Cavling-vinder: Vi skal ikke respektere ‘ingen kommentarer’

»Det er en journalistisk pligt at blive ved med at spørge, til man får svar,« mener tidligere Cavling-vinder Bo Elkjær. Han afviser De Konservatives klage over pressen i Henriette Kjær-sagen og vender kritikken om: Politikere bør tvinges til at udtale sig.

»Det er en journalistisk pligt at blive ved med at spørge, til man får svar,« mener tidligere Cavling-vinder Bo Elkjær. Han afviser De Konservatives klage over pressen i Henriette Kjær-sagen og vender kritikken om: Politikere bør tvinges til at udtale sig.

De Konservative på Christiansborg har klaget over pressen til Folketingets ledelse. Klagen bunder i en konkret episode omkring daværende gruppeformand Henriette Kjærs afgang. Da hun skulle ind til et gruppemøde, havde hun svært ved at komme igennem en hob af pressefolk. Hun sagde flere gange, at hun ikke havde nogen kommentarer.

De Konservative er fortørnede over pressens opførsel i sagen. Men journalist på Ekstra Bladet, Bo Elkjær, er dybt uenig i kritikken. Han vandt Cavling-prisen i 2003 sammen med to journalister fra Information for dækningen af Irak-krigen.

Bo Elkjær forsøgte selv fra 2003 til 2007 at få et interview med daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen om Irak-krigen. Fra 2005 til 2007 med i alt 671 daglige forespørgsler. Sagen endte med et interview.

Skal en journalist ikke respektere, når en politiker som Henriette Kjær siger 'ingen kommentarer'?

»Nej, det skal en journalist selvfølgelig ikke. Uanset hvor stor eller lille, substansen er i en sag, så kan politikere prøve at lukke sagen ned ved at sige, at de ikke vil kommentere. Så er det en journalistisk pligt at blive ved med at spørge, til man får et svar. Det ved politikerne også godt, og det må de affinde sig med,« siger Bo Elkjær til Journalisten.dk.

Et af forslagene til at undgå episoder som den med Henriette Kjær fremlægges i Kristeligt Dagblad i dag. Forslaget indebærer, at man opretter særlige 'hotspots' til tv-hold. I stedet for at følge efter politikerne er ideen, at tv-hold får særligt afmærkede felter på Christiansborgs gange, hvor de kan stille deres kameraer op og foretage interviews.

Kan du forstå, at De Konservative er utilfredse med situationen, hvor Henriette Kjær afviser at kommentere, men alligevel har svært ved at komme ind til gruppemødet?

»Jeg kan godt forstå, at politikerne er helt vildt liderlige efter at få mere kontrol med pressen, lukke dem inde i særlige rum eller stille dem på hotspots. Men det er bare ikke i orden. Man kan godt have regler for, at journalister ikke skal overfalde politikernes familie, men inde på Christiansborg må spillereglerne være, at journalisterne prøver at få politikerne til at stille op, næsten uanset hvor de er.«

Bo Elkjær mener, pressens forhold til politikerne er spidset til de senere år.

»Det her skal ses i lyset af den kamp, der har været mellem medier og politikere om, hvornår og hvordan en politiker kommer til orde i en sag. Den kamp er tilspidset over de seneste ti år. Det er ikke nødvendigvis en sund udvikling, der er sket, men jeg mener bestemt ikke, at det skal føre til yderligere regulering af pressens vilkår,« siger han.

Er der ikke et problem i, at Henriette Kjær har svært ved at komme ind til gruppemødet, fordi der er så mange journalister..?

»Jeg kan forstå, at De Konservative er trætte af den møgsag med Henriette Kjær. Men der ville ikke være det opbud, hvis ikke der var en sag. Jeg synes bare, de skal klappe i og æde den.«

Mener du, at der er behov for at stramme op på reglerne i forhold til pressen på Christiansborg?

»Jeg synes i virkeligheden, det skal gå den anden vej. Det skal være lettere at få adgang til politikerne og stille dem til ansvar for deres politik og deres synspunkter. Min sag med Anders Fogh er et eksempel: Én ting er, at det ikke var særlig fedt, men der ligger også et demokratisk problem i, at politikerne kan gøre stort set, hvad der passer dem for at fortie noget eller dysse en sag ned. Jeg synes ikke, man skal gøre politikernes forhold lettere og pressens sværere, tværtimod.«

Bo Elkjær retter kritikken af pressen tilbage mod politikerne.

»Jeg synes, man burde vende den om. Hvis nogen skal tvinges til at stå i nogle hotspots, så skal det være politikerne, så man kan få adgang til dem. Så ville man også undgå cirkusset omkring indgangen til De Konservatives gruppelokale,« siger Bo Elkjær og fortsætter:

»Enhver med adgang til Infomedia kan tjekke, hvor mange artikler, der indeholder formuleringen "ingen kommentarer". I virkeligheden synes jeg, man skal regulere, så pressens adgang til politikerne bliver styrket. Det er for let at sige "ingen kommentarer".«

1 Kommentar

Mathias Schwartz Kirkegaard
21. FEBRUAR 2013
»Jeg kan forstå, at De
»Jeg kan forstå, at De Konservative er trætte af den møgsag med Henriette Kjær. Men der ville ikke være det opbud, hvis ikke der var en sag. Jeg synes bare, de skal klappe i og æde den.«

Hvis det var så nemt, så var der ikke brug for pressenævnet. Det hænder altså ganske ofte, at der er et mega stort presseopbud og indignerede spørgsmål - uden der er en knage at hænge historien på. Og det hænder også, at dette skyldes, at der reelt slet ikke er en historie.

Lad nu være med at have alt for høje tanker om pressestanden.