search

Charterjournalistik i den gode sags tjeneste

Kommentar: Mediernes dækning af udviklingslandene har længe været på retræte og er i dag reduceret til få krige og katastrofer.

Mediernes dækning af udviklingslandene har længe været på retræte og er i dag reduceret til få krige og katastrofer.

Det betyder, at næsten ingen journalister i dag er eksperter i udviklingslande, og derfor er NGO'er i stigende grad vores primære indgang til nogle af verdens største og mest eksplosive regioner som Afrika og Latinamerika, når der opstår en begivenhed af så stor nyhedsværdi, at medierne trods alt vælger at dække den.

NGO'erne har de kontakter, den infrastruktur og den tilgang til cases, som er nødvendig for, at journalisten kan udføre sit arbejde. De ved, hvilke historier medierne vil have, de kender de lokale og deres sprog, for slet ikke at tale om at NGO'er ofte betaler pressens tur ud i felten. Begivenhederne foregår så at sige på deres territorium.

Eksemplerne er mange. Folkekirkens Nødhjælp betaler Informations tur til Afrikas Horn. Politiken tager med Care Danmarks personale på rundtur i Uganda. Danmarks Radio følges med en Røde Kors-medarbejder til Kenya eller besøger deres udsendte i Gaza. Og så videre.

Jeg har skrevet speciale om det symbiotiske forhold mellem presse og NGO'er. Her fremhæver en journalist, at pressen og organisationerne er fuldstændigt afhængige af hinanden for at fuldføre deres virke. En anden sammenligner ligefrem relationen med en moderne form for charterturisme, hvor journalisten blindt følger NGO'en på udflugt og troligt tager notat.
Baggrunden for udviklingen er blandt andet, at NGO’erne siden 2006 har haft et egenfinansieringskrav – samtidig med at medierne har skruet ned for dækningen af udviklingslande.

De senere år har konkurrencen om at få private midler fra de danske husstande skærpet tonen i både NGO'ernes retorik og metoder. Pressen er et værktøj til at få historier om organisationernes mærkesager i medierne på en troværdig måde – og det lykkes. Gang på gang. NGO'ernes programmer og personale får eksponering under dække af kritisk journalistik af de journalister, som organisationerne tager under deres vinger. Journalister skriver om cases, som NGO'erne har sat i scene, bruger research, som er lavet for dem på forhånd, og citerer partnere, som NGO'en finder relevante og er med til at udpege.

Er det et problem?
Selvfølgelig. At medierne på opfordring af humanitære aktører giver nogle sager opmærksomhed frem for andre, er i lige så høj grad et angreb på den journalistiske uafhængighed, som når opfordringen kommer fra rent kommercielle interesser.

De danske medier er rådvilde i forhold til, hvordan de sikrer en ordentlig journalistisk dækning fra udviklingslandene. På den ene side flager de journalistiske idealer om uafhængighed og integritet. På den anden side har mediebilledet behov for nye måder at fortælle historier på, som man ikke har råd til at lave. Kompromiset har vist sig at være en gråzone mellem traditionel journalistik og NGO'ernes kampagnearbejde, hvor ingen ved, hvem den egentlige afsender er.

– Signe Hare, cand.public

Charterjournalistik i den gode sags tjeneste

Kommentar: Mediernes dækning af udviklingslandene har længe været på retræte og er i dag reduceret til få krige og katastrofer.

Det betyder, at næsten ingen journalister i dag er eksperter i udviklingslande, og derfor er NGO'er i stigende grad vores primære indgang til nogle af verdens største og mest eksplosive regioner som Afrika og Latinamerika, når der opstår en begivenhed af så stor nyhedsværdi, at medierne trods alt vælger at dække den.

NGO'erne har de kontakter, den infrastruktur og den tilgang til cases, som er nødvendig for, at journalisten kan udføre sit arbejde. De ved, hvilke historier medierne vil have, de kender de lokale og deres sprog, for slet ikke at tale om at NGO'er ofte betaler pressens tur ud i felten. Begivenhederne foregår så at sige på deres territorium.

Eksemplerne er mange. Folkekirkens Nødhjælp betaler Informations tur til Afrikas Horn. Politiken tager med Care Danmarks personale på rundtur i Uganda. Danmarks Radio følges med en Røde Kors-medarbejder til Kenya eller besøger deres udsendte i Gaza. Og så videre.

Jeg har skrevet speciale om det symbiotiske forhold mellem presse og NGO'er. Her fremhæver en journalist, at pressen og organisationerne er fuldstændigt afhængige af hinanden for at fuldføre deres virke. En anden sammenligner ligefrem relationen med en moderne form for charterturisme, hvor journalisten blindt følger NGO'en på udflugt og troligt tager notat.
Baggrunden for udviklingen er blandt andet, at NGO’erne siden 2006 har haft et egenfinansieringskrav – samtidig med at medierne har skruet ned for dækningen af udviklingslande.

