Journalistens sommernummer 2009 er helliget tabuer. Vi kommer vidt omkring fra sex til alkoholmisbrug og sindssyge over arbejdsløshed og død til layouternes foragt for allemandsskrifttyper som Verdana. Men det største tabu, vi har afdækket, er mediechefernes løn.
»Løn er jo mere tabubelagt end sex,« forklarer en chefredaktør, der naturligvis ønsker at være anonym.
Vi har spurgt 116 redaktører, hvad de får i løn, bonus og fryns. Mange medie-bosser bliver fornærmede og skælder ud. De betragter spørgsmålet som udtryk for nyfigenhed i forhold til en privat sag. Det er de samme chefredaktører, der var stærkt forargede over, at statsministeren bremsede for aktindsigt i ministres
kalendere. Det er de samme chefredaktører, som nidkært vender Lars Løkkes bilag til videofilm. Det er de samme chefredaktører, som ville klage i raseri til ombudsmanden, hvis kommunalchefen afviste at oplyse sin løn. Det er de samme chef-redaktører, som kræver gennemsigtighed og åbenhed i den offentlige sektor
og finanssektoren.
I netop denne sag ser man sig selv som rent private virksomheder uden samfundsmæssige forpligtelser. Det er noget vrøvl. DR-redaktørernes løn er betalt direkte af borgerne over licensen, så der er i praksis ingen forskel i forhold til en kommunaldirektør. Og de øvrige chefer arbejder for en stor dels vedkommende på medier, der ville lukke uden offentlig støtte.
Den 2. oktober fremlægger Rambøll Management og professor Anker Brink Lund efter to års arbejde den endelige rapport med forskellige forslag til, hvordan medie-støtten kan fordeles i fremtiden. Så får piben en anden lyd. Medierne er pludselig ikke længere rent private virksomheder, og cheferne stiller sig i kø for at fortælle om netop deres medies store samfundsmæssige forpligtelser. De har ret, men politikerne bør ikke omfordele eller bevilge en krone, før medierne har erkendt, at der følger pligt til gennemsigtighed med støtten. Borgerne har ret til at vide, hvad deres skattekroner går til. Ligesom bankerne må medierne selvfølgelig acceptere, at der følger offentlig regulering med massiv støtte.
Det er bekymrende, hvordan lukkethedskulturen har spredt sig helt ind i demo-kratiets vagthunds hjerte. Frem til slutningen af 60'erne var der offentlighed om skatteindbetalingerne i Danmark. Denne åbenhed findes stadig i vores nabolande Norge og Sverige.
Da det svenske fagblad Journalisten lavede en tilsvarende undersøgelse i 2006, svarede 40 procent af mediecheferne detaljeret på spørgsmål om månedsløn, op-sigelsesvilkår, bonusordninger, afgangsvederlag, pensionsvilkår, bil og andet fryns.
Det gjaldt for eksempel chefredaktørerne på de store aviser Dagens Nyheter, Svenska Dagbladet, Göteborgs-Posten, Expressen og Aftonbladet. På de tilsva-rende danske aviser Politiken, Berlingske Tidende, JydskeVestkysten, B.T. og Ekstra Bladet har chefredaktørerne valgt ikke at svare.
At seks ud af 10 ikke svarede, førte til skarp kritik i Sverige.
"Medierne er i det hele taget meget lukkede om sig selv, på trods af at de kræver åbenhed af andre. De har også svært ved at håndtere kritik. Se bare, hvad der sker, når mediemennesker får kritiske spørgsmål i nyhedsprogrammer. De bliver uforskammede og nægter at svare på spørgsmål. Mange agerer på en måde, som andre magthavere ikke ville slippe godt fra," sagde Kent Asp, som er professor i journa-listik ved JMG i Gøteborg.
Her er vi fremme ved det paradoks, som mediemennesker har allersværest ved at håndtere. Vi vil gerne se os selv som magthavernes vagthund, samtidig med at vi selv er magthavere, som må tåle krav og kritik.
Jakob Elkjær
Løn: 54.800 kroner om måneden + 10 procent pension samt avis, telefon, licens, net, repræsentation og rejsetaske! Ingen bil. Ingen bonus.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det er fuldstændig korrekt: Den store guide om grafisk design egner sig ikke til at blive bragt i artikeloversigten.
Men den indgår naturligvis i den elektroniske udgave af fagbladet Journalisten, som er offentliggjort samtidig med artiklerne i magasinet.
Klik her for at se siderne, som Vinh Prag refererer til.
Jeg skriver min kommentar her, fordi jeg ikke kan finde grafikerguiden i artikeloversigten (sikkert fordi den ikke egner sig til web), men jeg opfordrer folk til at læse det nye nummer af Journalisten og slå op på siderne 22 og 23.
Her fortæller bladet om en række regler for grafisk design, som er ganske informativ og desværre alt for nødvendig.
Men. Selvom jeg ikke er grafisk uddannet, er jeg NØDT til at opponere på det kraftigste imod brugen af skrifttypen Comic Sans, som Henrik Birkvig på trods af sine ledende stillinger (deriblandt åbenbart smagsdommer) mener, at man sagtens kan bruge.
I dette tilfælde handler det ikke om, at man skal undgå Microsofts standardtyper. Det handler ikke om, at en skrifttype svarer til talens tonefald. Det handler simpelthen om, at Comic Sans er dårligt lavet. Det er et stykke typografisk makværk, og selv designeren, Vincent Connare, kan ikke lide den længere (http://kortlink.dk/6rze).
Der er en grund til, at der findes en verdensomspændende bevægelse mod den (http://bancomicsans.com og http://kortlink.dk/6rzf)
Og nej, det er heller ikke i orden at bruge den til fødselsdagsinvitationer og skoleskemaer.