Mediernes dækning af udviklingslandene har længe været på retræte og er i dag reduceret til få krige og katastrofer.
Det betyder, at næsten ingen journalister i dag er eksperter i udviklingslande, og derfor er NGO'er i stigende grad vores primære indgang til nogle af verdens største og mest eksplosive regioner som Afrika og Latinamerika, når der opstår en begivenhed af så stor nyhedsværdi, at medierne trods alt vælger at dække den.
NGO'erne har de kontakter, den infrastruktur og den tilgang til cases, som er nødvendig for, at journalisten kan udføre sit arbejde. De ved, hvilke historier medierne vil have, de kender de lokale og deres sprog, for slet ikke at tale om at NGO'er ofte betaler pressens tur ud i felten. Begivenhederne foregår så at sige på deres territorium.
Eksemplerne er mange. Folkekirkens Nødhjælp betaler Informations tur til Afrikas Horn. Politiken tager med Care Danmarks personale på rundtur i Uganda. Danmarks Radio følges med en Røde Kors-medarbejder til Kenya eller besøger deres udsendte i Gaza. Og så videre.
Jeg har skrevet speciale om det symbiotiske forhold mellem presse og NGO'er. Her fremhæver en journalist, at pressen og organisationerne er fuldstændigt afhængige af hinanden for at fuldføre deres virke. En anden sammenligner ligefrem relationen med en moderne form for charterturisme, hvor journalisten blindt følger NGO'en på udflugt og troligt tager notat.
Baggrunden for udviklingen er blandt andet, at NGO’erne siden 2006 har haft et egenfinansieringskrav – samtidig med at medierne har skruet ned for dækningen af udviklingslande.
De senere år har konkurrencen om at få private midler fra de danske husstande skærpet tonen i både NGO'ernes retorik og metoder. Pressen er et værktøj til at få historier om organisationernes mærkesager i medierne på en troværdig måde – og det lykkes. Gang på gang. NGO'ernes programmer og personale får eksponering under dække af kritisk journalistik af de journalister, som organisationerne tager under deres vinger. Journalister skriver om cases, som NGO'erne har sat i scene, bruger research, som er lavet for dem på forhånd, og citerer partnere, som NGO'en finder relevante og er med til at udpege.
Er det et problem?
Selvfølgelig. At medierne på opfordring af humanitære aktører giver nogle sager opmærksomhed frem for andre, er i lige så høj grad et angreb på den journalistiske uafhængighed, som når opfordringen kommer fra rent kommercielle interesser.
De danske medier er rådvilde i forhold til, hvordan de sikrer en ordentlig journalistisk dækning fra udviklingslandene. På den ene side flager de journalistiske idealer om uafhængighed og integritet. På den anden side har mediebilledet behov for nye måder at fortælle historier på, som man ikke har råd til at lave. Kompromiset har vist sig at være en gråzone mellem traditionel journalistik og NGO'ernes kampagnearbejde, hvor ingen ved, hvem den egentlige afsender er.
– Signe Hare, cand.public
Charterjournalistik i den gode sags tjeneste
Det betyder, at næsten ingen journalister i dag er eksperter i udviklingslande, og derfor er NGO'er i stigende grad vores primære indgang til nogle af verdens største og mest eksplosive regioner som Afrika og Latinamerika, når der opstår en begivenhed af så stor nyhedsværdi, at medierne trods alt vælger at dække den.
NGO'erne har de kontakter, den infrastruktur og den tilgang til cases, som er nødvendig for, at journalisten kan udføre sit arbejde. De ved, hvilke historier medierne vil have, de kender de lokale og deres sprog, for slet ikke at tale om at NGO'er ofte betaler pressens tur ud i felten. Begivenhederne foregår så at sige på deres territorium.
Eksemplerne er mange. Folkekirkens Nødhjælp betaler Informations tur til Afrikas Horn. Politiken tager med Care Danmarks personale på rundtur i Uganda. Danmarks Radio følges med en Røde Kors-medarbejder til Kenya eller besøger deres udsendte i Gaza. Og så videre.
Jeg har skrevet speciale om det symbiotiske forhold mellem presse og NGO'er. Her fremhæver en journalist, at pressen og organisationerne er fuldstændigt afhængige af hinanden for at fuldføre deres virke. En anden sammenligner ligefrem relationen med en moderne form for charterturisme, hvor journalisten blindt følger NGO'en på udflugt og troligt tager notat.
Baggrunden for udviklingen er blandt andet, at NGO’erne siden 2006 har haft et egenfinansieringskrav – samtidig med at medierne har skruet ned for dækningen af udviklingslande.
De senere år har konkurrencen om at få private midler fra de danske husstande skærpet tonen i både NGO'ernes retorik og metoder. Pressen er et værktøj til at få historier om organisationernes mærkesager i medierne på en troværdig måde – og det lykkes. Gang på gang. NGO'ernes programmer og personale får eksponering under dække af kritisk journalistik af de journalister, som organisationerne tager under deres vinger. Journalister skriver om cases, som NGO'erne har sat i scene, bruger research, som er lavet for dem på forhånd, og citerer partnere, som NGO'en finder relevante og er med til at udpege.
Er det et problem?
Selvfølgelig. At medierne på opfordring af humanitære aktører giver nogle sager opmærksomhed frem for andre, er i lige så høj grad et angreb på den journalistiske uafhængighed, som når opfordringen kommer fra rent kommercielle interesser.
De danske medier er rådvilde i forhold til, hvordan de sikrer en ordentlig journalistisk dækning fra udviklingslandene. På den ene side flager de journalistiske idealer om uafhængighed og integritet. På den anden side har mediebilledet behov for nye måder at fortælle historier på, som man ikke har råd til at lave. Kompromiset har vist sig at være en gråzone mellem traditionel journalistik og NGO'ernes kampagnearbejde, hvor ingen ved, hvem den egentlige afsender er.
– Signe Hare, cand.public
– foto: Rasmus Flindt pedersen
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Signe Hares emne er stadig vigtigere på grund af tendenserne til at spare på rejsebudgetter og researchtid. Hvis det var diktatorer eller olieselskaber, der betalte for rejserne, kunne alle straks se, at der var et problem.
Fantastisk indspark!