På Borgen holder man afsenderen på solohistorier hemmelig. Spørger man journalister uden for Christiansborg, om deres artikler bygger på tildelte solohistorier – eller såkaldte godbidder – fra ministerier, svarer de fleste på, om det er tilfældet. Men Christianborg-journalisterne har ikke lyst til at svare.
»Det undrer mig, at man ikke har lyst til at svare på det her. En mulig forklaring kunne være, at skrivende Christiansborg-journalister – med god grund – ofte føler sig uretfærdigt anklaget for at lave anløben journalistik. Her ville transparens selvfølgelig kunne hjælpe, og når vi kræver, at andre er transparente, bør vi også selv være det,« siger Troels Mylenberg, der er chefredaktør på Fyns Amts Avis og har arbejdet som Christiansborg-journalist ad flere omgange.
Godbidsjournalistik er blevet bragt op flere gange i debatten om forholdet mellem politiske journalister og særlige rådgivere. Journalisten satte i seneste udgave fokus på de uheldige konsekvenser, det kan få, når politikere og presseafdelinger tildeler solohistorier til journalister. Politisk ordfører for Enhedslisten Johanne Schmidt-NieIsen fortrød, at man havde brugt den kommunikationsform i forbindelse med lanceringen af asylaftalen, fordi det havde medført decideret misinformation i medierne. Lektor i journalistik på RUC Mark Ørsten konkluderede ud fra dækningen af den samme aftale, at artikler, der var tildelt pressen, bevægede sig mod ukritisk mikrofonholderi sammenlignet med de andre artikler.
Journalisten har forsøgt at afdække omfanget af den slags journalistik ved at spørge 54 journalister fra de tre store morgenaviser, om deres forsidehistorier kunne betragtes som en tildelt solohistorie. 18 Christiansborg-journalister – samtlige adspurgte – har ikke villet svare, imens 26 journalister uden for Christiansborg gerne ville. 10 af dem fortæller, at en eller flere af deres historier kan betragtes som tildelte solohistorier.
Politisk redaktør på Jyllands-Posten Christine Cordsen er en af de Christiansborg-journalister, der ikke har ønsket at svare på, om de af hendes historier, Journalisten fandt frem, kunne defineres som tildelte solohistorier:
»Virkeligheden omkring Christiansborg-journalistik er meget mere sammensat, end at man kan sætte den ind i et regneark, som I gerne vil. Derudover er kildebeskyttelse et princip, som jeg ikke synes man kan gradbøje. Selv om nogle af de historier, I spørger ind til, ikke falder under kildebeskyttelse, så gradbøjer man et princip, så snart man bevæger sig ind i sådan noget,« siger Christine Cordsen, der peger på, at kildebeskyttelsen netop kan være forklaringen på de forskellige svar fra journalister på og uden for Christiansborg:
»Generelt kan man sige, at kildebeskyttelsen er ekstremt vigtig for Christiansborg-journalister. Uden den kan man ikke arbejde som politisk journalist. Hvis man ikke har sine kilder på Christiansborg, så kan man kun skrive om de udspil, som spindoktorerne har lyst til at servere,« siger Christine Cordsen.
Når hun nævner regnearkene, henviser Christine Cordsen til den definition, Journalisten har brugt på en ”tildelt solohistorie” i undersøgelsen. Den er bygget på den såkaldte ”spindoktorbetænkning” fra 2004. Her beskriver et udvalg under Finansministeriet det som ”solohistorier af den ”tildelte” slags, hvor journalisten har fået historien fra et ministerium, ofte med forventning om en bedre placering i avisen eller en mere dybdegående omtale”.
Udvalget skriver i betænkningen, at det er saglig offentlig forvaltning, at ministerier kommunikerer igennem tildelte solohistorier, fordi man får en større pressedækning på den måde. Derfor undrer det også mediejuridisk ekspert på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Oluf Jørgensen, at Christine Cordsen og flere andre Christiansborg-journalister henviser til kildebeskyttelsen:
»Kildebeskyttelsen blev oprettet for at beskytte kilder imod repressalier fra magthavere. Når vi taler om tildelte solohistorier, så er det magthaverne, der har en interesse i at give en historie til pressen i fuld overensstemmelse med alle betænkninger og regler. Det er en misforståelse af kildebeskyttelses-begrebet at tale om det i den sammenhæng,« siger Oluf Jørgensen.
