»Jeg trænger til frisk luft under vingerne og til at afprøve andre sider af mig selv som journalist.«
Sådan begrunder vinderen af Cavlingprisen 2012, Asbjørn With, beslutningen om at skifte fra Nordjyske Medier, hvor han har været i hele sin karriere, til nyhedsredaktionen på TV2 Østjylland.
»Jeg har indtil nu kun været på Nordjyske, hvor jeg har haft mulighed for at lave mange forskellige ting. Men jeg vil gerne prøve noget nyt, og det tror jeg, at jeg kan komme til på TV2 Østjylland.«
Han forklarer, at TV2 Østjylland gerne vil lave færre og bedre nyheder med mere substans, perspektiv og analyse.
»Det er journalistik, som flugter med mine ambitioner. Hurtige nyheder er der nok af. Det er den gennemarbejdede historie, der gør seerne i stand til at tænke i nye baner, og det vil jeg gerne være med til,« siger han.
Som journalist på nyhedsredaktionen skal han levere historier til hovedudsendelserne klokken 19.30 og 22.20.
Asbjørn With siger, at han efter Cavlingprisen i 2012 har fået en række jobtilbud, der umiddelbart virkede tillokkende, men alligevel ikke appellerede nok.
»Jeg har fået nogle gode og seriøse henvendelser, der på papiret så rigtige ud. Men jeg opererer meget med min mavefornemmelse. Det skal føles rigtigt, og det gør TV2 Østjylland.«
Han søgte selv jobbet via et jobopslag.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.