”Der er en situation, der kræver, at vi tager en beslutning.”
Med disse ord lancerede formand for DJ Lars Werge på hovedbestyrelsens møde i fredags, at DJ pludselig står i en særlig situation:
Formand for Cavlingkomiteen Ida Ebbensgaard havde to dage forinden – onsdag den 25. oktober – meddelt ham, at hun af private grunde trækker sig fra Cavlingkomiteen, hvor hun er formand.
Cavlingprisen, der betragtes som dansk journalistiks fornemste pris, uddeles efter planen næste gang den 5. januar 2018, og der er frist for indsendelse af forslag mandag den 6. november, hvorpå komiteen skal i gang med at udvælge de nominerede.
Du kan se de foreløbigt indstillede her.
Vente eller fortsætte?
Hovedbestyrelsen drøftede derpå problemet og nåede frem til, at en rundringning foretaget af Lars Werge til komiteens øvrige fire medlemmer skal afgøre det videre forløb.
To scenarier tegner sig:
Enten udskydes Cavlingprisen; et nyt medlem udpeges; der vælges ny formand, og en fuldtallig komite gør arbejdet færdigt med forsinkelse.
Eller komiteen gør i minimeret udgave arbejdet færdigt, udpeger et af de nuværende medlemmer til formand og finder en vinder til den oprindelige dato.
Nyt job
DJ udpeger ny Cavlingkomite hvert tredje år. Den nuværende blev udpeget i juni 2016 og skal efter planen sidde til 2019. Ida Ebbensgaard blev medlem af komiteen i 2012 og blev i 2016 formand.
Ida Ebbensgaard fik sidst i september 2017 nyt job, hvor hun 1. november skifter fra udlandsredaktør i DR til udlandsredaktør i Berlingske.
Journalisten har via e-mail interviewet hende. Hun forklarer:
”Min tid som Cavling-formand var ved at rinde ud, fordi jeg har fået et nyt job, hvor jeg skal være chef. Så i år var sidste runde under alle omstændigheder,” skriver hun.
”Da min mor så døde uventet hurtigt af kræft, og jeg står over for at starte på et nyt, stort job, har jeg prioriteret mine kræfter benhårdt.”
Hun forklarer, at hun har haft fire fantastiske år i Cavlingkomiteen:
”Det er et stort, men givende arbejde, som jeg virkelig kan anbefale. Man bliver meget stolt af al den gode journalistik, der produceres i Danmark.”
Du kan se en oversigt over medlemmer af komiteen siden 1968 her.
Og du kan se fundats for Henrik Cavlings Fond her.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.