’Skodfjabbe’. 

’Du ligner i hvert fald én, der har lært at spise op’.

Selv om det heldigvis er ved at være længe siden, husker jeg stadig nogle af de formuleringer og ukvemsord, som ramte min indbakke og mine artiklers kommentarspor, da jeg var skrivende journalist. Jeg husker, hvordan papirlæsernes håndskrevne og indignerede breve blev afløst af uartikulerede, anonyme mails, da vi fik klik-bare bylines, og der blev åbnet for kommentar-sluserne fra folkedybet.

Utilfredse læsere eller kilder kunne gå ubarmhjertigt til angreb – ikke bare på mine evner eller valg som journalist, men på mig personligt, mit køn og mit udseende. 

De her eksempler fra indbakken kan man trække på skuldrene af – måske endda smile af – og lægge i stakken af de dagligdags tilsvininger, som åbenbart følger med at være ansat på et medie, der selv skriver med store bogstaver.

Værre var det, når tilsviningerne fik karakter af trusler. Som når en flok rygmærker slog ring om en fotograf-kollega uden for retsbygningen, eller når en ’erfarings-kilde’ fik brug for at stille sig helt tæt på og understrege, at ’det bliver værst for dig selv’, hvis jeg ikke skrev som anvist.

Oplevelserne er langtfra enestående og ligger langt fra den tunge ende af, hvad kolleger i mediebranchen lægger ryg til hver eneste dag.

I en ny stikprøve, som Dansk Journalistforbund har foretaget blandt 140 medlemmer, fortæller 45 procent, at de har været udsat for hetz, chikane eller trusler i forbindelse med deres arbejde som journalister. Halvdelen af de adspurgte siger desuden, at en eller flere af deres kolleger har oplevet det.
Det er særligt i netmediernes kommentarfelter, på sociale medier og arbejdsmail, at chikanen finder sted.

For de journalister, som chikaneres og trues, kan det have personlige omkostninger. Og på et principielt plan er det bekymrende, at 43 procent af de adspurgte svarer, at chikane, hetz og trusler decideret svækker dansk journalistik. Så har det nemlig omkostninger for os alle sammen.

Vi journalister skal altid være klar til at stå på mål for vores arbejde. Vi skal argumentere for vores valg, vinklinger og metoder. Men det hører ikke med til jobbet at blive angrebet på sin person, sine private forhold eller sin sikkerhed.

Blandt journalister hersker en supermands-kultur, som tilsiger, at vi selv klarer ærterne (hov, det rimer på smerterne). Men jeg mener, at der skal tales åbent om chikanen, hetzen og truslerne for at komme dem til livs.

Medarbejdernes sikkerhed og trivsel er arbejdsgivernes ansvar. Der bør være nul-tolerance over for krænkelser og trusler og laves et beredskab for at håndtere chikane af de redaktionelle medarbejdere. Forebyggende kan der gøres meget for at kvalificere debatter og kommentarspor og løfte diskussioner fra det personlige til det principielle.

Det handler om at hjælpe den enkelte medarbejder, som oplever chikane på grund af sit arbejde. Men det handler i høj grad også om, at en håndsky journalist ikke er en god journalist.