Da manden blev ført ud gennem gadedøren i Skjern, for kameraet på ham som et løsgående missil. Billedet af Innocent fra Rwanda kom i fire dagblade og på to tv-kanaler.
Men billedet skabte omgående ukontrollerede ryk i min højre håndflade. Rykket vibrerede langt op i armen og forvandlede kroppen til en lille overlærer, der forbereder sig på at smække lussinger og lade spyttet flyve hen over avissiderne og ud på skærmen. Dér falder spyttet som en hidsig troperegn på billedet af Innocent:
Har I ikke fattet, at vi aldrig filmer og navngiver en mand, som er sigtet, men endnu ikke dømt?
I hvert fald kun hvis manden hedder Thorsen eller Trads og tror, at en retssag er en opvisning af Herremoderådet.
Men ikke sådan en uheldig neger, der ikke har begrebet et vigtigt karaktertræk i den danske kultur, nemlig at hvis man er sigtet, så sørger man for at mase frakken godt op om ansigtet den morgen, politiet kommer og henter én.
Det er ikke nok, at man har et fornavn, der betyder uskyldig.
Efterhånden falder de sitrende bevægelser i hånden til ro. Den indre overlærer i aktion ved jo godt, at kun en paniktorsk tør lade det pirrende billede af den sorte mand med samme uskyldige fornavn som hele tretten paver forsvinde i papirkurven.
Nu havde de seks medier nemlig Innocent lige på kornet i gadedøren, og de skal jo sælge skidtet. Bagefter kan de lægge ansigtet i uskyldige folder og forklare, at det var en svipser med den udstilling af en neger i Skjern.
Men vel var det ej.
De kalkulerede med, at der sikkert ikke var nogen, som ville gøre vrøvl.
Da vrøvlet alligevel opstod, forsvarede chefredaktør Kristian Lund, B.T., kækt sit organ i TV 2s nye mediemagasin “Rottweiler”:
“Der er ingen grund til at tage det hensyn, for han er en krigsforbryder.”
Og Kristian Lund så ud som en mand, der ikke kan hidses lykkeligt op over andet end oplagsfremgang. Da TV 2-reporteren indvendte, at manden fra Skjern jo ikke er dømt endnu, lagde redaktør Lund sit allermest lavmælte argument på bordet:
“Men han har deltaget i en krig.”
En smilende variant af den uheldige bondefanger serverede redaktionschef Ulla Pors, TV 2/
NYHEDERNE:
“Familien har ikke henvendt sig til os. Hvis de havde gjort det, havde de fået en undskyldning.”
Det er bare med at komme i gang ude i Skjern. Se nu og bliv integreret, fru Innocent. Så snart du kan dansk, ligger der en undskyldning og venter på dig i Odense.
Lund og Pors rødmede lige så klædeligt som én af de paver, der hed Innocens. Når paven havde opført sig uterligt eller jagtet hekse, sad han bagefter med foldede hænder og himmelvendte øjne. Han ville have elsket Kristian Lund som messedreng og Ulla Pors som sin personlige abbedisse.
Imens kunne hr. Innocent sidde i arresten og kigge på sig selv i “Rottweiler”. En halv snes indkaldte statister stod og lignede nogen, der er blevet tilovers efter en ansættelsessamtale. Eller var de en flok fritstillede medarbejdere fra Information? Selv på den kyske avis gik affæren om Innocent i sort. På forsiden kaldte de ham fire gange for I.S., og for sløringens skyld hed han ved sidste gentagelse I.C., men hvad nyttede kyskheden? På side to stod Innocents fulde navn i en djævelsk lille snignote fra Ritzau.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.