Chefredaktør til DJ: Tag afstand fra Muhammed-udtalelse

Filmmagasinet Ekkos chefredaktør opfordrer DJ’s formand, Lars Werge, til at tage afstand fra en udtalelse fra bladtegnerformanden om, at »det har karakter af et terrorangreb mod alle muslimer at bringe Muhammed-tegningerne.« Ekko har netop bragt tegningerne. Werge afviser fortsat at tage afstand til citatet

Dansk Journalistforbunds nye formand, Lars Werge, bør dementere sin udtalelse om Muhammed-tegningerne.  

Det mener chefredaktør Claus Christensen fra Filmmagasinet Ekko. Tidligere på ugen udtrykte Lars Werge over for Journalisten forståelse for følgende kommentar fra Danske Bladtegneres formand, Lars Refn:   

»Det har karakter af et terrorangreb mod alle muslimer i hele verden at bringe dem.«

Den udtalelse ville Lars Werge ikke tage afstand fra, selv om den ifølge ham ikke repræsenterer forbundets holdning.

»I nogles udlægning er det en gnist, der bliver tændt, hvis man bringer dem. Det har vist sig at have den effekt. Derfor forstår jeg godt, hvad han siger. Også fordi bladtegnerne om nogen står forrest rent fysisk i skudlinjen,« sagde Lars Werge til Journalisten og uddybede:

»Det er ikke det samme som, at det er forbundets holdning, Lars Refn udtrykker. Han udtaler sig på egne og bladtegnernes vegne. Men jeg føler ikke trang til at tage afstand fra Lars Refns holdninger.«

Ekko-redaktør: Vigtigt, at DJ skelner mellem ord og mord

Filmmagasinet Ekko har efterfølgende bragt to omstridte Muhammed-tegninger i deres nye nummer, der har et stort tema om forbudte billeder.

Ekkos chefredaktør, Claus Christensen, er forundret og overrasket over, at Lars Werge har udtrykt forståelse for Lars Refns udtalelse om, at det har karakter af et terrorangreb mod alle verdens muslimer at bringe tegningerne.

»Jeg opfordrer Lars Werge til at tage afstand fra den udtalelse. Som formand for Dansk Journalistforbund er det vigtigt at kunne skelne mellem ord og mord. Når han viser forståelse for den udtalelse, så sidestiller han fuldt ud lovlige tegninger med et kriminelt terrorangreb. Der må ikke være tvivl om, hvad Dansk Journalistforbund mener om den sag,« siger Claus Christensen.

Werge afviser at tage afstand fra udtalelsen

DJ-formand Lars Werge understreger, at Lars Refns holdning ikke repræsenter DJ. Men han afviser fortsat at tage afstand fra bladtegnerformandens udtalelse.    

Hvad siger du til Claus Christensens kritik?  

»Det er han fri til at sige. I DJ kæmper vi dagligt for, at medlemmerne har ret til og mulighed for at publicere det, de gerne vil,« siger Lars Werge.   

Mener du, at det har karakter af et terrorangreb på alle verdens muslimer, når Ekko bringer de tegninger af Muhammed?

»Nej, det mener jeg ikke. Det lyder, som om der er en kontekst, som gør det fuldstændigt legitimt.«

Men hvorfor vil du så ikke tage afstand fra Lars Refns udtalelse?

»Det er, fordi jeg føler forståelse for den særlige situation, som de tolv bladtegnere, der var med i Jyllands-Postens projekt, står i. Hvis man ud fra den udtalelse kan fortolke, at DJ mener, at der ikke skal kæmpes for at bevare ytringsfriheden hver eneste dag, så har man en livlig fantasi.«  

»Det er Lars Refns udtalelse. Det må han gerne mene. Det er ikke forbundets holdning, han udtrykker. Men jeg føler ikke trang til at tage afstand fra den.«

Hvorfor vil du ikke tage afstand fra Lars Refns holdning, hvis den er i strid med forbundets holdning?

»Hvis jeg skulle tage afstand fra alle dem, der siger noget, der afviger fra forbundets holdninger, så vil det blive noget underligt noget. Så ville vi bruge vores kræfter forkert,« siger Lars Werge.

Ekko: Selvcensur ikke at bringe de tegninger

Hos filmmagasinet Ekko forklarer chefredaktør Claus Christensen, at deres tema ikke er ment som noget stunt eller en provokation mod bestemte befolkningsgrupper.

»Jeg føler ikke, at vores brug af tegningerne er provokerende. Ingen kan beskylde os for at være racistiske eller højreradikale, og vi har lavet et sagligt og lødigt tema om billedforbud gennem historien, så vi kan blive klogere på det. For i Europa har vi også selv en lang tradition for billedforbud og censur. Og selvfølgelig skal vi bringe billederne, så folk kan se, hvad vi skriver om, og danne deres egen mening,« siger Claus Christensen. 

Han forklarer, at ideen med et tema om forbudte billeder har været på tegnebrættet længe. Også før angrebet på Charlie Hebdo i januar. Det angreb gjorde bare temaet endnu mere aktuelt.  

Med det tema kunne bladet ikke komme uden om at bringe Muhammed-tegninger, mener Claus Christensen.

»Det ville være tydelig selvcensur, hvis vi ikke bragte Muhammed-tegninger i forbindelse med et tema om forbudte billeder. Den eneste grund til ikke at bringe dem ville være frygt for truslen om vold. Vi har både omstridte billeder af vold, sex, politik og religion. Men det er jo især religion og Muhammed-tegninger, der har været i vælten på det seneste,« siger Claus Christensen. 

Hvilke overvejelser har I gjort jer omkring at bringe de tegninger. Der har jo været attentater og attentatforsøg i både ind- og udland på grund af de tegninger fra Kurt Westergaard og Lars Vilks?

»Det har altid været forbundet med en vis risiko at være redaktør. Jeg er selv blevet truet med tæsk af en DR2-chef, da jeg kritiserede, at de syltede en Israel-kritisk dokumentarfilm. Hvis man lader sig skræmme, så må man finde sig et mere stilfærdigt job. Det gælder vel også formandsposten i Dansk Journalistforbund,« siger Claus Christensen.

4 Kommentarer

Kristian Ditlev Jensen
8. MAJ 2015
Pr. 22. februar 2006 er
Pr. 22. februar 2006 er mindst 139 mennesker døde, som resultat af protesterne imod Muhammed-tegningerne.
Kristian Ditlev Jensen
8. MAJ 2015
Tænk, hvis læger blev skudt
Tænk, hvis læger blev skudt af Hell's Angels-rockere, hvis de prøvede at behandle Bandidos-medlemmer, og tænk, hvis kirurgernes formand så, rædselsslagen, sagde, at det at hjælpe et Bandidos-medlem jo på sin vis også var "et voldeligt overfald" på Hell's Angels. Og tænk så, hvis formanden for hele Lægeforeningen sagde, at skønt det ikke var Lægeforeningens synspunkt, så så han virkelig ingen grund til at tage afstand fra det synspunkt, at 1) læger ikke længere skulle udføre deres arbejde, fordi de så blev skudt, og 2) at det, at de udførte deres arbejde på normal vis, skulle være "vold" imod dem, der truede dem til at lade være.
Claus christensen
8. MAJ 2015
Nej, ingen hykleri. Det har
Nej, ingen hykleri. Det har tidligere været fremme, at DR2-chefen var Arne Notkin.
Ingegerd Nilsen
8. MAJ 2015
Det er i hvert fald et
Det er i hvert fald et eksempel på eklatant selvcensur ikke at nævne navnet på den DR2 chef, der har truet med tekst.