Cecilie Frøkjærs råd til sig selv som ung: ”Del med andre, hvordan du har det”

Hvilket råd ville du ønske, at du kunne have givet til dig selv som ung? Det spørgsmål stiller Journalisten i et nyt interviewformat erfarne folk i medie- og kommunikationsbranchen

I et nyt interviewformat spørger Journalisten erfarne folk i medie- og kommunikationsbranchen, hvilket råd de i dag ville ønske, de kunne have givet sig selv som ung og ny i branchen.

Her er det den 55-årige Cecilie Frøkjær, der besvarer spørgsmålet og deler et ungdomsbillede af sig selv.

Cecilie Frøkjær er journalist og tv-vært. Igennem mange år vært på ’Go’ Morgen Danmark’ og ’Go’ Aften Danmark’ og senest vært på programmet ’Deja-vu med Frøkjær’. Uddannet fra Journalisthøjskolen i 1997.

Cecilie Frøkjærs råd til sig selv som ung:

”Det kan godt være, at jeg smiler på billedet fra min praktiktid på TV Midt-Vest, men jeg havde det faktisk rigtig svært. Jeg var så lammet af præstationsangst og en følelse af at være dårlig til mit arbejde. Og fordi jeg gik alene med det, udviklede det sig til en stor privat skam og følelse af fiasko.

Derfor vil mit råd til mig selv dengang være: Del med andre, hvordan du har det – og lad være med at tænke, at det kun er dig, der er noget galt med. Det kan også være en kombination af dig og det, du bliver sat til.

Personligt oplevede jeg, at man skulle være god til nyheder for at blive klappet på skulderen. Og nyheder passede bare ikke til mit hoved. Men det var først ni måneder inde i min praktiktid, at jeg turde sige til min chef, at jeg ikke var glad. Han spurgte: Men hvad har du så lyst til? Jeg svarede, at jeg gerne ville lave portrætter og live-interviews – noget, som var samtalebåret og koncentreret om mennesker snarere end borgmestre, der skulle sættes til vægs. Det blev der lyttet til – og så blev de sidste ni måneder meget bedre. Det var så lykkeligt at lave noget, som jeg ikke havde ondt i maven over.”

0 Kommentarer