Studieleder Mark Ørsten fra journalistuddannelsen på RUC har i et forskningsprojekt registreret, at 31 ud af 41 forsidehistorier i en uge var såkaldte reaktive historier. Det vil sige historier, der byggede på informationer, som kom fra en klar afsender. Han understreger, at det ikke behøver være en politisk afsender, men undrer sig over, hvorfor der skal være så meget hemmelighed om, hvor man får sine historier fra:
»Politiske kommunikatører kalder selv uddelingen af solohistorier en hel naturlig del af den politiske kommunikation. Hvorfor er journalisterne så ikke mere transparente omkring det?« siger Mark Ørsten.
Oluf Jørgensen stemmer i:
»Det er repræsentanter for myndighederne, der styrer informationsstrømmen. Det er der ikke noget suspekt i. Men det begynder at virke suspekt, når man vil dække over det. Har man så det kritiske beredskab, som hele tiden skal være der?« spørger Oluf Jørgensen.
Både Oluf Jørgensen og Mark Ørsten kobler den manglende gennemsigtighed sammen med debatten om, hvorvidt journalister er lige så kritiske over for de historier, de får tildelt, som over for historier, de selv graver frem. I seneste nummer af Journalisten analyserede Mark Ørsten og RUC’s Center for Magt, Medier og Kommunikation pressens dækning af asylaftalen, som regeringen indgik med Enhedslisten og Liberal Alliance i september. Han konstaterede, at der var en klar tendens til, at historier, der bygger på solovinkler tildelt af politikerne, er mere ukritiske end historier, der ikke gør.
”Spindoktorudvalget” skriver i deres betænkning fra 2004, at det er deres vurdering, at der som ”hovedregel” ikke forventes en mere positiv vinkling i sådanne historier, men at ”der i visse tilfælde vil være en underforstået forventning om en positiv vinkling”. I specialet ”Nyheder til Forhandling”, der undersøger samspillet mellem presserådgivere og journalister, finder Charlotte Boman Hede og Trine Møller også ud af, at journalister ofte er mere forhandlingsvillige med for eksempel kildevalg og udgivelsestidspunkt, hvis historien er solo.
Troels Mylenberg mener ikke, at kvaliteten af journalistik kan måles på, hvor kritisk en artikel er vinklet:
»Hvis man får et udspil om finansloven, hvad er det så, befolkningen har brug for at vide? Det vil ofte give mere mening at forklare om substansen i udspillet, frem for at finde kritikere. Christiansborg-journalister får netop meget kritik for at skrive for lidt om substans og for meget om proces,« siger Troels Mylenberg.
Christiansborg-journalist på Politiken Morten Skærbæk, der heller ikke ønskede at medvirke i undersøgelsen, mener heller ikke, at Christiansborg-journalister skulle være mindre kritiske:
»Vi bruger meget tid på at grave ting ud, før de bliver til lunser, som ministerierne serverer. Ligesom vi også går kritisk til lunser. Sammen med en kollega fik jeg for eksempel for nyligt sandsynliggjort, at regeringen var på vej til at begrave et forbud mod sexkøb. Og vel at mærke før regeringen i en kronik i Politiken nåede at lancere alle de tiltag, den i stedet ville komme med. På den måde sikrede vi en kritisk dækning af et tidligere løfte fra S og SF, som de løb fra. Frem for en rosende historie om, hvad regeringen vil gøre i stedet,« siger Morten Skærbæk.
Ligesom mange andre Christiansborg-journalister, Journalisten har talt med, beretter han om, at den journalistiske proces for at få fat i politiske udspil er meget mere nuanceret end den definition, som Journalisten har gjort brug af.
»Oplysningerne kommer ofte fra et miskmask af forskellige kilder. Ved at bekræfte eller afvise enkelte kilder i nogle af historierne kommer jeg nemt i konflikt med mine journalistiske grundprincipper,« siger Morten Skærbæk.
Politisk redaktør på Berlingske Bent Winther er enig:
»Det er korrekt, at vi tager imod solohistorier, og vi er i allerhøjeste grad kritiske, når vi skriver dem. Det er ofte svært at sige, hvornår og hvem der tog initiativ til sådanne historier. Når en journalist herfra har været på jagt efter udspil eller reaktion, og det pågældende ministerium siger, at det kan I godt få nogle udtalelser om, så mener jeg, at det er god nyhedsjournalistik,« siger Bent Winther.
