”Det er løgn, mand! Shit! Shit, mand! Fuck! Fuck, fuck, fuck, fuck! Ej, undskyld.”

Reaktionen er ikke til at tage fejl af, da Politiken-journalisten Anders Legarth Schmidt i eftermiddag får at vide, at han har vundet dette års Cavling. Det er intet mindre end fjerde gang, at Anders Legarth Schmidt er nomineret, og nu kan han endelig bryste sig af titlen som vinder af prisen.

”Du siger det jo selv – endelig. Jeg har jo været nomineret tre gange før, så jeg har prøvet at sidde med den der skuffelse, det er, når man er nomineret, og det så glipper. At det skulle være mig i år, kan jeg ikke helt fatte. Det er helt ubeskriveligt fedt, vil jeg sige,” fortæller han over telefon, da han er på vej ind til redaktionen på Politiken, hvor tre redaktører står og venter på ham, mens resten af Politiken er med på en internetforbindelse.

Anders Legarth Schmidt, der har været ansat på Politiken siden 2003 og beskæftiget sig indgående med psykiatri og sundhed, vinder prisen for sin artikelserie ’Forbandet Ungdom’, der skildrer livet på ungdomspsykiatrisk afsnit B 204 i Glostrup.

Læseren møder 16-årige Tilde, der bare gerne vil have det godt, men hun kender slet ikke til at have det godt. Emil, der blev indlagt efter at have stået oprejst i 72 timer i streg, og som gerne vil lære at sidde ned.

Det er et møde med hverdagen på en psykiatrisk afdeling, hvor man jonglerer mellem selvmordsforsøg og en dreng, der har tabt et spil Fifa. Børn og unge, der er så usynligt syge, at ’de kan være lige så invalide som en patient i respirator’, som Anders Legarth Schmidt skriver i en af artiklerne.

Læs hele artikelserien ’Forbandet Ungdom’ her.

Tonen i fortællingen var den største udfordring

Selv om det som journalist ikke er givet at få adgang til et børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling, er det ikke det, der har været den største udfordring for Anders Legarth Schmidt.

”Den største udfordring har været at beskrive, at forstå og formidle så loyalt som muligt, så empatisk som muligt og så omsorgsfuldt som overhovedet muligt. Det har faktisk været det allervigtigste for mig. At dem, der er portrætteret, kan genkende sig selv. Så vidt det overhovedet er muligt,” siger han og tilføjer:

”Jeg beskriver og refererer jo ikke kun. Jeg laver også mine egne tolkninger og prøver at beskrive, hvad det er, jeg ser, og prøver at sætte det i en sammenhæng – hvad det vil sige at være et ungt menneske. Det var jeg jo også engang selv. Så den største udfordring har nok været at finde en tone i min fortælling.”

Arbejdet med tonen og formidlingen har alligevel båret frugt. Det er i hvert fald den, Cavling-komitéen har lagt vægt på. At Anders Legarth Schmidt ”på enestående vis formår at vinde tillid”.

”Han fortæller loyalt om hverdagen for både de indlagte og de ansatte, beskriver ikke kun i øjenhøjde, men lytter, forstår og er til stede på en måde, der giver en enestående adgang til de unges tanker og følelser. En tillid, der kun kan opnås ved stor journalistisk dygtighed og en særlig evne til at skabe fortrolighed med kilderne,” lyder det i Cavling-komitéens begrundelse.

Historie om en bæltefikseret pige gav adgang

Kimen til den Cavling-vindende serie blev lagt mere end 10 år tidligere, da Anders Legarth Schmidt skrev en historie om en pige ved navn Rikke, der var bæltefikseret i et år.

Artiklen endte på forsiden af Politiken en søndag i december i 2008. ’Barn var spændt fast i bælte i et år’, lød rubrikken.

I sommeren 2019 dumper en mail fra en kvinde i 20’erne ind hos Anders Legarth Schmidt.

”Hun skrev, at jeg havde skrevet om hende som barn, da hun lå i bælte i over et år. Nu er hun voksen og skal snart være mor og dyrlæge. Om jeg ville fortælle hendes historie,” fortæller Anders Legarth Schmidt.

Mailen var fra Rikke, der viste sig også at have været indlagt på børne- og ungdomspsykiatrisk i Glostrup, og Anders Legarth Schmidt skrev hendes historie om vejen ind i sit voksne liv uden bæltefikseringer.

”Efter den historie fik jeg mulighed for at komme ud på den afdeling. Først på et kort besøg. Der var så lange forhandlinger om, hvordan det kunne gøres at være inde på en afdeling med nogle af de mest syge børn og unge,” siger Anders Legarth Schmidt.

Vidste ikke, om nogen ville tale

Der blev udarbejdet en plan for, hvordan det kunne lade sig gøre at komme ind på afdelingen som journalist.

”Det er selvfølgelig nogle svære betingelser, der er nogle krav om anonymitet, og de er måske i deres sværeste tidspunkt i deres liv, og så kommer jeg ind og sidder ved siden af dem. Så det tog lang tid at få en plan for, hvordan det kunne lade sig gøre.”

”Da jeg trådte ind ad døren første gang, vidste jeg ret beset ikke, om der var nogen, der ville tale med mig. Jeg havde fået nogle forhåndstilsagn om, at der var nogen, der måske godt ville tale med mig. Men de kunne til enhver tid sige, at det ville de ikke alligevel. Så jeg kunne godt risikere at komme ud med ingenting,” siger Anders Legarth Schmidt.

Anders Legarth Schmidt kom ikke ud med ingenting. Tværtimod. Han kom ud med en artikelserie på otte afsnit, der er blevet samlet i en særavis og sendt til landets elever i 8. og 9. klasse.

Anders Legarth Schmidt har ikke forberedt noget, der ligner en takketale, da Cavlingprisen bliver leveret hos ham. Men han takker de børn og unge, der har lukket ham ind i den måske sværeste periode af deres liv.

”Efter den indledende skepsis havde lagt sig, blev jeg taget utroligt godt imod. Ikke hele tiden med åbne arme, men der var en accept og en anerkendelse af, at jeg var der, og at jeg ikke var på jagt efter en sensation, men på at forstå en virkelighed, som de færreste af os kommer i nærheden af. Men som er vigtig for os at forstå,” siger han.

Håber at gøre det nemmere at have det svært

Det er netop forståelsen af en virkelighed, som nok ligger fjernt for de fleste, Anders Legarth Schmidt håber, at ’Forbandet Ungdom’ kan bidrage til.

”Jeg håber, at det bliver lidt nemmere at være et ungt menneske og at have problemer. Mentale problemer, en psykisk sygdom og at være indlagt. Jeg håber, at det bliver nemmere at tale om, at man har det svært. Og jeg håber, at det bliver nemmere at være til med de problemer og svære tanker og følelser, man kan have.”

Selv om Cavling-projektet ikke rummer en afsløring af en stor politisk skandale eller sensationelt dårlige forhold på landets ungdoms- og psykiatriske afdelinger, håber journalisten alligevel, at historierne fra afdeling B 204 får politiske konsekvenser:

”At når regeringen kommer med sin 10 års-plan for psykiatrien, at den sørger for at bringe psykiatrien op på den allerhøjeste piedestal som en af de allervigtigste dagsordener for vores land,” siger Anders Legarth Schmidt.