Plagiat

Chefredaktør for finske Journalisten færdig efter mistillidsafstemning

33 medlemmer af bestyrelsen stemte for at udtrykke mistillid til redaktøren, mens 32 stemte imod

Det finske journalistforbunds fagblad, Journalisten, står nu med en midlertidig chefredaktør.

Det skriver Hufvudstadsbladet.

Chefredaktør Maria Pettersson måtte forlade sin post på fagbladet efter et møde i forbundets bestyrelse.

33 medlemmer af bestyrelsen stemte for at udtrykke mistillid til chefredaktøren, mens 32 stemte imod.

Krænkelse af ophavsret

Mistilliden fra bestyrelsen er ikke en reaktion på Maria Petterssons arbejde som chefredaktør på Journalisten i Finland, men en reaktion på en bog, hun har udgivet.

I bogen, som handler om fremtrædende kvinder i Finlands historie, har hun i bestyrelsens og en række forskeres øjne nemlig citeret lige vel flittigt fra videnskabelige tekster.

Kritikken af chefredaktøren blev i første omgang rejst af flere forskere, der kunne genkende deres tekster i bogen, uden at passagerne var tilstrækkeligt krediteret.

Ifølge Hufvudstadsbladet viste en gennemgang, at omkring 30 formuleringer i bogen var ordrette eller næsten ordrette afskrivninger fra videnskabelige tekster.

Pettersson og hendes forlag forsvarede i første omgang bogen og påpegede, at hun ikke var skyldig i plagiat, fordi kilderne var opført på referencelisten.

Men i oktober 2023 fastslog det finske Ophavsretsråd, at Maria Pettersson ulovligt havde kopieret tekstpassager og dermed ”krænket ophavsretsejernes moralske rettigheder”.

Dyb skuffelse

Gennemgangen af den nu tidligere chefredaktørs bog udløste hård kritik fra bestyrelsen i forbundet, der erklærede sig ”dybt skuffet” over, at Maria Pettersson ikke havde handlet moralsk korrekt, og at hun ”ikke så tilstrækkeligt alvorligt på, at hun udnyttede andres arbejde”.

Bestyrelsen i forbundet oplyste i sidste uge, at Maria Pettersson havde fået ”en alvorlig bebrejdelse” på grund af bogen.

Der lød det dog også, at hun har gjort et fremragende stykke arbejde som chefredaktør, hvorfor forbundet ikke så sig nødsaget til at afskedige hende.

Indtil videre har forbundet konstitueret fagbladets redaktionssekretær, Manu Marttinen, som chefredaktør.

Rettet 8/12-2023 kl. 11.08. Det fremgik tidligere, at 32 ud af 33 fremmødte bestyrelsesmedlemmer udtrykte mistillid. Det var en fejl.

2 Kommentarer

Jørn Stjerneklar
7. DECEMBER 2023
Sløset arbejde af journalisten på Journalisten: "Med rösterna 33 emot och 32 för stod det på torsdagen klart att Journalistförbundets fullmäktige inte längre har förtroende för Maria Pettersson." Ud over det så er valg af foto en hån mod fotograferne i PF. Kune man ikke have investeret i et portræt af hovedpersonen taget af en af vores finske kolleger? Måske der også snart skal rulle hoveder på det danske Journalisten :)
Michael Kjærgård
7. DECEMBER 2023
Ifølge den citerede artikel i Hufvudstadsbladet var det ikke 32 af 33 der udtrykte mistillid, men 33 der udtrykte mistillid og 32 der ikke gjorde. Altså kun lige over grænsen til at slide på relationen til hovedbestyrelsen, som man ville sige i DJ.

Læs også

Tvist

Finlands journalistforbund i hård kritik af fagbladets chefredaktør

05. DECEMBER 2023