Flere presseaktører på Christiansborg bekræfter nu, at der foregår en forhandling, hvor journalister og politikere sammen formulerer politikernes udtalelser, så de får den bedst mulige placering i mediet.
En ph.d.-afhandling fra Københavns Universitet beskrev forleden, hvordan journalisterne på Christiansborg har fået så meget magt, at de til tider er med til at formulere politikken, som de skal formidle.
Afhandlingens pointer blev beskrevet på Journalisten.dk i sidste uge, men efterfølgende afviste formanden for Christiansborgs Presseloge, DR-journalist Henning Olsson, påstandene.
I dagens udgave af Politiken bekræfter flere kilder dog ph.d.-afhandlingens vinkel:
»Det er rigtigt, at forhandlingskulturen findes, og nogle gange går det over grænsen,« fortæller tidligere politisk redaktør for Jyllands-Posten og nuværende chefredaktør på Politiken, Anne Mette Svane.
»Vi skal ikke være for puritanske, for det kan være helt relevant at diskutere med kilden, hvordan man citerer dem, men det er ikke i orden, når der reelt er tale om en forhandling om, hvilket budskab partiet skal sende, eller at man nærmest lokker med en forside, hvis partiet skifter politik,« siger Anne Mette Svane til Politiken.
Politisk redaktør på Berlingske Jesper Thobo-Carlsen og SF’s presse og kommunikationschef, Claus Perregaard, bekræfter ligeledes, at forhandlingskulturen er udbredt på Christiansborg, uden at de dog mener, at der er noget galt i det.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Interessant synspunkt, chefredaktør på Politiken Anne Mette Svane giver udtryk for:
At det "nogle gange" er over grænsen at forhandle med sine kilder om, hvad de skal sige.
"Nogle gange" vil sige at det er undtagelser, når det er over grænsen. Det vil sige at hovedreglen er, at det er i orden.
Når man er journalist på Politiken er det altså som hovedregel helt i orden at forhandle med sine kilder i stedet for at interviewe dem eller bede om deres kommentar til den selvstændige research, man har lavet.
Det kunne være interessant at få at vide, præcis hvornår Anne Mette Svane selv opgav interviewet som journalistisk værktøj og gav sig hen til den nye forhandlingsjournalistik i stedet. Var det, da hun som politisk journalist fik proppet sin første forsideforæring ned i halsen af en spindoktor, og opdagede hvor ulidelig let, tilværelsen herefter blev? Skete skiftet ved den tredje foræring? Eller den tiende? Hvornår begyndte hun at kræve noget igen af sine kilder, og dermed indføre en egentlig forhandling? Da hun uden at tage sig betalt havde lagt spalteplads og byline til den første forside-spinløgn? Eller var det først ved den femte? Fik hun det dårligt undervejs eller var det en ubesværet bevægelse bort fra journalistikken?
Den nye kultur rejser også andre interessante spørgsmål: Hvad kalder man sine "kilder," når man dropper journalistikken og går over til forhandlinger - forhandlingspartnere? Eller bare partnere? Måske "medforfattere?"
Er det ok at forhandle om politikercitater med politikerens spindoktor? Eller skal det være med selve politikeren? Kunne man evt. selv ansætte en sekretær, der kunne føre forhandlingerne med spindoktoren om, hvad man skulle skrive at politikeren havde sagt?
Den nye forhandlingskultur vil nok kræve at vi indfører nye fag på journalistuddannelserne: "Forhandling for journalister," "Sælg et citat og scor en forside" eller "Sådan dræber vi journalistikken" kunne være bud på kursusforløb, der naturligvis også bør udbydes som efteruddannelse, så vi journalister kan udbygge vores karrieremuligheder.
Som det fremgår af artiklen er det åbenbart allerede nu en selvfølgelighed, at man skal kunne forhandle sig frem til den tilstræbt objektive sandhed om en given sag, hvadenten man vil være redaktør på en omnibusavis eller kommunikationschef i SF.
Men det er da godt at journalister og PR-agenter på Christiansborg er enige om etikken. Når nu journalister udenfor dette fællesskab kan have meget svært ved at få øje på hæderligheden i den groteske nye forhandlingsjournalistik.