De senere år har konkurrencen om at få private midler fra de danske husstande skærpet tonen i både NGO'ernes retorik og metoder. Pressen er et værktøj til at få historier om organisationernes mærkesager i medierne på en troværdig måde – og det lykkes. Gang på gang. NGO'ernes programmer og personale får eksponering under dække af kritisk journalistik af de journalister, som organisationerne tager under deres vinger. Journalister skriver om cases, som NGO'erne har sat i scene, bruger research, som er lavet for dem på forhånd, og citerer partnere, som NGO'en finder relevante og er med til at udpege.

Er det et problem?
Selvfølgelig. At medierne på opfordring af humanitære aktører giver nogle sager opmærksomhed frem for andre, er i lige så høj grad et angreb på den journalistiske uafhængighed, som når opfordringen kommer fra rent kommercielle interesser.

De danske medier er rådvilde i forhold til, hvordan de sikrer en ordentlig journalistisk dækning fra udviklingslandene. På den ene side flager de journalistiske idealer om uafhængighed og integritet. På den anden side har mediebilledet behov for nye måder at fortælle historier på, som man ikke har råd til at lave. Kompromiset har vist sig at være en gråzone mellem traditionel journalistik og NGO'ernes kampagnearbejde, hvor ingen ved, hvem den egentlige afsender er.

– Signe Hare, cand.public

– foto: Rasmus Flindt pedersen

Kommentarer
2
Robin Juel Johansen
16.02.13 12:21
Skarpt indlæg om et ekstrem
Skarpt indlæg om et ekstrem vigtigt emne. Det er ubegribeligt, at så store dele af verden dækkes så dårligt, og at de, når de endelige dækkes, har NGO'ernes interesser som udgangspunkt for historierne.

Jeg har selv blogget om emnet her:

developing-stories.dk/vaek-fra-skrivebordet
Fremhævet af Journalisten
Dan Larsen
17.02.13 17:13
Det behøver ikke være et
Det behøver ikke være et symbiotisk eller specielt mistænkeligt forhold. Jeg har selv prøvet tidligere, og det var ikke klamt ... men som princip fik en NGO, der deltog i finansieringen af mine projekter, ikke lejlighed til gennemsyn af det journalistiske arbejde før publicering. Mon ikke det gælder for de fleste af den slags samarbejder?

Mit eget nye projekt http://verdensnyt.dk, hvorpå der ligger knap 1.000 artikler om udviklingslande og deres forhold, fungerer under andre vilkår. Vi producerer daglige nyheder og har (endnu) aldrig været embedded med en NGO.

For at gennemføre dette projekt gik vi i medie-samarbejde med avisen.dk, der nu på tredje år stiller sin forside til rådighed for daglige artikler om verdens fattigste lande. Artiklerne fra de første to år får ad den og andre kanaler i alt to millioner sidevisninger.

Løsningen for at kunne producere denne solide mængde nyhedshistorier har været støtte-bevillinger fra Danidas Oplysningsudvalg, der har udmærket sig ved kun at stille een eneste betingelse; nemlig at projektet skriver om de allerfattigste lande, der kan modtage dansk bistand. Intet andet.

Der er ingen krav om at skrive om Danida, dansk udviklingspolitik eller de projekter, millionerne går til. Udvalget har indset, at der er behov for dækning af andre nyheder, end dem man finder i main stream medierne. Det gør Verdensnyt.dk så.

At skoen klemmer på de gamle medier føler også freelance journalister, hvoraf de første 20 har leveret artikler til verdensnyt.dk. Andre bliver budt velkommne, herunder også journalister fra NGO'er, hvis de vel at mærke leverer nyhedsjournalistik og ikke kampagne-tekster.

De første i denne gruppe har indset, at journalistisk dækning af deres interesseområder uden omklamrende fundraisingvinkler er gavnligt for folks forståelse af alle de spændende ting, der foregår. Tilsyneladende er det bekvemt, at det sker i et eksternt medie som verdensnyt.dk.

Journalistik om udviklingslande er udsat for det samme pres som dækningen af andre såkaldte niche-emner. Udlandsreportere er ved at indse, at de nye medier online kan og vil overtage dette stofområde.

Hvis nok læsere melder sig, nok reportere vil bidrage med tid og talent, og opfindsomme finansieringsmodeller findes, kan et nyt medie som http://verdensnyt.dk leve op til de samme krav, som ethvert udviklingsprojekt i et fattigt land skal; og blive bæredygtigt.
Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen