search

Chr. Nissen ændrer overskrift i artikel

Tidligere generaldirektør Christian S. Nissen møblerede så meget om på en artikel, at den ifølge journalisten blev mere positiv end reklamerne for Kinder Mælkesnitte. Se Nissens rettelser her.

Tidligere generaldirektør Christian S. Nissen møblerede så meget om på en artikel, at den ifølge journalisten blev mere positiv end reklamerne for Kinder Mælkesnitte. Se Nissens rettelser her.

Det kan være farligt at sende sine artikler til godkendelse hos sine kilder. Det viser en artikel med al tydelighed i det seneste nummer af Bermuda, de journaliststuderendes blad på RUC.
I bladet er der et interview med RUC's nye bestyrelsesformand, Christian S. Nissen, og læserne kan med egne øjne se de vidtgående rettelser DR's tidligere generaldirektør havde til artiklen, da han fik den til gennemsyn.

Christian S. Nissen ændrede i rubrikken, underrubrikken og rundt regnet halvdelen af resten af artiklen. Det samlede billede er et interview næsten renset for andet end positive udsagn.

Det begynder allerede i overskriften. I stedet for at Christian S. Nissen har et had/kærlighedsforhold til RUC, har han et kærlighedsforhold til RUC.
Videre i underrubrikken stod der oprindelig at:
"Christian har både elsket og hadet RUC for det opgør, som universitetet har stået for i universitetsmiljøet".
Det har Christian S. Nissen ønsket ændret til det mere runde og gemytlige:
"Christian Nissens forhold til RUC har været som andre kærlighedsforhold med både ups and downs omkring det opgør, som universitetet har stået for i universitetsmiljøet".

Artiklen er skrevet af Kristian Leider Olsen, studerende på 2. modul på journalistuddannelsen. I Bermuda skriver han i en kommentar til artiklen, at Christian S. Nissen lavede teksten om, "så alt fremstod i et så positivt og harmonisk lys, at reklamerne for Kinder Mælkesnitte ville virke deprimerende".

Ifølge Kristian Leider Olsen er det rimeligt, at kilderne retter eller korrigerer faktuelle fejl, hvis de er blevet citeret for noget, de ikke har sagt.
"Men der var ingen faktuelle fejl i artiklen og alle citaterne var korrekte i forhold til almen praksis, hvilket optagelsen af interviewet dokumenterer".

Kristian Leider Olsen siger, at aftalen med Christian S. Nissen var, at bestyrelsesformanden skulle have lov til at læse artiklen, før den blev trykt. Men i stedet for blot at rette eventuelle fejl og misforståelser i sine egne citater, kom artiklen tilbage med blå og røde streger overalt.
»Jeg blev chokeret. Jeg har ikke oplevet noget lignende tidligere, når jeg har sendt citater til godkendelse,« siger Kristian Leider Olsen til Journalisten.dk.
Han har før RUC skrevet for blandt andre DJØF-bladet og Nyhedsavisen.

Redaktionen på Bermuda besluttede at fortælle Christian S. Nissen, at man ønskede at bringe artiklen med de synlige rettelser. »Og det syntes han, var fint, fordi vi netop er et blad for journaliststuderende,« siger Kristian Leider Olsen.

Samtidig fik bestyrelsesformanden lov til at give en skriftlig forklaring på forløbet.
Her skriver Christian S. Nissen blandt andet, at interviewet ganske vist blev optaget på bånd, men "båndoptagne interviews rummer imidlertid det problem, at talesprog og det nedskrevne ofte virker meget forskelligt. Det sagte suppleres med mimik og betoning, der ikke kan komme med i manus. Derfor kan den udskrevne tekst rumme hårde og firkantede vendinger, der fremtrådte anderledes under interviewet".

Kristian Leider Olsen undrer sig over argumentet.
»Det ville svare til, at interviews i radioens P1 heller ikke ville give et dækkende bilede, fordi man ikke kan se folks mimik«.

I sin kommentar skriver Christian S. Nissen desuden, at hans rettelser svarer til de ønsker, han plejer at have i forbindelse med godkendelse af artikler.

"I de mange, mange år, hvor jeg har været interview-`offer´ har min efterfølgende – også
sproglige – Besserwissen aldrig givet problemer. Bl.a. fordi jeg aldrig (mener jeg selv) har ændret ved meningen, eller budskabet. Det synes jeg i øvrigt heller ikke, er sket i denne sammenhæng".

Kristian Leider Olsen synes, at sagen er vigtig, fordi den demonstrerer de problemer, mange journalister har med kilders ønske om at blande sig i journalistikken.
»Det er noget alle sidder med – diskussionerne med kilderne om grænserne for indblanding. Måske er det sværere at stå på sin ret, hvis man er et lille blad som Bermuda, eller hvis man ikke står strengt på, hvor grænsen går«.

