Henrik Qvortrups stikkerlinje og kyniske journalistik forpestede forholdet til Se og Hørs kilder. Dårlig samvittighed har drevet journalist Peer Kaae til at afsløre sin arbejdsplads gennem 17 år.

GOSSIP. Chefredaktør Henrik Qvortrup gjorde Se og Hør til et kynisk blad og skabte en overvågningskultur, hvor kendte blev fotograferet i smug og røg på forsiden uden at ane det.
Men læserne straffede bladet for den kompromisløse kurs. Mens Henrik Qvortrup var redaktør, faldt Se og Hørs oplag og blev overhalet af den midtsøgende konkurrent Billed-Bladet.
Det siger Peer Kaae, journalist på Se og Hør gennem 17 år og forfatter til bogen "I sandhedens tjeneste".
Her afslører han bladets arbejdsmetoder, en stigende kynisme og langer ud efter den såkaldte stikkerlinje, hvor almindelige mennesker får penge for at sende tips og fotos ind.
»Min drøm er, at bogen skaber så meget ravage, at Se og Hør må lukke den stikkerlinje, som Henrik Qvortrup oprettede. Hvis det sker, vil der være kommet noget ud af det. Stikkerlinjen gør vores samfund fattigere, fordi kendte og politikere ikke tør gå ud uden at kigge sig over skulderen,« siger Peer Kaae.
Det er ikke for at skade Se og Hør, at han har skrevet bogen. Han er drevet af dårlig samvittighed, og hans ærinde er først og fremmest at skabe debat om de metoder, som Henrik Qvortrup var med til at indføre i Danmark. Den kurs er tipslinjen det bedste eksempel på.
»Stikkerlinjen betød, at vi blev upopulære i et omfang, som jeg ikke havde oplevet før. Amin Jensen fortalte mig, at han ikke turde lægge arm på en bar, fordi det kunne komme i Se og Hør ugen efter. Det blev sværere at lave gå-i-byen-reportager, fordi folk ikke ville fotograferes til Se og Hør. Det had, vi bragte til de kendte, kom tilbage til os. Det var hårdt at leve med dag efter dag«.

I NORGE VAKTE DET RAMASKRIG, da en tidligere journalist på Se og Hør i 2007 skrev en bog om ugebladets metoder. Bogen af Håvard Melnæs solgte 40.000 eksemplarer, og sagen blev årets mest omtalte mediehistorie. Bladet blev afsløret i at bruge betalte kilder og fusk med bylines, og den førte til, at bladet tabte penge på oplag og annoncer.
Peer Kaaes danske bog tegner det samme billede. Betaling af kilder var helt almindelig gennem hans 17 år på bladet. For eksempel betalte chefredaktør Mogens E. Pedersen (Mep) en kendt popsanger 13.000 kroner om måneden for at levere insidertips til bladet. Se og Hør betalte også prinsesse Anne-Lise af Schaumburg-Lippe – hende, der var gift med prins Waldemar og fik sex til jul. Og kendisser som Dario Campeotto, Jørn Hjorting, Bent Mejding og Susse Wold fik deres sommerferier betalt af Se og Hør, mod at bladet fik lov til at bringe nogle feriefotos.

DA MEP ANSATTE Peer Kaae i 1988, var det en livsstil at arbejde på Se og Hør. Sprut, restaurantbesøg og betalte rejser var en naturlig del af jobbet.
»Hvis jeg var gået over stregen med en historie, kunne den dårlige samvittighed hurtigt dulmes med, at der var en ny fest rundt om hjørnet,« siger Peer Kaae.
Fadølshanerne blev lukket, og ginflaskerne forsvandt fra skrivebordskufferne, da Henrik Qvortrup overtog redaktørstolen i 2002 – og dermed kom de moralske tømmermænd.
»Mange gange lå jeg vågen og kunne ikke sove om natten. Jeg tænkte på de mennesker, som jeg havde været med til at behandle dårligt, og som havde en familie ligesom mig selv. Og der var ingen udsigt til, at det skulle blive bedre, fordi bladet bare blev hårdere og hårdere. Engang ringede Anders Lund Madsen og skældte mig ud. Han sagde, at jeg var endt som Henrik Qvortrups lille lakaj. Den sved. Det var jo rigtigt,« husker Peer Kaae.

PROBLEMET MED SE OG HØRS LINJE under Henrik Qvortrup var brugen af private fotos taget i smug. Billederne er nu så udbredte, at det burde være forbudt at offentliggøre fotos fra caféer og restauranter, mener Peer Kaae.
»Det ville gavne alle, hvis det forsvandt fra journalistikken,« siger han, men indrømmer, at han ikke ved, hvordan man skal lovgive i praksis.
Peer Kaae husker, at han selv prøvede altid at slippe uden om at arbejde videre med læsernes tips.
»Stikkerlinjen satte os i kolossale dilemmaer.«
For eksempel fik bladet en lægejournal, der viste, at Mick Jagger havde været til behandling på et dansk hospital med mistanke om halskræft. Bladet fik også fingre i en meget personlig telefonbesked fra den daværende fødevareminister, Mariann Fischer Boel, til Folketingets formand, Ivar Hansen.
»Der kom ting ind, som vi ellers ikke ville have fået. Men moralsk er prisen bare for høj.«

QVORTRUP VIL IKKE SVARE

Tidligere chefredaktør Henrik Qvortrup har ikke ønsket at medvirke i artiklen ud over med denne korte udtalelse:
»Jeg er i dag politisk redaktør på TV 2, og det er et job, jeg er glad for. Jeg ønsker ikke at tale om min tid på Se og Hør, ud over at jeg synes at Peer Kaae har skrevet en ynkelig bog.«
I en senere mail tilføjede Henrik Qvortrup:
"Du kan citere mig for, at jeg vil opfordre til betydelig kildekritik, når det gælder en bog skrevet af en fyret og bitter medarbejder."

Her er de spørgsmål, vi gerne ville have stillet Henrik Qvortrup:

Hvad siger du til kritikken af, at tipslinjen har skabt en stikkerkultur, hvor ingen ved, hvornår de bliver fotograferet med en mobiltelefonbillede og ender i Se og Hør?

Har du selv taget billeder med din mobiltelefon, som er blevet bragt i bladet?

Vil du også betale dine kilder for information som politisk redaktør på TV 2?

Du lancerede Det Kompromisløse Blad og brugte falske bylines på de mest kontroversielle historier, siger Kaae. Det er da ikke særligt kompromisløst ikke at stå ved sin historie?

Peer Kaae fortæller, at du var parat til at trykke Mick Jaggers lægejournal. Kan man offentliggøre andre menneskers sygehusjournaler?

Peer Kaae skriver, at du som tidligere spindoktor for Anders Fogh var modvillig over for at skrive om Marian Fischer Boels forhold til Ivar Hansen. Og at du var lettet, da Ivar Hansen døde, før I fik historien hjem. Holdt du hånden over de gamle venner?

Som kommentator kritiserer du selv din tidligere arbejdsgiver, Anders Fogh. Hvorfor er det så "ynkeligt", at Peer Kaae kritiserer dig?

I din tid som chefredaktør tabte I læsere sammenlignet med det mere runde og royale Billed-Bladet. Var Det Kompromisløse Blad en fejl?