Lige om lidt uddeles årets fornemste journalistiske pris, Cavling-prisen. I aftes præsenterede alle de nominerede deres projekter i Pressen under Politikens Hus ved Rådhuspladsen i København. Journalisten var med.

Og de fleste stole var traditionen tro fyldt ud ved arrangementet, som Kreds 1 og Foreningen for Undersøgende Journalistik stod bag.

I løbet af de næste knap tre timer mødte tilhørerne fem forskellige journalistiske projekter, der ikke har ret meget andet end ihærdigheden til fælles. Fra Politiken-journalist Mikkel Vuorelas fortællende epos om en skattejagt i Grønland over Berlingskes Eritrea-trios benhårde undersøgende journalistik til Puk Damsgårds forsøg på at forklare det libanesiske demokrati for sin far.

Her kan du læse udpluk fra de fem præsentationer.

TV 2: Historien voksede sig større

TV 2-journalisterne Signe Daugbjerg og Michael Bech blev kontaktet første gang i august 2014. En pige var invalideret, hun led af besvimelse, smerter, svimmelhed, træthed. Både hun og hendes mor mistænkte HPV-vaccinen.

”Jeg følger mig fanget i en rigtig gammel dames krop,” som en af pigerne siger i dokumentaren.

Hun blev behandlet i Synkopecenteret på Frederiksberg Hospital, hvor TV 2-journalisterne efterhånden fik en god kontakt til lægerne. Pigen var ikke den eneste, som blev behandlet for lignende symptomer på hospitalet.

»Vi gik og talte med lægerne, og efter lidt bearbejdning fortalte de os, at de efterhånden så et mønster, som de ikke havde set tidligere. De havde en mistanke om, at der var en sammenhæng mellem vaccinen og de symptomer, som pigerne fik,« fortalte Signe Daugbjerg. 

Herfra undersøgte TV 2 sagen, som viste sig at blive langt større, end de først havde regnet med.

Dels fik de kontakt til mange flere piger og unge kvinder, som oplevede lignende symptomer, og som mistænkte vaccinen. Men sagen tog en ny drejning, da journalisterne gik tilbage til deres kilder på Synkopecenteret og spurgte: Hvis I tror, noget er galt, hvorfor har I så ikke råbt op

Lægerne svarede, at det havde de gjort. De fortalte om indberetninger, der løbende var sendt til Sundhedsstyrelsen.

Men selvom TV 2 søgte aktindsigt hos Sundhedsstyrelsen, dukkede advarslerne ikke op. Først da de søgte aktindsigt direkte hos de læger, som havde sendt dem, blev advarslerne udleveret. Det beklager Sundhedsstyrelsen i programmet, hvor det kaldes ”en fejl”.

»Det var enormt overraskende og frustrerende at opleve, at embedsmænd havde fjernet stort set alle bekymringsmails fra de aktindsigter, vi fik. Vi har lært, at der er stor vilje til at få oplysninger til at forsvinde, hvis sagen er alvorlig nok,« sagde Michael Bech.

Signe Daugbjerg tilføjede:

»Hvis fejlen er sket på grund af rod, så var der i hvert fald tale om et meget belejligt rod.«

Hvad har sagen betydet?

Der er rejst 7 mio. kr. i satspuljemidler for at undersøge, om der er en sammenhæng mellem vaccinen og pigernes symptomer. Indtil videre har 1800 piger indberettet mistanke om bivirkninger ved vaccinen, fortalte Michael Bech.

Der er også sket et fald i antallet af vacciner.

»Skyldes det vores program? Måske til dels. Men vi har gjort meget for at afbalancere programmet. Vi siger ikke, at der er en sammenhæng, men vi lægger de her historier frem og rejser spørgsmålet, om systemet burde have gjort mere,« sagde Michael Bech.