Se hele artiklen i Bermuda med rettelserne og Christian Nissens forklaring.
(Linket åbner som PDF, du skal rulle ned til artiklen på side 8 og 9.)

Kommentarer
4
Søren Lundby
10.12.08 15:10
Re: Chr. Nissen ændrer overskrift i artikel

Hej.

 

Det undrer mig (gammel ing.) at Kristian ikke forstår og ved at Nissen har en vigtig pointe.

 

For mange år siden lærte jeg på et manegementkursus, at hvis man havde en samtale/møde ville det nøgternt nedskrevne ord udgøre 7% af det samlede budskab, der jo indeholder betoning, ordrytme, kropssprog m.v.

 

Banalt eks. to, der kender hinanden, holder af osv. i samtalens løb siger den ene "Jeg slår dig sgu' ihjel"

 

Hvad er budskabet ?

Fremhævet af Journalisten
Paula Larrain
11.12.08 13:26
Re: Chr. Nissen ændrer overskrift i artikel
Præcis, Søren Lundby. På skrift virker alting mere bombastisk - derfor sier man som ordentlig journalist også bandeord fra, selvom de dog blev brugt under samtalen. Skrivende journalister bør have respekt for, at det sagte ord er forskelligt fra det skrevne og derfor er der intet underligt i, at man som kilde modererer sig, når man ser sine citater på skrift. Ellers skal vi jo alle til at træne i at tale i skriftsprog - og så bliver jeres artikler da for alvor kedelige og skolede. Hvor mange skrivende journalister kan i øvrigt tåle, at deres ofte ubehjælpsomme spørgsmål bliver skrevet direkte ned i artiklen? Uha, hvor ville det se skidt ud.
Fremhævet af Journalisten
Christian S. Nissen
12.12.08 00:18
Re: Chr. Nissen ændrer overskrift i artikel

 Chr. Nissen prøver at forklare sin ”Bessermachen

Jeg medgiver, at jeg med mine mange rettelsesønsker (det var det ord jeg brugte i min svarmail) til Kristian Leider Olsens (KLO) manus nok gik en tand for langt. Men efter således at have lagt mig på ryggen med et par poter i luften, vil jeg gerne pege på nogle principielle spørgsmål, som jeg synes denne sag rummer. Det var derfor, jeg sagde OK til den utraditionelle offentliggørelse af begge versioner. I stedet for den lidt nærtagne reaktion i Bermuda havde jeg håbet, at det kunne give anledning til en journalistfaglig diskussion. Måske en naiv forventning.  

Derfor denne uddybende kommentar. 

Efter min erfaring som interviewet part er det almindelig kutyme, at man kan få sine (direkte eller indirekte) citater og faktuelle oplysninger til gennemsyn og evt. justering. Denne mulighed har jeg næsten altid benyttet mig af, når det som i dette tilfælde har været en journalist, jeg ikke kender, og det har der stort set aldrig været problemer med. 

KLOs oprindelige tekst rummer udelukkende gengivelser af mine udtalelser fra en samtale på en lille times tid. Jeg har med andre ord ikke pillet ved andet, end det jeg selv er citeret for. I overensstemmelse med ovennævnte kutyme skulle der altså ikke være problemer med mit retteri, der berettiger den store harme. 

KLO skriver i sin kommentar, at jeg har lavet hans ”nuancerede artikel” om, så alt fremstår i et positivt og harmonisk lys. Han må med andre ord mene, at hans version tegner et mere negativt og uharmonisk billede end den med mine rettelsesønsker. Hvad er hans kilder så til den mere ”nuancerede” version?Der foreligger tre forskellige versioner af samtalen: En båndoptagelse, som kun KLO kender, hans stærkt forkortede version og den lige så korte med mine rettelsesønsker. Det interessante er så, hvilken version der er ”den rigtige”. Hvis man med ”rigtig” mener den, der ordret gengiver, hvad jeg faktisk sagde under samtalen, så er det båndoptagelsen. Af to grunde er denne version imidlertid ikke den rigtige, journalistiske løsning.  

For det første den banale, at artiklen så ville blive alt for lang. For det andet det lige så indlysende, at det båndoptagne talesprog normalt ikke er egnet til ordret gengivelse i en skrevet artikel. Her tænker jeg både på syntaksen og på det forhold, at de fleste af os bruger udtryk og talemåder, der kan have forskellig mening eller styrke alt efter om det er sagt eller skrevet. Tag f.eks. det, at KLO i sin manchettekst skriver, at ”Christian Nissen har både elsket og hadet RUC…”. Begge udtryk er meget stærke, når de står på tryk. Men jeg kan godt under samtalen indledningsvis have sagt, at jeg har haft et had/kærlighedsforhold til RUC for på en enkel måde at modstille to forskellige perioder i min RUC-relation og mine oplevelser af nogle af RUCs stærke og svage sider. At hade og elske RUC er imidlertid noget helt andet. 

