Som Journalisten tidligere i dag kunne fortælle, har Fredericia Teater og Mungo Park besluttet, at de ikke længere vil annoncere i Politiken og Jyllands-Posten.
Det sker ifølge teatercheferne som en direkte konsekvens af, at begge aviser har valgt at sige farvel til deres faste – og eneste – teateranmeldere i forbindelse med sparerunden i JP/Politikens Hus.
»Det betyder, at der ikke længere er den faglige viden til stede på de to medier, som kan retfærdiggøre, at vi lægger vores annoncekroner hos dem,« forklarede Søren Møller, teaterchef på Fredericia Teater.
Men ifølge Politikens chefredaktør, Christian Jensen, som i første omgang ikke ville kommentere sagen over for Journalisten, vil den pågældende teaterkritiker, der også har fungeret som teaterredaktør, fortsat anmelde i Politiken:
»Vi har nedlagt teaterredaktørfunktionen, men vi har absolut ikke forladt ambitionen om at være den førende avis på teaterkritik, og den pågældende anmelder vil fortsat være fast anmelder i Politiken,« siger han nu til Journalisten.
Men ikke som fastansat?
»Nej, hun er freelance fremover, men med en fast aftale.«
Mungo Park holder fast, men vil se udviklingen an
Christian Jensen forklarer nedlæggelsen af teaterredaktørstillingen med, at Politiken – ligesom på alle andre områder – også må prioritere skarpere på teaterområdet.
»Men jeg kan forsikre om, at vi også fremadrettet vil være til stede ved de relevante forestillinger,« siger chefredaktøren.
Den forsikring rokker dog ikke umiddelbart ved Mungo Parks beslutning om ikke længere at annoncere i Politiken, fortæller teaterdirektør Martin Lyngbo:
»Jeg har talt med den pågældende anmelder, som selv siger, at hun fremover skal anmelde væsentligt mindre. Men vi vil selvfølgelig følge det og se, hvordan det udvikler sig. Under alle omstændigheder ville vi først afbryde samarbejdet med Politiken til januar. Der vil vi gøre vores nuværende stilling op og se, om noget har ændret sig,« siger han.
Vil se Christian Jensen walk the talk
Martin Lyngbo mener ikke, at teaterområdet kan dækkes med freelance-arbejdskraft.
»Man kan ikke bare stykke dækningen sammen med nogle freelancere, ligesom man kan på andre kulturområder. Selvfølgelig er det også vigtigt at forny anmelderstanden, men fordi teater er et flygtigt medie, kan en ny anmelder ikke bare sætte sig ned og se hele teaterhistorien, som man kan med film. Derfor er en person som den pågældende anmelder fra Politiken jo meget vigtig, fordi hun kan huske så meget teater,« siger han.
Men falder jeres kritik ikke til jorden, når den pågældende anmelder jo faktisk fortsætter?
»Det er jeg selvfølgelig glad for, at Christian Jensen siger, at hun gør. Men jeg vil bare gerne se ham walk the talk,« siger Martin Lyngbo.
Også Fredericia Teater forholder sig indtil videre lidt afventende, fortæller teaterchef Søren Møller til Journalisten:
»Der er kommet nogle positive hensigtserklæringer, men vi vil gerne se, hvordan de udmønter sig i praksis. Så lige nu er vi afventende i forhold til, om vi alligevel fortsat vil annoncere i Politiken. Men det glæder mig da at se, at avisen har lyttet til teatrenes udmeldinger om, hvor fatalt det ville være at skære den her viden væk,« siger han.
Opdateret kl. 14.08: Kommentar fra Søren Møller, teaterchef på Fredericia Teater, er tilføjet.
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Ingen chefredaktør er endnu sluppet godt fra at nedprioritere Politikens kulturstof.
De, der forsøgte, måtte senere erkende deres fejl og omgøre deres beslutninger.
Den nye chefredaktør vil af læserne og bladets sjæl også blive tvunget til at omgøre som sin beslutning.
Lærer de det dog ikke snart - disse nye folk fra fremmede aviser!
Hvor fedt at se at annoncørerne stemmer med fødderne. Det den fastansatte fik løn for at sætte sig ind i og holde sig orienteret om tidligere er nu blevet til ulønnede interessetimer.
Jeg gad godt se den faste aftale med den såkaldt faste freelancer!
Tager den højde for, at freelancere skal have en noget højere timeløn end fastansatte, eftersom lønnen også skal dække freelancernes udgifter til udstyr, forsikringer, efteruddannelse, ferie, sygdom, opsparing til pension med videre?
Har DJ mon været inde over den?