lukkede Facebook-profiler og sociale medier. Twitter-citater fra en voldtægtsramt 24-årig kvinde indgår lige nu i en debat med New York Times, Reuters og Huffington Post.

Det er ikke kun i Danmark, der er voldsom diskussion om retten til at citere fra lukkede Facebook-profiler og sociale medier. Twitter-citater fra en voldtægtsramt 24-årig kvinde indgår lige nu i en debat med New York Times, Reuters og Huffington Post.

"Du må gerne citere fra lukkede Facebook-profiler."

Sådan lød det tidligere i dag fra det danske pressenævn, der dermed har ændret praksis ganske markant.

I USA derimod er man endnu ikke gået så vidt. Til gengæld diskuterer de store spillere som Reuters, New York Times, Huffington Post og flere andre lige nu præcis det samme spørgsmål: Hvor går grænsen for, hvad man kan citere fra Twitter og Facebook.

Debatten er en helt naturlig følge af, at de sociale medier spiller en stadig større rolle i folks liv, og dermed også kommer til at fungere som direkte kilde eller inspiration for mange journalister.

Et af de fremhævede eksempler i USA er historien om en 24-årig kvinde i Tampa i Florida, som sidste år brugte Twitter til at råbe om hjælp, da hun blev voldtaget. Og hvor mere end 600 followers på Twitter vidste besked blot en time efter overfaldet klokken 7.30 om morgenen.

Kvinden sendte følgende besked ud på Twitter: "Ybor – 6'2 black man with scruffy beard blue shirt tan shorts driving commercial truck call me. broke into wayne & raped me. Glad im alive.", hvorefter nyheden spredte sig til de store medier.

Den voldtægtsramte kvinde i Tampa er i øvrigt langt fra den eneste, som i USA benytter Twitter som direkte livlinje eller personlig nyhedskanal. Også uden at tænke konsekvenserne igennem, som det noteres i The Tampa Tribune.

Men på det amerikanske journalistuniversitet, the Poynter Institute, har man nu indledt en debat om, hvordan nyhedschefer og medier overhovedet beslutter, hvad man bør og kan offentliggøre? Og hvad der reelt er at betragte som privat på Twitter og Facebook? Skal man bare bringe ganske almindelig menneskers tweets og Facebook-opdateringer videre?

Svaret er ganske forventeligt ikke entydigt blandt de amerikanske medier og redaktører. Og der er især stor forskel på, hvordan man ser på nyheder fra Twitter og så beskeder og opdateringer på Facebook.

De fleste amerikanske journalister er dog enige i, at Twitter i sig selv er at betragte som et offentligt medie. Og at alt som publiseres på Twitter er det generelt i orden at rapportere om og fra. Ikke mindst på grund af den øgede brug af Storify, som gør det uhyre let for alverdens journalister at trække på tweets fra breaking news og flette dem sammen til en nyhedshistorie – eller anvende tweets i forbindelse med andre historier.

Af samme grund har New York Times' førende medieskribent og grand old man, David Carr, ingen skrupler med at benytte nyheder og info fra Twitter:

»Jeg betragter alt på Twitter som 'fair game', så længe jeg føler mig sikker på, at personen er den, som vedkommende også giver sig ud for at være,« siger han til Poynter og tilføjer, at Twitter er at betragte som »en åben landsby«. Og alt derfor er offentligt.

»Jeg antager, at hvis folk siger noget på Twitter, så er det fordi, de gerne vil have, at det kommer ud og bliver kendt,« siger David Carr, der i øvrigt blev berømt i den nylige dokumentarfilm om New York Times "Page One".

På Reuters har man stort set samme politik, når det gælder Twitter:

»Vi linker, hvis det er muligt og citerer kilden. Og hvis det er offentligt, så anser vi det for helt fair. Mens vi altid spørger, hvis der er tale om en privat profil,« tilkendegiver Reuters sociale medie-redaktør, Anthony De Rosa.

Ikke alle er dog enige. Jacqui Banaszynski, der er professor i journalistik på the University of Missouri og felllow på Poynter, mener man altid bør anmode om tilladelse, hvisman vil gøre brug af tweets.

»Hvis jeg har tænkt mig at citere nogen, så er det altså smart som journalist, hvis man lige tager kontakt til vedkommende bag udtalelsen. Journalister bør informere folk, når de laver journalistik ud af deres tweets,« siger Banaszynski og pointerer, at det er alt for nemt blot at hive 140 tegn fra et tweet ud af en sammenhæng og skabe en ny.

