Journalisterne Lars Nørgaard Pedersen, Asger Westh og fotograf Stine Larsen vinder årets Cavling-pris for deres avis- og web-serie om fysisk og psykisk skadede danske soldater.
Efter fem timers votering kunne Cavling-komiteen ringe årets tre vindere op.
Begrundelsen for at give årets Cavling-pris til Jyllands-Posten lyder som følger:
"Journalisterne Lars Nørgaard Pedersen, Asger Westh og fotograf Stine Larsen, Morgenavisen Jyllands-Posten, giver i featureserien "Hjem fra krigen" et tankevækkende indblik i fysisk og psykisk lemlæstede soldaters tilværelse, efter at de er vendt hjem fra krig. Med brug af reportager, interview og klassiske nyhedshistorier afdækker serien, at der er behov for et bedre beredskab til at håndtere soldaternes sår på krop og sjæl. Det lykkes at få soldaterne til at åbne sig og få deres vilkår beskrevet langt mere detaljeret end i de ofte korte notitser, der bringes, når skaderne sker. Tekst, video, foto og layout på web og print danner en helstøbt fortælling, som åbner vores øjne for, at det har store menneskelige omkostninger for Danmark at være aktiv deltager i krige rundt om i verden."
Cavling-prisen overrækkes fredag den 7. januar klokken 15.00 i Journalisternes Hus, Gammel Strand 46, København. Statsminister Lars Løkke Rasmussen deltager ved prisoverrækkelsen.
Lars Nørgaard Pedersen, Asger Westh og fotograf Stine Larsen vandt i år foran :
Per Meilstrup, Huset Mandag Morgen, for bogen "Kampen om klimaet", der afdækker det taktiske og politiske spil før og under klimatopmødet i København.
Steffen Slot, Frederiksborg Amts Avis, for artikelserie om den ulovligt opførte og nu nedrevne "Blok 5" i et boligområde i Fredensborg.
Bo Elkjær og John Mynderup, Ekstra Bladet, for deres afslørende artikler om international svindel med CO2-kvoter med Danmark som centrum.
Kasper Vilsmark, Morten Spiegelhauer, Adam Dyrvig Tatt, Signe Daugbjerg, Mikkel Frey Damgaard, Svante Karlshøj Ipsen og Søren Rasmussen, Monday/TV2, for tre Operation X-udsendelser om misbrug af offentlige midler.
Læs om vinderprojektet her
I år bestod Cavling-komiteen af Kurt Strand (formand), freelancer Abelone Glahn, journalist Torben Møller fra DR Midt & Vest, journalist Marianne Nielsen fra Ekstra Bladet og journalist Kirsten Pilgaard fra Nordjyske Medier.
Journalisten.dk bringer senere i aften et web-tv-indslag med vinderne. Se det her.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.