Hvilke journalister ville svare på, om historien blev serveret:
Christiansborg-journalister
Vil gerne svare 0
Ønsker ikke at deltage i undersøgelsen 11
Har ikke svaret 7
Barsel/bortrejst 0
Ikke-Christiansborg-journalister
Vil gerne svare 26
Ønsker ikke at deltage i undersøgelsen 3
Har ikke svaret 4
Barsel/bortrejst 3
Sådan lavede vi undersøgelsen
Journalisten sætter for tiden fokus på politiske historier, som bliver serveret som solovinkler til journalister. Det kaldes både slicing, godbidsjournalistik og tildelte solohistorier. I et forsøg på at undersøge omfanget af denne slags journalistik har Journalisten gennemgået et års forsidehistorier på de tre store morgenaviser, Berlingske, Jyllands-Posten og Politiken. Her har vi registreret alle de historier, som sandsynligvis kunne leve op til denne definition på tildelte solohistorier:
”Artikler, der bygger på oplysninger/udtalelser, som ministerier/politikere aktivt vælger at tildele en journalist/et medie frem for andre, og som umiddelbart ikke er tilgængelige for andre journalister.”
Definitionen er udarbejdet på baggrund af den såkaldte ”spindoktorbetænkning”. Betænkningen er lavet af et udvalg nedsat af den tidligere regering til blandt andet at kigge på særlige rådgiveres arbejde med pressen. Efter at have registreret historier, der ikke byggede på anonyme kilder, har vi spurgt de enkelte journalister, om det er korrekt, at artiklerne levede op til definitionen, og om vores gæt på den tildelende afsender var korrekt. Vi har ikke kunnet bestemme omfanget af tildelte solohistorier, da Christiansborg-journalisterne ikke har ønsket at deltage i undersøgelsen.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Først og fremmest, så er det vist på tide, at få en god og grundig debat om, hvad kildebeskyttelsen er for en størrelse, hvem den har til formål at beskytte og især, hvor den ikke finder anvendelse.
Ud fra ovenstående og tidligere sager at dømme - ingen nævnt, ingen glemt - forekommer det for denne læser desværre tydeligt, at visse journalister burde skulle op til fornyet køreprøve på Danmarks Journalisthøjskole.
Hermed en kærkommen opfordring til Journalisten.dk om at følge op på dette evigt aktuelle emne. Den ligger vist lige til højrebenet, Skipper!
Dernæst er det interessant at læse om den stærkt kritisable, omend udbredte praksis med godbidsjournalistik, solohistorier og det lidt for symbiotiske (læs: tætte) forhold mellem Christiansborgjournalisterne og de politikere, som de rettelig burde forholde sig kritisk til.
Og endnu mere interessant bliver det, hvis man sammenholder denne uskønne praksis med den nye offentlighedslov og de deraf følgende begrænsninger i journalisters mulighed for at begære aktindsigt i materiale omfattet af loven, herunder, men bestemt ikke alene begrænset til, paragraf 24.
En mulig konsekvens kan således blive, at den kritiserede praksis i fremtiden vil blive endnu mere udbredt og accepteret, da den enkelte journalist nu vil være særdeles afhængig af politikernes og de særlige rådgiveres velvilje for at kunne skrive og researche en given historie.
Et godt eksempel på denne særlige form for bestillingsjournalistik, er den famøse sms-korrespondance mellem indenrigsminister Margrethe Vestager og oppositionens chefforhandler Claus Hjort Frederiksen, som journalister fra Politiken begærede og fik aktindsigt i på rekordtid under sidste års forhandlinger om en skattereform mellem regeringen og oppositionen. Og det på trods af det lille aber dabei, at sms'er slet ikke er omfattet af aktindsigten.
Flid, fedt og snyd.
Det ligger derfor lige for at forestille sig, at ikke bare interviews, men også udvalgte aktstykker og andet materiale undtaget for aktindsigt, vil kunne være mål for en given forhandling mellem journalisten og den særlige rådgiver.
Og læren af førnævnte eksempel er selvfølgelig, at et positivt udkomme af en forhandling ganske givet vil hvile på en forudsætning om en positiv vinkling af historien.
Exit den kritiske journalistik.