LEDELSE. Jyllands-Posten blev en anden, da Jørn Mikkelsen i januar 2002 afløste Ulrik Haagerup som chefredaktør. Det oplevede en række medarbejdere på avisen.

Ulrik Haagerup var redaktøren, der 'prædikede objektivitet frem for alt', som en medarbejder siger det. Andre husker, at han i forbindelse med ansættelser gjorde det klart, at journalister på Jyllands-Posten ikke ville blive spændt for bestemte dagsordener.

"I midten af 1990-erne havde Jyllands-Posten to udfordringer: Vi skulle kæmpe mod et image som en jysk bonderøvsavis, der kom halm ud af, hvis man rystede den lidt. Og vi skulle ændre avisens image i store dele af befolkningen af, at det var Morgenfascisten Jyllands-Pesten. Det første forsøgte vi at ændre med en massiv satsning på at blive Danmarks internationale avis. Det andet forsøgte vi at ændre ved lave et skarpt skel mellem avisens holdninger og avisens journalistik,« siger Ulrik Haagerup, der i dag er chefredaktør for NORDJYSKE Medier.

Det var dengang, mange journalister sad ved kantinebordene og talte om, at aviserne lignede hinanden for meget. Hvor var sjælen blevet af, lød det bekymret blandt både journalister og medieforskere.

Ulrik Haagerup forlod avisen i december 2001 efter et opgør med den daværende ansvarshavende redaktør, Jørgen Ejbøl. Opgøret handlede om opbygningen af avisen. Men også om, hvorvidt Jyllands-Posten i løbet af folketings-valgkampen var kommet for tæt på partiet Venstre.

I et brev til bestyrelsen beskyldte Ulrik Haagerup den ansvarshavende chefredaktør for at have efterlyst en mindre kritisk linje over for Venstre. Samtidig var Haagerup vred over, at historien "Det store asylfup" var blevet lækket til Venstre, før den gik i trykken, og var blevet en del af partiets valgkamp. Jørgen Ejbøl benægtede påstandene, og sagen endte med, at Ulrik Haagerup måtte gå.

Ulrik Haagerups afløser er Jørn Mikkelsen, der kommer fra en stilling som udlandsredaktør og ledende redaktionschef på JP. Han er uddannet historiker og tyskkyndig.

»Den (Jyllands-Posten, red.) skal være sin egen, og det siger jeg, fordi der er for megen flokmentalitet i dansk presse, hvor medierne løber efter det samme,« siger Jørn Mikkelsen til JP, da han tiltræder.

Avisen bliver sin egen, og Jørn Mikkelsen bliver respekteret af mange af avisens journalister for sin evne til at tænke ukonventionelt. Han er ekstremt belæst og god til at finde nye journalistiske vinkler på historier.

Samtidig har Jørn Mikkelsen markante borgerlige holdninger. Han får tilnavnet 'chefideologen', fordi holdningerne ifølge mange journalister smitter af på avisens journalistiske prioriteringer.

Jørn Mikkelsen afviser kritikken og siger, at der går en skarp skillelinje mellem journalistik og holdninger på Jyllands-Posten.

»Vores journalistik er blevet mere offensiv og har fået mere kant. Jeg tror, at nogle måske kan forveksle det med ideologi. Vi hylder den tilstræbte objektivitet og forsøger at give læserne den bedst opnåelige version af sandheden,« siger Jørn Mikkelsen.

På Jyllands-Posten har den journalistiske chefredaktør forsidevagter.

Specielt farvede forsiderubrikker forklarer menige medarbejdere med, at 'Jørn Mikkelsen har været på vagt'.

Sådan lød forklaringen for eksempel, da JP den 20. februar har forsiderubrikken: "Presset S-formand hjem fra skiferie i Schweiz: Jeg ved præcis, hvad folk taler om ude ved kakkelbordene".

Jørn Mikkelsen opfatter det som et kompliment, at man kan se, når han har haft en forsidevagt:

»Rubrikken var anderledes, men artiklen var helt traditionel. Ofte klager man over manglende vilje til fornyelse og dristighed. Det er et eksempel på, at vi er dristige og eksperimenterende i vores tilgang til forsiden.«

Tonen kan skabe frygt

PRES. Chefredaktør Jørn Mikkelsen er en mand, der sætter aftryk internt i huset.

For eksempel begynder JP-journalister at svede i hænderne, når de ser hans lokalnummer i telefonens display. Det bemærkes også, at han først på baggrund af kritik begynder at underskrive sine mails med et 'mvh'. Den kontante facon betyder, at nogle journalister har svært ved at sige fra over for ham.

At tonen på Jyllands-Posten kan være hård, viser en mail fra tillidsmand Jørgen Rye.

Jørgen Rye sender mailen rundt i februar i år, i kølvandet på at redigerende Chris Sørensen forlader avisen. Ifølge mailen vælger Chris Sørensen at stoppe 'fordi han føler sig mobbet ud af arbejdspladsen'.

I mailen fortæller Jørgen Rye, at Chris Sørensen som led i ledelsens efterkritik fik en lang række mails og personlige henvendelser om fejl, og at Chris Sørensen oplevede mailstrømmen som 'nedladende og altid i en negativ tone'. Tillidsmanden skriver videre:

»Chris' opsigelse berører et generelt problem, da vi mener, at tonen i ledelsens efterkritik ofte er ukonstruktiv og demotiverende for medarbejderne.«

Tidligere har en medarbejder på det interne elektroniske debatforum givet udtryk for at efterkritik gives med en 'støvlehæl frem for en fløjshandske'.

For øjeblikket diskuterer tillidsmændene og ledelsen omgangstonen på avisen. Og der er gode takter, siger Jørgen Rye.

"Hvis man er helt grøn, så kan det være svært at have pondus til at tale imod en chefredaktør med stjerner på skulderen, hvis han kommer med en idé med et ideologisk tvist," siger Jørgen Rye.

Han pointerer dog, at chefredaktionen ved flere lejligheder har sagt, at det er i orden at takke nej til opgaver, der strider imod ens personlige etik.

"Det er nok også bare sådan, at folk ved, at det ikke ligefrem er karrierefremmende at sige nej fem gange i træk," siger Jørgen Rye.

En reporter fortæller, at journalister oplever, at de mod deres eget ønske bliver flyttet fra stofområder, hvis deres pen ikke matcher avisens ideologi.

Jørn Mikkelsen siger, at der skal være en tone på en avis, så der kan være livlige diskussioner og et vist element af kontrolleret anarki.

»Vi diskuterer hele dagen, og det er derfor, det er så spændende at være her,« siger han.

Nye tider efter fusionen

MARKEDSOPDELING. Den ideologiske drejning til højre er blevet mere markant i kølvandet på fusionen mellem Jyllands-Posten og Politikens Hus i september 2002.

Dengang udtrykte mange medieforskere offentligt frygt for, at aviserne i et fusioneret selskab ville komme til at ligne hinanden mere, fordi økonomisk pres med tiden ville tvinge dem til et redaktionelt samarbejde. Men, lovede chefredaktionerne, der var tale om et fornuftsægteskab om annoncer, trykning og distribution. Det ville ikke komme til at handle om redaktionelt samarbejde.

Modsat mange af sine kolleger kom professor Anker Brink Lund dengang med den præcise forudsigelse, at aviserne i højere grad ville adskille sig:

»Når de nu bliver en del af det samme hus, giver det en journalistisk frihed på de to aviser til at rendyrke de ting, de hver især er bedst til.«

Det er den pæne måde at sige det på. Den mere kritiske tilgang er, at koncernen deler markedet op. Politiken tager 'det grønne segment', altså de radikale og socialdemokraterne øst for Storebælt, mens Jyllands-Posten betjener 'det blå segment', regeringens og Dansk Folkepartis vælgere vest for Storebælt.

For at sikre avisernes redaktionelle uafhængighed efter fusionen blev det fondsstyrelserne, der i fremtiden formelt skal udpege chefredaktører. Her peger en iagttager på, at Styrelsen for Jyllands-Postens Fond har en række medlemmer med meget klare borgerlige synspunkter. Derfor kan chefredaktørerne regne med opbakning, hvis de trækker avisen mod højre.

Ud over at uddele penge til blandt andet sociale og kulturelle formål, så har uddelingerne fra Jyllands-Postens Fond også et ideologisk afsæt.

Fonden støtter for eksempel den liberale tænketank CEPOS og Trykkefrihedsselskabet, som forfatteren Lars Hedegaard grundlagde, da han blev afvist som PEN-medlem. Den forhenværende domprovst i Odense Poul Erik Andersen har også fået penge til at udgive en kritisk debatbog om kulturradikalisme.

I Styrelsen for Jyllands-Postens Fond sidder blandt andet historikerne Bent Jensen og David Gress. Ud over at være medlemmer af Styrelsen for JPs Fond optræder Bent Jensen og David Gress også som markante borgerlige kommentatorer på avisen.

JP-journalister: Avisen går til højre

UNDERSØGELSE. Jyllands-Postens egne journalister mener, at avisen er blevet mere højreorienteret i sin måde at prioritere på.

81 procent af medarbejderne svarer ja til spørgsmålet: »Føler du, at Jyllands-Posten er blevet mere højreorienteret i sin måde at prioritere journalistiske historier på?«

Det viser en undersøgelse, som JP-journalisternes faglige gruppe fremlagde på et seminar med ledelsen i december 2004. 100 ud af 167 medarbejdere har svaret på spørgsmålet om højredrejningen af avisen.

Journalistisk chefredaktør Jørn Mikkelsen mener, at medarbejderne forveksler journalistisk kant med højreorientering.

»Avisen er blevet mere offensiv og har fået mere mod til at gå alene. Det er nok det, man misforstår, men jeg kalder det kant og profil. Vi slår hårdt til alle sider, men på et journalistisk grundlag. En forskningsrapport om avisernes dækning af Irak-krigen viste for eksempel, at Jyllands-Posten brugte det bredeste spektrum af kilder i historierne og samtidig havde det bredeste spektrum af holdninger på debatsiderne. Den undersøgelse sover jeg stadig med under hovedpuden. Det er lige os,« siger Jørn Mikkelsen.

Professor Bent Jensen, der er medlem af Styrelsen for Jyllands-Postens Fond, mener, at avisen er trådt mere i karakter.

»Jyllands-Posten har fået en mere klar redaktionel linje. Det er synligt for enhver avislæser. I dag understreger avisen stærkere nogle fundamentale og principielle synspunkter – for eksempel om islam og den private ejendomsret. De synspunkter mener jeg, at avisen ifølge sit formål og sin statut skal varetage,« siger Bent Jensen, der siden 1994 har siddet i fondsstyrelsen.

Bent Jensen understreger, at han som medlem af styrelsen ikke beskæftiger sig med avisens journalistik.

Tillidsmændenes undersøgelse viste også, at medarbejderne følte sig dårligt underrettet om bladets strategi og målsætning. Til gengæld mente 89 procent, at de havde et tilfredsstillende arbejde, og 94 procent havde et godt forhold til deres nærmeste chef.

* Læs også i dette nummer af Journalisten: »Ideologi på forsiden«, »Morgenavisernes prioriteringer«, »Politiken anklages for at være utroværdig« og »Kulturkamp på kulturgangen«