Chefredaktører revser TV 2 News for at hyre spindoktor som nyhedsvært

»Det ville være utænkeligt her.« »Det virker jo helt agurk.« Sådan lyder reaktionerne i vores nabolande på, at TV 2 News har hyret en socialdemokratisk spindoktor som nyhedsvært. Også herhjemme er enkelte chefredaktører kritiske over for manøvren. TV 2 News afviser    

TV 2 News har ansat den mangeårige socialdemokratiske spindoktor Søren Lippert som nyhedsvært med tiltrædelse den 1. august. 

I Danmark vækker sådan en ansættelse efterhånden ikke den store opsigt. Der har tidligere været en række eksempler på lignende jobskift. 

Utænkeligt i Sverige

Men i vores nabolande ville sådan et jobskifte være utænkeligt og medføre et ramaskrig. I både Tyskland og Sverige har medierne simpelthen en anden opfattelse af journalistisk troværdighed.  

»Det ville være utænkeligt i Sverige. Det virker meget mærkeligt. Der ville blive et stort ramaskrig, hvis det skete her. Det handler om troværdighed. Man skal kunne stole på, at nyhedsværten er lige kritisk over for alle kilder. Efter min mening får han svært ved at overbevise omverdenen om, at han er upartisk,« siger Helena Giertta, chefredaktør på fagbladet Journalisten i Sverige. 

Chefredaktør på TV 2 News Mette Østergaard oplyser til Journalisten, at Søren Lippert også vil kunne komme til at interviewe diverse topsocialdemokrater herunder Nick Hækkerup i sit nye job.

Ville ikke kunne ske i Tyskland

De seneste fire år har Søren Lippert været særlig rådgiver, også kaldet spindoktor, for netop Nick Hækkerup, der har været først forsvarsminister, siden europaminister og til sidst sundhedsminister i den seneste valgperiode. 

»Hvis Søren Lippert har vagten alene, kan vi ikke afslå at interviewe Nick Hækkerup, hvis han er relevant den pågældende dag. Det ville ikke være troværdigt,« siger Mette Østergaard. 

Den situation ville aldrig kunne opstå i Tyskland, fortæller Siegfried Matlok, tidligere chefredaktør og nuværende politiske kommentator på det tyske mindretals avis Der Nordschleswiger. 

»Man kan more sig over, at en nyhedsvært skal kunne sidde og interviewe en person, som han har en personlig relation til. Det virker jo helt agurk. Det ville være utænkeligt i Tyskland,« siger Siegfried Matlok.

Man kan more sig over, at en nyhedsvært skal kunne sidde og interviewe en person, som han har en personlig relation til. Det virker jo helt agurk. Det ville være utænkeligt i Tyskland.

Siegfried Matlok, politisk kommentator, Der Nordschleswiger

»Der er mange eksempler i Danmark, hvor grænserne er udvisket. I Tyskland er man meget opmærksom på den slags interessekonflikter. Her forsøger pressen i langt højere grad at værne om den journalistiske uafhængighed. Man har ikke det samme spinuvæsen som i Danmark, hvor karrene er langt mere forbundne, og hvor mange i pressen ikke rigtigt ved, hvor de står. Er de på lovgivernes eller den fjerde statsmagt side?«  spørger Siegfried Matlok.   

I Tyskland har man som i Sverige ingen eksempler på spindoktorer, der skifter til en stilling som nyhedsvært. 

I Tyskland går der derimod en stor diskussion i øjeblikket om, at en del af kansler Angela Merkels ministre og viceministre går direkte videre i højtstående stillinger i offentlige og private virksomheder på de områder, som de før har været ministre for. 

Her overvejer man fra politisk side i Tyskland at indføre en karensperiode, så man ikke kan udføre den type jobskift fra den ene dag til den anden.

Hjemlig kritik

Herhjemme er enkelte chefredaktører også kritiske over for TV 2 News’ manøvre. De mener, at der som minimum bør være en karensperiode, så man ikke kan springe direkte fra at være spindoktor til at være kritisk nyhedsjournalist.     

”Det ville være utænkeligt på Jyllands-Posten med et sådant skifte direkte tilbage til rigtig journalistik. Som minimum ville der skulle være en karenstid af betydelig længde, før vi overhovedet ville begynde at tænke på det. Jeg er overrasket over, at man så problemfrit åbenbart kan skifte frem og tilbage som i det foreliggende tilfælde,” skriver Jyllands-Postens chefredaktør, Jørn Mikkelsen, i en mail til Journalisten.

Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, kan sagtens se, at en spindoktor kan bidrage med en særlig viden om det politiske spil og derfor kan være god til at stille de kritiske spørgsmål. 

Men han er alligevel kritisk over for konstellationen, fordi den i hans øjne skaber mistanke om partiskhed, uanset hvor upartisk og korrekt den pågældende spindoktor ellers måtte optræde i rollen som nyhedsvært.

»De mennesker, som sidder i ruden og formidler nyhederne for os, er nødt til at være ubeklikkelige i seernes øjne. Her tænker man, om der nu bliver taget særlige hensyn til Nick Hækkerup eller andre socialdemokrater. Som medie må man tage stilling til, om man vil udsætte sig for den mistænkeliggørelse. Der er for mange chefer, der ikke stiller sig selv det spørgsmål,« siger Poul Madsen.

