Det månedlange ledelsesvakuum på dagbladet Information er bragt til ende. Ny chefredaktør bliver 38-årige Christian Jensen, der stopper på Berlingske Tidende efter 11 år. Christian Jensen var i sin tid med til at skrive om Riffelsyndikatet og A.P. Møllers samarbejde med værnemagten under Anden Verdenskrig (opdateret).
Netop nu orienterer Christian Jensen kollegerne på Berlingske Tidende på et hasteindkaldt redaktionsmøde. Og her er beskeden, at han stopper på Berlingske Tidende allerede med udgangen af denne uge.
Det betyder, at Berlingske Tidende nu står med en tom plads, som skal besættes:
"Den ledige stilling i chefredaktionen vil blive besat hurtigst muligt. Tom (Tom Jensen, red.) og jeg er straks gået i tænkeboks og håber på at kunne nå frem til en forholdsvis hurtig løsning, så vi kan være på fuld ledelsesmæssig kraft til gennemførelsen af vores store identitetsprojekt," fortæller Berlingske Tidendes chefredaktør, Lisbeth Knudsen, til medarbejderne på avisen.
Christian Jensen er tidligere blevet omtalt som et af de mest indflydelsesrige mediemennesker i Danmark. Det hedengangne mandemagasin Arena kårede ham i 2009 som den mest magtfulde medieperson under 40 år.
Dengang lød begrundelsen for at vælge Christian Jensen:
"Ingen har noget dårligt at sige om Christian Jensen, der beskrives som dygtig, ambitiøs og meget behagelig – Arena er i hvert fald ikke stødt på nogen. Det gav enorm respekt, da Jensen sammen med tre andre journalister afdækkede A.P. Møllers samarbejde med værnemagten under Anden Verdenskrig trods modvilje fra daværende chefredaktør Peter Wivel og i særdeleshed Berlingskes ejer, Mærsk McKinney Møller, der efter artikelserien solgte sine Berlingske-aktier – primært til Orkla."
Christian Jensen er stadig under 40 år – rettere 38 år – og oprindeligt uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1999, hvorefter han kom til Berlingske Tidende; – først på den samfundspolitiske redaktion, hvor han altså skrev om retsopgøret med dansk erhvervsliv efter besættelsen; siden søndagsredaktør i 2001, dernæst nyhedschef i 2004 og endelig chefredaktør i 2007. Undervejs har han tillige taget en intern masteruddannelse i medier og management med ophold på Northwestern University i Chicago.
Som chef på Berlingske Tidende har Christian Jensen haft ansvaret for nyhedsorganisationen, gravegruppen, sporten, søndag, livsstil, foto, design og meget mere.
Og den store gennemslagskraft og succes, som især gravergruppen har opnået med blandt andet Cavling-prisen i 2008, tillægges i høj grad Christian Jensen.
Lang tids søgen på Information slut
Dagbladet Information har siden jul gennemlevet en temmelig turbulent ledelsesperiode. Først sagde Morten Hesseldahl op som administrerende direktør i december for at blive kulturdirektør i DR. Han fortsatte dog i stillingen indtil februar, hvor underdirektør Karin Pedersen blev konstitueret.
Efterfølgende brugte bestyrelsen på Information Hesseldahls afgang til at overveje en enstrenget ledelse med kombineret direktør og chefredaktør, som det er kendt fra blandt andet Børsen og Berlingske Tidende. Dén model brød medarbejderne sig dog ikke om, og det blev droppet.
Siden fratrådte så også Informations chefredaktør, Palle Weis, sin stilling i marts, hvorefter Informations egen Bent Winther blev konstitueret chefredaktør. Han tilbød dernæst bestyrelsen at overtage sædet permanent, men det afslog bestyrelsen, og jagten på en ny chefredaktør fortsatte.
Endelig blev Mette Davidsen-Nielsen i juni udpeget som ny adm. direktør for Information. Og sammen med Christian Jensen udgør de to nu den ny duo i spidsen for Information.
"Jeg er stolt over at blive en del af Informations smukke historie. Jeg har altid haft en stor beundring og respekt for Informations princip om uafhængighed og ideologisk uforudsigelighed. Jeg ser Information som en avis med et stort journalistisk potentiale, og det glæder jeg mig til at kunne være med til at forløse," siger Christian Jensen i en officiel kommentar.
Christian Jensen tiltræder stillingen som chefredaktør i løbet af efteråret. I mellemtiden fortsætter medredaktør Bent Winther som konstitueret ansvarshavende chefredaktør.
Læs interview med Christian Jensen her.
(opdateret)
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.