I dag bliver sløret løftet for, hvem af de fire nominerede der bliver årets vinder af Cavling-prisen. Se her, hvem den tidligere vinder Miriam Dalsgaard ville sætte sine penge på, hvis hun skulle tippe. (opdateret).
Ikke overraskende håber fotograf Miriam Dalsgaard på, at årets vindere bliver Anders Legarth Schmidt og Hans Drachmann, begge Politiken, for deres artikler om mangelfuld kræftbehandling i Danmark.
»Jeg håber selvfølgelig, at det bliver Anders og Hans. Jeg kender dem fra arbejde og kender til det store arbejde, de har lavet,« siger Miriam Dalsgaard.
Hun fik selv Cavling-prisen sidste år sammen med journalist Olav Hergel for deres artikler og fotos i Politiken om forholdene for især børn i danske asylcentre.
De øvrige nominerede er Olav Skaaning Andersen og Niels Christian Jung for deres afsløringer af dopingmisbrug i cykelverdenen, Christian Sloth for ulovlige og uetiske forhold ved transport af dyr i Danmark og Peter Øvig Knudsen for sine to bøger om Blekingegadebanden.
Cavling-komiteen mødes klokken tre i dag onsdag og offentligør resultatet, når de er blevet enige. Afgørelsen bringes umiddelbart herefter på Journalisten.dk.
Vi håber også at kunne bringe reaktioner i løbet af aftenen fra årets modtager af Cavling-prisen.
(opdateret: Her er reaktionen fra vinderen…)
Nedenunder kan du give dit bud på, hvem du mener har fortjent at vinde.
3