Jyllands-Postens journalist Morten Pihl lignede en overvældet og ydmyg mand, da han i dag modtog den prestigefyldte Cavling-pris for sit journalistiske arbejde med at afsløre danske overlægers misbrug af forskningsmidler til private formål. For eksempel har han afsløret, at der er blevet indkøb kunst og dyre møbler for forskningsmidlerne.

Morten Pihls arbejde har blandt andet resulteret i politianmeldelse af en række hjertelæger på Rigshospitalet.

Af Cavling-komiteen blev Morten Pihl rost for sin ihærdighed og vedholdenhed i arbejdet med sagen. Hans arbejde blev betegnet som ”old school”, og han blev drillet kærligt med sine gule sedler og omfattende antal ringbind med bilag og akter, som han har trawlet igennem.

Det er ikke første gang, Morten Pihl modtager en Cavling for sit journalistiske arbejde. Første gang var i 2002, hvor han sammen med journalisten Jakob Priess-Sørensen afslørede Farum-skandalen.

Hæder til gammeldags arbejdsmetoder 

Dagens fejring af journalistikken stod i en skyggen af tragedien på det franske satiremagasin Charlie Hebdo. I sin takketale understregede Morten Pihl det ambivalente i at glæde sig over en pris umiddelbart efter den frygtelige hændelse for de franske kollegaer.

Morten Pihl gav derefter en specielt stor tak til sine chefer på Jyllands-Posten for at have fredet ham til at hellige sig det omfattede graverarbejde og for at turde satse på den undersøgende journalistik på trods af en presset mediebranche.

Hvad er du specielt glad for ved at have vundet Cavlingprisen?

»Jeg er utrolig glad for, at de har valgt et projekt som mit, for det er i virkeligheden en hæder til nogle meget gammeldags arbejdsmetoder. Klassiske arbejdsmetoder, som vi alle bruger hver dag. Det handler om at indsamle stof, analysere og validere det. Det handler også om at være vedholdende, og det kræver også en portion stædighed. Det kan vi alle sammen have. Det kræver selvfølgelig også lidt analytisk sans og strategisk tænkning, men der er ikke så meget hokus pokus ved det,« forklarer Morten Pihl til Journalisten og tilføjer:

»Og jeg har brugt Offentlighedsloven. På den måde er jeg egentlig glad for, at vi her har et eksempel på, at den faktisk godt kan bruges, til trods for den megen – og berettiget – kritik, der har været af den. Den rummer stadig potentiale til at føre til noget.«

Råd fra vinderen: Husk at skrive logbog

Det var et omfattende projekt, du havde kastet dig ud i. Hvilke erfaringer tager du med fra dit arbejde?

»Noget af det, som jeg gerne vil give videre til andre, som har større projekter i gang – og som jeg lovede mig selv at bruge efter Brixtofte-sagen i sin tid, men som jeg ikke selv har brugt i den her sag – er at skrive en logbog. Så får man en form for dagbog med et overblik over, hvad der er sket i dag. På halvandet år husker man ikke den ene og den anden dag fra hinanden, og hvem der sagde hvad. Det kan være en stor fordel at have,« fortæller Morten Pihl.

Det er mange papirer, du har skullet grave dig ned i. Har du nogensinde været i tvivl om, at der lå en sag at grave frem?

»Nej, det har jeg ikke. Men der er ting, jeg har gået efter, hvor jeg har konstateret, at der ikke var noget alligevel – sådan er det jo,« konstaterer han.

Hvordan har du reageret på den modstand, du har mødt på din vej?

»Det fik mig ikke til at stoppe. Tværtimod er det en form for brændstof for mig, som får mig til at sige, at det skal være løgn. Så skruer jeg bare op for blusset. Sådan er jeg nok bare indrettet.«

Labber de rosende ord i sig  

Nu er det anden gang, du vinder en Cavling. Hvad er specielt ved netop denne gang?

»Det er lige så stort som første gang, og jeg havde ingen idé om, hvem der ville vinde den her gang. At jeg overhovedet blev nomineret var jeg ekstremt stolt af, fordi feltet var så hårdt, som det var. At man så ligefrem vinder den, er selvfølgelig en kæmpe ære,« understreger Morten Pihl.

Der er mange bud på, hvorfor det netop er dig, der er løbet med prisen i dag. Hvorfor tror du selv, at det blev dig?

»Uh, det har jeg svært ved at sige noget om – det må du spørge Cavling-komiteen om.«

Men hvad tænker du om alle de rosende ord, du har hørt om dig selv i dag?

»Jeg labber dem i mig. Det er fantastisk at høre, hvor god, de synes, man er. Vi har alle sammen brug for at høre engang imellem, at man faktisk er god nok.«