
For første gang siden lanceringen i november oplever ChatGPT tilbagegang. Foto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix
Tilbage i november bragede ChatGPT ind på scenen, og alles øjne rettede sig mod de mange muligheder, som den kunstige intelligens pludselig gjorde mulig for alle.
Brugerne strømmede til, og efter bare to måneder havde værktøjet 100 millioner aktive brugere om måneden.
Men nu – under et år efter lanceringen – er der sat prop i brugertilførslen. Juni blev måneden, hvor ChatGPT for første gang oplevede et brugerfald.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Trafikken fra desktop og mobil faldt med 9,7 procent fra maj til juni, mens antallet af unikke besøgende til ChatGPTs hjemmeside faldt med 5,7 procent.
Også brugernes tid brugt på hjemmesiden faldt i samme periode med 8,5 procent, viser data fra Similarweb.
Nysgerrighed er stilnet af
Det overraskede Peter Dalsgaard, der er professor i interaktionsdesign ved Aarhus Universitet, da han hørte om nedgangen i trafik.
Men han har dog et par bud på, hvorfor ChatGPT for første gang har oplevet en nedgang i antallet af brugere.
”De oplevede en eksplosiv vækst i brugere i forbindelse med lanceringen, som gjorde dem til den hurtigst voksende software-service nogensinde. Der var en kæmpestor nysgerrighed for, hvad det var, og den nysgerrighed varer ikke nødvendigvis ved,” siger han.
En anden årsag kan være, at ChatGPT ikke længere er den eneste på markedet. Nu har Microsoft via søgemaskinen Bing fået inkorporeret GPT-modellen i søgemaskinen, og samtidig har Google også meldt sig på banen.
”Google har lanceret sin egen chatrobot, Bard. Og Google er noget af en konkurrent at være oppe imod. Der er altså kommet en stribe konkurrenter til, og så må man dele markedsandelene med de andre,” siger Peter Dalsgaard.
Trods konkurrencen har ChatGPT ifølge Reuters 1,5 milliarder besøg på sin hjemmeside om måneden, hvilket gør den til en af de 20 mest besøgte hjemmesider i verden.
Er ChatGPT blevet dummere?
Forskere fra universiteterne Stanford og Berkeley har undersøgt, hvordan to ChatGPT-modeller, GPT-3.5 og GPT-4, har udviklet sig fra marts til juni, skriver Berlingske.
Her opdagede forskerne, at GPT-4 var blevet væsentligt dårligere til at identificere primtal, mens GPT-3.5 i samme periode var blevet væsentligt bedre til samme opgave.
Begge modeller havde flere fejl, når de skulle skrive kode i juni, end de havde i marts.
Som forsker har Peter Dalsgaard selv konstateret, at OpenAI, som står bag ChatGPT, løbende udvikler deres modeller, og at det kan give forskellige resultater fra dag til dag.
”Hvis vi laver et eksperiment over en måned, så kan den give ret forskelligartede svar og være bedre til nogle ting og dårligere til andre ting.”
Han forklarer, at det er typisk, at OpenAI laver det, de kalder ”alignment” – altså tilpasninger, hvor de prøver at få chatrobotten til at rette ind. Det sker typisk på emner, som kan være sensitive eller kontroversielle, hvor man ønsker, at den ikke skal give svar.
”Med tilpasningerne kommer også begrænsninger, men det er svært at sige, om det decideret gør den dårligere til nogle ting. Det er gisninger, fordi det er forretningshemmeligheder, som OpenAI ikke deler,” siger han.
Naturligt med nedgang
På trods af tilbagegangen i trafik mener Peter Dalsgaard ikke, at OpenAI skal være bekymret over udviklingen.
”De er braget ind på scenen og har gjort sig til en stor og uundgåelig spiller på markedet. I den brede offentlighed har de vist vejen, og så er det naturligt, at der kommer noget konkurrence.”
”Fra Sam Altman, som leder OpenAI, lyder det som, at det var ganske forventeligt. De har ønsket at vise potentialet, og så har de godt vidst, at der af den grund kommer andre spillere på markedet,” siger Peter Dalsgaard, der mener, at man i fremtiden i højere grad vil se ChatGPT blive indlejret i en lang række værktøjer, som vi allerede bruger.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.