Poul Madsen: Der bør være en karensperiode

»Det er problematisk for nyhedsmediers troværdighed, hvis en spindoktor skifter direkte til at være nyhedsjournalist. Der bør som minimum være en karensperiode på et halvt eller et helt år, hvor den pågældende spindoktor har haft et helt andet job,« siger Poul Madsen.

Han understreger, at det i hans øjne ikke er Søren Lippert, som har et problem.

»Det er os chefer, der har et problem. Det er, som om man i vores verden tror, at der ikke er forskel på at støbe de politiske kugler som spindoktor og at være kritisk nyhedsjournalist. Det er vigtigt for hele branchens troværdighed, at der er en form for hegn mellem de to ting,« siger Poul Madsen.  

Ændret holdning

Søren Lippert er uddannet journalist, og før han blev rådgiver for Socialdemokraternes ledelse i 2007, var han radiovært hos DR på ’P1 Debat’. Som praktikant var han desuden reporter på TV Avisen. 

Siden gik han med egne ord fuldtonet ind i det socialdemokratiske projekt.

»Jeg skal jo i det her job være mindst lige så meget socialdemokrat som Nick. Vi har et politisk projekt, som jeg også vil lykkes med,« sagde Søren Lippert i et interview med journalisten.dk under Folkemødet i 2012. 

I samme interview udtalte han sig også kritisk om den type af jobskift, som han nu selv foretager.

»Det ligger mig virkelig på sinde at gøre op med forestillingen om, at man i vores fag kan gå i svingdør mellem journalist og rådgiver. I min verden træffer man et valg, når man går over på "den mørke side". Det er ikke irreversibelt, men det er afgørende, at man ikke den ene dag kan være kritisk journalist og den anden dag spindoktor,« sagde Søren Lippert.

Journalisten ville gerne have spurgt Søren Lippert, hvorfor han har ændret holdning. Men han ønsker ikke at lade sig interviewe om sine overvejelser i forbindelse med jobskiftet. Han henviser i stedet til chefredaktør Mette Østergaard på TV 2 News. 

Journalisten har også spurgt DR’s nyhedsdirektør, Ulrik Haagerup, om hans holdning til denne type af jobskift. Han ønsker dog ikke at give interview om sagen, da han ikke ønsker at blande sig i TV 2’s ansættelsespolitik hverken direkte eller indirekte. 

Ulrik Haagerup ansatte selv i 2010 daværende erhvervsminister Brian Mikkelsens (K) spindoktor Sandy French som indlandschef. 

»Det er en usædvanlig beslutning«

Chefredaktør på TV 2 News Mette Østergaard forsvarer sin ansættelse af en spindoktor som nyhedsvært. Hun kalder beslutningen ”usædvanlig”. Men hun mener, at kritikerne bør tie, så længe der ikke er konkrete eksempler på, at værten optræder partisk.

Hvad siger du til den kritik?

»Jeg er med på, at det er en usædvanlig beslutning. Det har også krævet mange overvejelser og grundige samtaler med Søren Lippert om, hvad jobbet indebærer. Man kan ikke lægge en fast skabelon ned over denne type beslutning. Det kommer altid an på en individuel vurdering,« siger Mette Østergaard, chefredaktør på TV 2 News. 

Man skal først skyde os noget i skoene, hvis der kommer nogle problematiske eksempler, og ikke på forhånd.

Mette Østergaard, chefredaktør, TV 2 News

»Søren Lippert har meget klart tilkendegivet, at han er bevidst om, hvad det vil sige at være nyhedsjournalist, og han er også uddannet journalist. Han har selv taget konsekvensen og meldt sig ud af Socialdemokratiet. Dermed har han ikke nogen binding til partiet mere, og han har ikke deltaget i denne valgkamp. Jeg er overbevist om, at han er klar til at begynde et nyt kapitel i sin karriere.«

Hvorfor mener du, at det er troværdigt for en nyhedskanal at ansætte en nyhedsvært, som kommer direkte fra et job som spindoktor?

»Det er jo ikke første gang i historien, at tidligere toprådgivere på Christiansborg går over i journalistik. Så længe der ikke er konkrete sager, hvor de kan anklages for at være biased, ser jeg ikke noget problem. Man skal først skyde os noget i skoene, hvis der kommer nogle problematiske eksempler, og ikke på forhånd. Jeg har ingen grund til at tro, at der kommer sager. Ellers havde jeg ikke taget denne beslutning.«

Hvorfor mener du, at denne ansættelse ikke risikerer at skade jeres troværdighed i seernes øjne? 

»Søren Lippert har ikke et offentligt kendt ansigt som socialdemokrat. Derfor har jeg svært ved at se, at seerne skulle finde noget unaturligt, så længe Søren Lippert agerer korrekt som journalist. Altså upartisk og så objektivt som muligt.«  

Det lyder, som om du bygger din pointe på, at seerne ikke kender til Søren Lipperts baggrund. Men hvis de kendte hans baggrund, ville de måske finde den problematisk?  

»Det tror jeg ikke, så længe man ikke skilter med den. Jeg har svært ved at se, at seerne skulle føle sig stødt over det bagudrettede, så længe han optræder korrekt som journalist i sin nuværende rolle.«

Ville I også ansætte en afgående minister, hvis I mente, at vedkommende ville være en god nyhedsvært?  

»Det synes jeg, vi skal tage på det tidspunkt, hvor den situation eventuelt måtte opstå. Men jeg kan ikke forestille mig det lige nu,« siger Mette Østergaard. 

[[nid:33994]]

 

 

 

0 Kommentarer