»Og det er altså dårlig journalistik,« erklærer journalistprofessoren.

En helt anden ting er, at visse politikere og kendisser rent faktisk benytter Twitter meget bevidst for at få et budskab ud.

»De forventer at blive citeret, og der er det vigtigt, at man ikke blot bliver mikrofonholder for dem,« pointerer Jacqui Banaszynski.

FACEBOOK ER ANDERLEDES

Når det gælder Facebook, så er situationen en noget andet og langt mere kompliceret, er vurderingen blandt amerikanske mediefolk. Ikke mindst fordi Facebook efterhånden giver mulighed for en hel vifte af forskellige indstillinger til sikring af privatlivet. Der er så at sige flere grader af privatlivssikring.

Og nogen brugere ved måske ikke en gang, om deres Facebook-profil er lukket eller åben. Og ved ej heller, hvordan man sørger for at gemme private ting bag lås og slå.

Særligt hvad det sidste angår er der meget forskellige fortolkninger blandt amerikanske journalister, hvornår man må og kan citere. Også selv om indholdet rent teknisk set er offentligt, fordi det ikke nødvendigvis er ensbetydende med, at personen bag har ønsket det viderebragt.

Her bringer Poynter en interessant case fra sidste år, hvor the Wall Street Journal skrev om ansættelsen af Rachel Sterne som den første Chief Digital Officer nogensinde i New York City – blandt andet baseret på flere beskeder på hendes personlige Facebook-profil.

Artiklen indeholdt endda kommentarer fra Rachel Sternes venner, som var stærkt kritiske over for hendes nye chef – det vil sige New York City's borgmester Michael Bloomberg. Og det tog da heller ikke lang tid før overborgmesterens kontor erklærede, at Rachel Sternes Facebook-side altså alene var hendes og vennernes. Og Rachel selv skyndte sig at ændre hendes profil til en lukket side.

Professor i journalistik ved University of Missouri, Jacqui Banaszynski, gør da også et nummer ud af at skelne mellem fan-sider på Facebook, lukkede grupper man inviteres til og personlige eller åbne profiler.

»Er der tale om en offentligt tilgængelig fan-side, så har jeg ingen problemer med at hente oplysnigner herfra. Men er der tale om en dialog mellem venner, så vil jeg håbe, at den gode journalist sørger for at kontakte personerne bag, sikrer sig at identiteterne er de rigtige og samtidig sørger for at de får afklaret, hvad man anvender.«

Bananszynski mener derfor, at i sagen med Rachel Sterne burde journalisten fra Wall Street Journal have sikret sig tilladelse til at citere.

Det er Reuters redaktør for sociale medier, Anthony De Rosa, enig i. Men han understreger samtidig, at der ikke er en super fasttømret definition på, hvornår man kan og må citere, og hvornår det ikke går an. 

»Det er ikke en politik, som er skåret ud i pap. Det er mere noget som jeg tror er op til den enkelte journalist at definere. Personligt ville jeg dog aldrig dele, som er hentet fra en privat Facebook-dialog eller netværk uden tilladelse,« siger han og bemærker, at Reuters angiveligt kommer til at skulle definere præcise regler herfor i den nærmeste fremtid.

På Huffington Post mener den kommende redaktør, Craig Kanalley, at man ikke skal undervurdere betydningen af offentlige beskeder og udsagn på Facebook.

»Omfanget af offentlige udsagn på Facebook, som vi kan bruge i vores reportager, er fantastisk. Og det er ofte nemt at kontakte folk for at få endnu mere at vide. Du kan også med det samme skaffe mere viden om kilder, som du finder på Facebook, ved at se på, hvad de ellers deler af oplysninger samt hvem de er venner med, og hvad de kan lide,« fortæller Craig Kanalley.

Tilbage står dog spørgsmålet, hvad der er at betragte som helt privat på Facebook, lyder det fra Poynter. Altså hvordan skelner man? Hvis ellers det giver mening.

For som Facebooks egen grundlægger, Mark Zuckerberg, tidligere har sagt, så er det slut med privatlivets fred: – "The Age of Privacy is Over"

For journalister er der i hvert fald hurtigt tale om en gråzone og endnu uden fasttømrede standarder. Altså lige bortset fra Pressenævnet, som nu har meldt ud, at man godt må citere fra lukkede Facebook-profiler i Danmark.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen