Chefer forlader DR2

Cheferne Mette Davidsen-Nielsen og Gitte Rabøl stopper på DR2. Det meddeler DR i en pressemeddelelse.

Cheferne Mette Davidsen-Nielsen og Gitte Rabøl stopper på DR2. Det meddeler DR i en pressemeddelelse.

De to chefer mener, at det er på tide, at der kommer fornyelse på deres poster.

"Vi kræver hele tiden fornyelse og nytænkning på skærmen og af medarbejderne, så nu er det på tide, at der også kommer fornyelse på vores post," siger DR2's chefer Mette Davidsen-Nielsen og Gitte Rabøl.

Mette Davidsen-Nielsen har været på DR2, siden kanalen gik i luften for 11 år siden. De første år som programredaktør og de seneste fire år som chef sammen med Gitte Rabøl, der har været på kanalen i syv år.

Mette Davidsen-Nielsen holder for øjeblikket orlov fra DR, og Gitte Rabøl fortsætter som kanalchef indtil den 1. oktober 2007, hvorefter Torben Smidt Hansen, chef for kultur og P2 i DR Medier, bliver konstitueret som kanalchef.

"Det har været en stor gevinst at have Gitte Rabøl og Mette Davidsen-Nielsen med på holdet – for mig personligt, for DR og selvfølgelig specielt for DR2. De efterlader en succes – en stærk kanal med potentiale til at blive til endnu mere. Meget bedre kan det ikke gøres," siger DRs mediedirektør Lars Grarup.

0 Kommentarer