Men lad os blot for diskussionens skyld antage, at jeg faktisk har brugt begge udtryk under samtalen, og at KLO ordret har gengivet dem. Er det så en rigtig journalistisk løsning? Det kommer an på, hvad hans mål med interviewet har været, og hvilken vinkling han har valgt at lægge til grund for sin versionering. Jeg vil tro, man med lidt dygtighed ud fra båndoptagelsens mange ord, udtryk og vendinger kan skrive flere versioner, der tegner meget forskellige billeder af min opfattelse af RUC og tilstanden i dansk journalistik. Lige fra et idylliserende ”Kinder Mælkesnitte” skønmaleri til et stærkt kritisk, negativt ladet angreb. Jeg kan også forestille mig, at det er en tillokkende vinkling at bygge versioneringen op ved at vælge citater og udtryk fra begge yderpunkter. Det giver teksten mere ”Sturm und Drang” end den lidt mere spagfærdige og kedelige mellemvej. KLO opfatter sin version som nuanceret, hvor jeg læser den som polariseret. Han kalder min version ensidig positiv og harmonisk, hvor jeg mener den er mere afbalanceret. Hvilken er så den rigtigste? 

Hvis min opfattelse af RUC og journalistikken faktisk ligger tættest ved denne (kedelige) mellemvej og hvis formålet med KLOs interview har været at give et retvisende billede af min opfattelse, er det så ikke både min ret og pligt, at justere teksten, så dette formål opfyldes – uanset om jeg under samtalen har sagt noget, der kan opfattes anderledes? Jeg formulerer det bevidst som et spørgsmål, fordi jeg mener, det er værd at diskutere.  

Når jeg selv hælder mest til at svare ja på nævnte spørgsmål, og i overensstemmelse hermed jo også havde de mange rettelsesønsker, så skyldes det især, at KLO’s tekst som nævnt indledningsvist alene bygger på mine egne udsagn.  

For god ordens skyld må jeg hellere tilføje, at det selvfølgelig ville være noget helt andet, hvis hans artikel også havde rummet tekst, der byggede på selvstændig research med andre kilder eller på noget jeg tidligere havde skrevet eller sagt. Hvis interviewteksten på et sådant grundlag havde rummet vurderinger og udsagn, som jeg var uenig i, ville det sikkert have ærgret mig. Men jeg ville selvfølgelig ingen adkomst have til at foreslå justeringer i den del af teksten. 

Som en undskyldende begrundelse for kommentarens urimelige længde vil jeg tilføje, at jeg mener, at de rejste spørgsmål har stor betydning for relationen mellem journalist og interviewperson. Det ligger mig meget fjernt at hævde en uindskrænket ret for den interviewede til redigere det journalistiske resultat. Men det er desværre ikke altid uden grund, at personer, der skal interviewes, stadig oftere iklæder sig skudsikker vest og skridtbeskytter eller tyr til en velforberedt gentagende afliring af tre-fire enkle statements, fordi de er bange for at komme i klemme eller blive hængt ud. Skal denne triste udvikling vendes, forudsætter det blandt meget andet en eller anden grad af gensidig tillid og respekt – og en stadig tilbagevendende, professionel diskussion af fagets virkemidler og metoder.

Fremhævet af Journalisten
Michael Bjørnbak Martensen
14.12.08 21:00
Re: Chr. Nissen ændrer overskrift i artikel
Jeg tror, alle journalister løber ind i kilder, der mener en helt masse meget klogt og rigtigt - og jeg har stor forståelse for at fakta skal være i orden. Men når man så skal forholde sig til hvad kilden mener om eksempelvis ord som hade og elske, bliver det altså et problem. Stort set hver gang jeg laver artikler fra nordjylland skal jeg høre på, hvad de forstår ved ordene og hvad man kan sige i en artikel og det modsatte. Ofte kan man slippe ret let om ved disse situationer ved at lave en artikel med få og korte citater - og så læse dem op for kilden, selvom flere og lange citater ville være at foretrække. Alt andet lige er jeg af den opfattelse, at journalisten kender sin målgruppe ganske ypperligt, så kildens kloge og rigtige opfattelser skal træde i baggrunden. Jeg kender journalister, der ikke gider særlige historier eller kildetyper. Hvis kilden er så utrolig dygtig er der jo mulighed for at skrive et debatindlæg, lave en blog eller selv betale en pennefører. (Man skal jo også lige huske på, at journalisten er aflønnet og der også følger blæk, papir og distribution med.)
Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen