I nyere tid er det afsløringerne, der oftest er løbet med statuetterne, fortæller lektor Ida Schultz fra RUC, der her vurderer de fire Cavling-nominerede.

En afsløring, en dagsordensættende historie og så to skæve bud. Sådan kategoriserer Ida Schultz de fire nominerede kandidater til årets Cavling-pris.

»Drachmann og Legarth er den dagsordensættende historie, der ikke kun afdækker, men også perspektiverer et samfundsmæssigt problem over en længere periode. Til sammenligning er Kristian Sloth en klassisk afsløring, der går efter en meget konkret sag,« siger hun.

Til gengæld har hun lidt svært ved at placere de to andre nominerede.

»Doping-historien er svær at kategorisere. Der er noget efterbevilling over den måde, komiteen begrunder nomineringen på. Om Øvig Knudsen kan man sige, at det er bemærkelsesværdigt, at denne type klassisk undersøgende journalistik skal udkomme i bogform,« siger Ida Schultz og nævner selv de skrappere produktionsbetingelser på nyhedsmedierne som en mulig forklaring.

Schultz har i sin ph.d.-afhandling analyseret uddelingen af Cavling-priser siden 1945. Her er der overordnet tre typer af vindere, der træder frem: Dagsordensættende historier, afslørende historier og
god formidling.

»Da Poul Høi fik prisen, var det et eksempel på, at den blev givet for god formidling. Hvis Ulla Terkelsen havde fået den, havde det været det samme. Men det er et ideal, der ikke har været fokus på denne gang,« siger hun.

Ser man på tendensen fra de senere års prisuddeling, er det afsløringerne, der har været i højsædet.
»I nyere tid har det været de afslørende historier, der oftest har vundet. Der er færre af de lange, seje træk, der også er dyrere. I dag hører det også til sjældenhederne, at en gravergruppe får seks måneder til et projekt,« siger Ida Schultz.

Selv er hun ikke meget for at byde på, hvem der vinder årets Cavling, men hårdt presset kommer der et gæt:

»Drachmann og Legarth.«

Læs her alt om de fire nominerede til årets Cavling. Den endelige prisvinder udpeges på onsdag den 9. januar.