Du er fastansat journalist på Universitets­avisen, og så er du lige blevet kåret til Årets Bladtegner. Betragter du dig som tegner eller journalist?

”Begge dele. For mig supplerer de to ting hinanden ret godt. Journalistikken skal helst være straight og faktaorienteret, mens tegningerne typisk er ukonkluderende og lidt drømmende. Jeg føler ikke, at jeg har totalt ejerskab over pointerne, nogle gange bliver jeg selv overrasket. Sådan er det ikke med journalistikken, og det er rart at have begge dele.”

Hvad drømte du om som barn? 

”Jeg tegnede en del. Af mine forældre blev jeg altid opfordret til at rende folk på dørene og sælge mine ting – også længe før jeg var dygtig nok til, at det var relevant. Meget tidligt havde jeg i lokalavisen en ugentlig tegning. Indtil jeg kom til at rage uklar med redaktionen over et eller andet, jeg har glemt, hvad var. Det var lidt et kedeligt mønster. Jeg var et ret principfast og stejlt barn, som havde en tendens til at brænde broer. Flere af mine første tegnerjob endte virkelig ulykkeligt, hvor jeg smækkede med døren. Engang mistede jeg et job, fordi jeg ikke ville tegne en, der pruttede i et bad. Jeg syntes, det var lummert og underlødigt. Det er virkelig åndssvagt, når jeg ser tilbage i dag, særligt i lyset af de ret klamme ting, jeg selv finder på at tegne nogle gange.”

Følte du, at du havde ret, eller var det bare for at være på tværs?

”Det var meget principielt for mig. Måske var jeg lidt ilter og arrogant. Jeg tror, det kom fra mine forældre. Min far var som 11-årig blevet sendt til England på kostskole uden at kunne tale engelsk. Efter seks år kom han hjem og var på en eller anden måde utilpasset danske forhold. Han blev idrætsoversergent, og min mor var dengang sådan Schlüter-konservativ. Det var i 70’erne og 80’erne, så det var langt fra tidens ånd. Min familie er også katolsk, og det gav et clash med en meget kulturbærende del af det at være dansker. Jeg tror, jeg spejlede mig i deres konflikt med konsensus.”

Hvorfor valgte du at studere statskundskab?

”Det var præget af en rådvildhed. En underlig udefineret trang til at forstå, hvordan samfundet fungerer, snarere end et ønske om at blive noget. Jeg var skrækslagen ved tanken om, at studiet skulle føre til noget konkret bagefter. Og jeg havde en angst for, at det ville ødelægge min begejstring, hvis jeg læste noget, jeg havde lyst til. Jeg var til åbent hus på Kunsthistorie og andre fag, jeg mere instinktivt var tiltrukket af, men hvor den akademiske tilgang skræmte livet af mig. Så hellere studere et eller andet, jeg var lidt fremmedgjort over for, og så måske finde en begejstring i andre kroge.”

Skrev og tegnede du, mens du gik på universitetet?

”Ja, det gjorde jeg vist. Tegnede nok mere end skrev. Jeg tegnede for et blad, der hed Chili, og jeg lavede også noget for Weekendavisen. Det var lidt ærgerligt, for dengang var jeg slet ikke god nok til at træde ind på den scene.”

Hvornår gik det op for dig, at du også skulle skrive?

”Jeg synes, det er hårdt at tegne. Tungt arbejde, jeg sveder af det. Men det har altid faldet mig let at skrive. Hvilket ikke er det samme som at lave journalistik – det har jeg skullet lære. Men selve processen med at sætte sig ned og formulere tekst har altid frydet mig. Jeg skriver meget, når jeg tegner, på et stort stykke papir, en masse forskellige stumper, som ender med at kondensere sig i noget, jeg kan tegne.”

Hvordan får du idéer?

”Jeg er slem til at stjæle ting, folk siger. Altså virkelig slem. Forleden var der en, der skrev på Facebook, at hun var tilhænger af alt muligt ’Lol-mælk’, sådan noget sojamælk, havremælk, mandelmælk. Det udtryk syntes jeg var så fantastisk, at jeg fik lyst til at stjæle det og nærmest basere en hel tegning på Lol-mælk. Jeg ligger og møver en del rundt i de links, folk deler på Facebook.”

Hvad er branchens største udfordring?

”Jeg kender både til freelanceverdenen og til jobbet som fastansat med ordnede forhold. For mig at se er den store udfordring freelancernes helt urimelige lortevilkår. Det er en gåde for mig, at man i branchen har tilladt en udvikling, hvor man på den ene side har et lag af velbetalte journalister og chefer med gode rettigheder og arbejdsbetingelser, og på den anden side et kæmpe prekariat af journalister, fotografer og tegnere, der for hånd­ører halser rundt med blod i halsen. Folk, der vel at mærke er lige så dygtige som dem med faste stillinger. Det mismatch er underligt. Ikke mindst i lyset af, at det er en stand, der på en eller anden måde arbejder for et retfærdigere samfund – og som i sin egen midte har så rådden en udvikling.”

Hvad er løsningen?

”Dels er problemet strukturelt, fordi man uddanner flere, end markedet kan absorbere. Dels hviler der et ansvar på alle, der har et job. Løsningen er, at vi skal dele. Fastansatte bør gå ned i løn, synes jeg – chefer især bør gå ned i løn. Nogle af de historier, der er kommet frem om, hvor utroligt vellønnet Politikens øverste ledelse er, og hvor stort et afkastniveau, man opererer med, samtidig med at avisens freelancere underbetales. Det er ikke i orden. Man skal i hvert fald ikke samtidig prædike om sin ædle mission.” 

Foto: Rasmus Flindt Pedersen