»Jeg gjorde mig overhovedet ingen tanker om at blive chef, da jeg blev færdig på Journalisthøjskolen. Min eneste ambition var at komme ud og få lov at være med til at lave nogle af de store historier. Det var derfor, jeg i 2010 søgte en graverstilling på Jyllands-Posten. 

[[nid:35113]]

Tankerne om at blive leder begyndte først at opstå til en mus-samtale, hvor jeg blev spurgt, hvad jeg kunne tænke mig, hvis avisen en dag skulle have brug for mig til noget andet. Jeg fik vist sagt, at hvis jeg skulle lave noget andet, så ville jeg gerne have en slags ’spillende træner’-rolle. Hvor jeg stadig selv skulle skrive, men hvor jeg også kunne være coachende på andres historier. 

Det tænkte jeg ikke nærmere over på det tidspunkt. Men omkring et år senere kom vores nuværende chefredaktør, Pierre Collignon, og spurgte, om vi ikke skulle have en ny mus-samtale. Og så åbnede han direkte på, at det kunne være, der opstod en mulighed som indlandsredaktør – og om jeg kunne være interesseret.

Mere grounded med tiden

Der var rigtig mange overvejelser i den proces, som var vildt mærkelige. Den største hurdle var nok, at jeg – hvis det blev aktuelt – lige pludselig skulle gå fra at være kollega med en gruppe mennesker til at være de selvsamme menneskers leder. Kunne jeg det? Og var jeg fagligt dygtig nok til at være den, der skulle sige til nogle af landets allerbedste journalister, at ’nej, vi gør ikke sådan, men vi gør sådan her i stedet’? Det gjorde mig da sindssygt nervøs! Fra starten gjorde jeg det også meget klart for Pierre, at jeg simpelthen ikke ville have jobbet, hvis det handlede om, at de skulle ansætte en kvinde. Det var meget vigtigt for mig. Jeg ville vælges, fordi jeg er fagligt dygtig – ikke fordi jeg er kvinde. Det forsikrede han mig om. 

Til at begynde med syntes jeg især, det var svært at skulle tage den daglige efterkritik af avisen. Jeg var nervøs over på den måde at skulle gøre mig til overdommer, og jeg syntes, at konflikterne kunne være svære. Der var nogle dage i begyndelsen, hvor jeg virkelig gik hjem med ondt i maven. Men det bliver nemmere hen ad vejen. I dag er jeg mere grounded i mig selv og den rolle, jeg har. Selvfølgelig er der sket en magtforskydning i relationen til medarbejderne, men jeg har stadig et tæt forhold til mange af dem. 

Christina Agger bruger tiden med sin hest til at give helt slip på arbejdet, særligt fordi det kræver så stor koncentration. »Man bliver nødt til at sige, at i den her time, hvor jeg sidder på ryggen af det her dyr, der er jeg nødt til kun at fokusere på det.« –– Foto: Mathilde Bech.

I avisens maskinrum

Det, som virkelig er fantastisk ved at være leder, er, at jeg kommer helt ind i avisens maskinrum på en anden måde, end jeg gjorde som skrivende journalist, hvor man har et mere snævert fokus på sin egen artikel. Det er virkelig et kick for mig, når vi fra A til Z laver en god avis, at være med til at udvikle journalisternes produkt til noget bedre. 

Jeg har aldrig kunnet nøjes med at arbejde 37 timer – hverken som skrivende eller som leder. Men især de første to år som leder arbejdede jeg rigtig, rigtig meget. Meget var helt nyt, og jeg ville helst gøre det hele godt. Det handlede da også om, at jeg dælme ville bevise, at det er berettiget, at jeg sidder i den her stol! Der er stadig perioder, hvor jeg synes, det er svært at følge med. Men jeg har en hest, og det er en fantastisk hobby. Når man sidder på ryggen af en hest og gerne vil dygtiggøre sig, så kræver det, at hest og rytter samarbejder. Og hvis man sidder og tænker over noget, der frustrerer en på arbejdet, så smitter det af ned på hesten. Så man bliver nødt til at sige, at i den her time, hvor jeg sidder på ryggen af det her dyr, der er jeg nødt til kun at fokusere på det. 

Ingen mennesker kan alt

Du kan godt sige, at jeg har fravalgt at få børn. Jeg har i hvert fald ikke fået dem endnu. Socialt samvær med mine venner og bekendte i hverdagene vælger jeg også rigtig ofte fra. Jeg har mandlige lederkolleger, som både har to, tre og fire børn og får det til at hænge sammen. Men hvis man vil hente og bringe, kræver det nok, at man lægger nogle timers arbejde om aftenen i stedet for for eksempel at sidde i sofaen og se film og holde i hånd med kæresten. Jeg tror, der er for mange kvinder, som vil det hele.

Jeg ville aldrig selv være gået ind til Pierre og have banket i bordet og sagt, at nu vil jeg fandeme være chef. Den type er jeg slet ikke. Og jeg er stødt på ganske få kvinder i min egen generation, som åbent har sagt, at de har lederambitioner. Men jeg ser masser af yngre kvinder, som jeg tror på er ledere inden for de næste 10-15 år. Jeg oplever, at der kommer en generation, som er mere åben om deres ambitioner. Og som er parat til at sige, at valg tit også indebærer fravalg. Her mener jeg ikke børn, men jeg mener bare, at ingen mennesker kan alt. 

Hvis man skal helt op og være chefredaktør, så kræver det virkelig format. Og det format har jeg ikke. Men jeg kan godt savne at skrive en gang imellem. Og jeg tror på, at jeg faktisk selv er blevet en bedre journalist af det her job.« 

[[nid:35116]]