Champagne til alle i DR

Klokken 11 i dag giver Kenneth Plummer champagne til alle 3.000 medarbejdere i DR. Læs her hvorfor.

Klokken 11 i dag giver Kenneth Plummer champagne til alle 3.000 medarbejdere i DR. Læs her hvorfor.

Champagneflaskerne popper i DR klokken 11 mandag formiddag. Weekendens store prishøst til TVprisen 2008 skal fejres med manér. Hele 12 ud af i alt 18 priser gik til DR.

»Det synes vi sgu, at vi skal fejre. Vi har internt talt meget om, at vi ikke er gode nok til at fejre vores succeser. Her er en anledning. Det er sjældent, at man får så meget anerkendelse på én gang og så fra branchen selv,« siger generaldirektør Kenneth Plummer til Journalisten.dk.

Og der er champagne til samtlige omkring 3.000 ansatte.

»Selvfølgelig er der det, for det er jo en holdindsats at lave tv. Alle har en aktie i sådan en aften, hvor vi får så meget anerkendelse,« siger Kenneth Plummer.

Han glæder sig over, at DR har vundet i så mange forskellige kategorier.

»Vi er anerkendt bredt for, at vores opgave er hver dag at lave noget, som er relevant for alle danskere. Det tyder det på, at vi er lykkedes med det forgange år,« siger Plummer.

DR har udsendt nedenstående liste over, hvilke programmer de har vundet priser for, som enten er produceret af dem selv eller af underleverandører. Se også den samlede liste over hele prisuddelingen her.

Årets nyhedshistorie: Dokumentar-indslag i TV-avisen Søndag, som ved brug af skjult kamera fik afsløret sort arbejde blandt asylansøgere. Få dage senere besluttede Høje-Taastrup Kommune at stoppe samarbejde med virksomheden A-Vask, som havde ansat asylansøgere til en timeløn på 30 kroner. Journalisterne bag afsløringerne var Jesper Knudsen, Line Gertsen og Frederik Brun Madsen samt redaktør Jacob Kwon Henriksen.

Årets aktualitetsprogram: DR Nyheder og landets ni partiledere satte ny seerrekord, da 1,4 millioner seere fulgte afslutningsdebatten to dage før folketingsvalget 13. november i fjor, sendt på DR1 med Reimer Bo Christensen som ordstyrer. Programmet fik tilmed en flot seervurdering på 4,1 på en skala, hvor 5 er højeste karakter.

Årets drama: Dommerjuryen har som vinder valgt "en serie, der holder et tårnhøjt niveau, både i skuespil og instruktion". Endnu engang blev gaderne lagt øde, og juryen lagt ned af DR1-dramaserien "Forbrydelsen". Søren Sveistrup er ophavsmand og hovedforfatter til serien, Birger Larsen er den konceptuerende instruktør, og DR Dramas Piv Bernth er producent på serien, der i 20 afsnit er produceret i DRs egne studier.

Årets tv-program: DR1-dramaserien "Forbrydelsen", hvor næsten hele landet i løbet af 2007 fulgte efterforskningen og jagten på gerningsmanden i de i alt 20 afsnit, og hvor alle gættede med på, hvem der myrdede Nanna Birk Larsen.

Årets kvindelige tv-skuespiller: Sofie Gråbøl for den store hovedrolle i DR1-dramaserien "Forbrydelsen", hvor hun som vicekriminalkommissær Sarah Lund viste sig som en yderst ihærdig nørd, ikke mindst i sit arbejde, hvor hun registrerer alt og gemmer det på sin indre harddisk og bag sin islændersweater.

Årets mandlige tv-skuespiller: Lars Mikkelsen for rollen som politikeren Troels Hartmann i DR1-dramaserien "Forbrydelsen". Her stod han midt i en meget lovende valgkamp om overborgmesterposten i København, men blev trukket ind i forbrydelsen, da Nanna blev fundet i en bil fra hans kampagnekontor.

Årets tv-underholdning: Det nye DR1-talentshow "X Factor", som otte fredage i foråret 2008 samlede gennemsnitligt mere end 1,5 mio. danskere foran skærmen. Det sidste show toppede med sangtalentet Martin som vinder – og med 2,2 mio. seere. DR-underholdningsredaktør, Jan Lagermand Lundme, var ansvarlig for showet, der blev iscenesat af produktionsselskabet Blu ud fra et udenlandsk koncept. "Velproduceret, humoristisk og godt klippet, og samtidig er det udført med stor respekt for de unge deltagere," mener juryen.

Årets danske nyskabelse: DR1-serien "Diagnose søges", som havde premiere med syv pro-grammer i foråret 2008. Tv-lægen Peter Qvortrup Geisling går sammen med specialister fra Rigshospitalet på sundhedsfagligt detektivarbejde. De forsøger at hjælpe danskere, som er strandet i uvished med en speciel sygdom, så de er bedre klædt på som patienter i det danske sundhedsvæsen. Serien har ifølge juryen potentialet til at blive solgt til udenlandske tv-stationer.

Årets dokumentarprogram: DR1-dokumentaren "Fra Thailand til Thy", som følger fire thailandske kvinder og deres danske mænd, som har giftet sig trods svære kulturelle og sproglige barrierer. En af de fire kvinder har også hjulpet en del af de thailandske kvinder i Thy med at komme til Danmark og finde en ægtefælle. Dokumentarfilmen er instrueret af Janus Metz med antropolog Sine Plambech som researcher, og den er produceret af Cosmo Doc i samarbejde med DR.

Årets dokumentarserie: DR1-serien "Politiskolen", som i fire afsnit følger to unge, en pige fra Christianhavn og en mandlig indvandrer fra Gjellerupparken i Århus, i deres forsøg på at gennemføre deres drømmeuddannelse på Politiskolen. "Serien tager os ved hånden ind i en verden, som de færreste kender, den nedbryder fordomme og giver os indsigt," lyder juryens afgørelse. "Politiskolen" er tilrettelagt af Kasper Torsting og produceret af Fridthjof Film.

Årets børne- og ungdomsprogram: Prisen går til DR1-serien "Shanes verden", der havde premiere på skærmen i efteråret 2007. Den norsk-canadiske Shane Brox har en fortid som designer, og i denne nye tv-serie går han i Jørgen Clevins fodspor med at klippe og klistre, alt imens han fortæller børnene gode historier og lærer dem at forvandle mælkekartoner og andre hverdagsting til fantasivæsener. "Programmerne er båret frem af ægte fortællelyst, en forbilledlig enkelhed og ikke mindst af Shane selv," fastslår juryen. Serien er produceret af Blenkov & Schønnemann til DR1s Fjernsyn for dig.

Årets Otto: Hvert år uddeler styregruppen bag Producentforeningens tv-festival også æresprisen 'Årets Otto' til en person, der gennem en længere tv-karriere har udmærket sig. Denne gang går hædersprisen til manden bag næsten 10 års solide og succesfulde dramaserier på DR TV, dramachef Ingolf Gabold. Serierne har ikke blot begejstret danskerne, idet tv-dramaafdelingen også har hjembragt en række internationale kvalitetspriser, heriblandt hele tre Emmy-priser, til DR for årets bedste dramaserier. Af juryen fik Ingolf Gabold bl.a. disse hædersord med på vejen: "Ingolf Gabold har vundet internationale priser i stimevis. Men danskerne har også vundet. Hele Danmarks chefdramaturg – han hedder Ingolf Gabold."

0 Kommentarer