Ekstra Bladets digitale chefredaktør, Geir Terje Ruud, stopper til nytår. Han rejser hjem til Norge. »Fire år med ugentlige flyrejser er nok,« siger Geir Terje Ruud (opdateret 15.06 med kommentarer fra Geir Ruud)
Ekstra Bladets digitale chefredaktør, Geir Terje Ruud, stopper til nytår. Han rejser hjem til Norge. »Fire år med ugentlige flyrejser er nok,« siger Geir Terje Ruud (opdateret 15.06 med kommentarer fra Geir Ruud)
Ekstra Bladets digitale chefredaktør Geir Terje Ruud har sagt op og forlader avisen per 31. december 2012.
Geir Ruud fortæller til journalisten.dk, at han vil starte sit eget selvstændige konsulentfirma i Norge.
»Ja det gør jeg. Jeg har opgaver for Ekstra Bladet og for Politikens Hus i det hele taget og håber, at finde andre opgaver. Lige nu ser det ud til, at jeg ikke får alt for meget tid til lange vandreture.«
Du har opgivet kampen mod det danske sprog?
»Jeg vil sige, at jeg har udviklet et mærkeligt blandingssprog af dansk og norsk, men folk kan da forstå hvad jeg siger.«
Hvadbehager?
»Folk kan forstå det.«
Hvorfor siger du op?
»Fire år med ugentlige flyrejser må være nok. Det har sat sin pris på mit liv. Jeg havde lovet mig selv, at jeg ville stoppe, hvis jeg begyndte at blive rasende, bare flyet var ti minutter forsinket. På et tidspunkt skal man holde op.«
»Nu har jeg mulighed for at bruge alle de ting, jeg har lært i flere forskellige sammenhænge. Jeg vil begynde at opbygge min rådgivningsvirksomhed i de næste måneder. Det bliver sjovt at se, om der findes en verden uden for de to mediehuse, jeg har været i.«
Geir Terje Ruud fortæller, at det er en måned siden, han sagde op. Han har overvejet det længe. Han blev hentet til Ekstra Bladet fra den norske avis VG i 2008.
"Det har været fire sjove og hårde år. Den digitale journalistik på ekstrabladet.dk bliver bedre dag for dag, fordi vi har ansat folk, der udnytter de muligheder, de bliver givet. Og det har været en stor udfordring og en stor oplevelse at være chef for det hold," skriver Geir Terje Ruud i den pressemeddelelse, der blev sendt ud tidligere i dag.
Geir Ruud blev en del af Ekstra Bladets chefredaktion i 2010.
"Geir har med vedholdenhed, internationalt udsyn og stor opfindsomhed bidraget til at forbedre ekstrabladet.dks udtryk og indhold og kommercielle position fra første færd. Han er om nogen manden bag ekstrabladet.dks imponerende udvikling og position som danskernes foretrukne nyhedssite," skriver administrerende direktør i JP/Politikens Hus Lars Munch.
Ekstra Bladets chefredaktion vil fra nytår bestå af ansvarshavende chefredaktør Poul Madsen og chefredaktør Karen Bro.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Geir Terje Ruud ønskes held og lykke herfra. Jeg holder meget af eb.dk.