DR Nyheder nedlægger en chefstilling, i forbindelse med at DR’s indlandsredaktion bliver omlagt, så det fremover er DR’s distrikter, der står for indlandsdækningen på DR’s platforme.
Tidligere har der været en indlandsredaktion med base i Aarhus, der havde det ansvar. Nu bliver den indlandsredaktion smeltet sammen med DR Østjylland, og to sektioner bliver lukket ned.
Det fremgår af den præsentation, medarbejderne i DR Nyheder bliver præsenteret for i kølvandet på sindedagen, hvor i alt 47 DR-medarbejdere har fået besked om, at ledelsen har i sinde at fyre dem.
DR flyttede i 2020 ansvaret for mediehusets indlandsdækning til Aarhus med den ambition at lave mere journalistik fra hele Danmark i samarbejde med DR’s ni distrikter. Det er den Aarhus-redaktion, der nu flyttes ind under DR Østjylland.