Signe Daugbjerg og Michael Bech var netop startet i TV 2's nye dokumentargruppe, og det her var deres første program. Dels var de lidt ængstelige for, om de ville blive forfulgt af en hær af advokater, når de lagde sig ud med medicinalindustrien. Men de var også tidligt opmærksomme på, at programmet ikke måtte blive en skræmmekampagne, fortalte Signe Daugbjerg fra scenen.

»Hvordan kunne vi fortælle det her, uden det endte med at blive en skræmmekampagne mod HPV-vaccinen? Det var jo en mindre gruppe piger, som oplevede bivirkninger, og mange har haft stor glæde af vaccinen. Det var vi meget opmærksomme på, både i researchen og i klipperummet. Vi brugte lang tid på at få vores eksperter til at sige, at de stadig bakkede op om vaccinen, selvom de var kritiske.«

Politiken: Selve undersøgelsen blev drivmidlet

Det var ikke svært at mærke Mikkel Vuorelas begejstring ved sit stof. Han er nomineret for sin reportageserie om ”Jagten på den skjulte skat” samt for sine andre journalistiske fortællinger i tekst, lyd og billede.

I sin research fik han hjælp af blandt andre Geodatastyrelsen, Fagbladet Landinspektøren og borgerne i den grønlandske by Sisimut.

»Ideen var at bruge skattejagten til at fortælle to større historier. Dels historien om, hvordan man planlægger udslettelsen af en nation: De danske myndigheders forberedelse af 3. verdenskrig. Dels det modsatte, nemlig historien om fødslen af en nation: Grønland.«

Han fokuserede da også på ”Jagten på den skjulte skat” i sin præsentation. Projektet er både fortalt i en podcast-serie, en artikelserie og en række webtv-klip. Resultatet er historien om, hvordan den danske stat i 1952 gemte to tætforseglede kasser med mikrofilm på et hemmeligt og ubeboet sted i Grønland. Mikrofilmene rummer vigtige oplysninger, som skal bruges, hvis Danmark udslettes i en atomkrig og skal genopbygges.

Hele researchfasen – for eksempel Mikkel Vuorelas besøg hos Sisiumuts lokalradio, på plejehjemmet og den løbende eftersøgning – er en del af fortællingen.

»Jeg har vendt den undersøgende journalistik på hovedet. Selve undersøgelsen bliver drivmidlet frem for resultatet,« fortalte han fra scenen.

Han fortalte også, at projektet antændte en næsten barnlig fascination af skattejagt i ham selv.

»Jeg stod 40 meter under jorden i en bunker under Rold Skov, da jeg hørte historien om den skjulte skat for første gang. Den ville jeg finde!«

Halvandet år efter bunkeren i Rold Skov, gik Mikkel Vuorela rundt med en metaldetektor i området omkring den grønlandske by Sisiumut.

»Det er nok noget af et nybrud i den undersøgende journalistik, at man bruger en metaldetektor,« jokede Mikkel Vuorela.

Det var nemlig heromkring, ”skatten” i sin tid blev skjult i klipperne – men i ingen af de mange optegnelser, som Mikkel Vuorela fandt, stod præcis hvor. Jagten varede fem dage, hvor Vuorela og fotograf Martin Lehmann fik startet lidt en guldgraverfeber i den lille by. Mange borgere hjalp med alt fra sejlture til at grave og lede.

Skatten blev ikke fundet ved det besøg, men Mikkel Vuorela havde alligevel en god historie med hjem. Nu skulle den fortælles. Det eneste, han havde, var 305 lydoptagelser. Noter havde han stort set ingen af, da han også skulle lave radio. 

Netop muligheden for at lege med lyd fremhævede Mikkel Vuorela fra scenen, hvor han også spillede et klip for salen.

»Jeg vil gerne spille det her klip for jer, fordi jeg er begejstret for at have lavet et projekt, der fik sin egen temasang. Den er bygget ud fra de studerendes sang ved et bål klokken tre om natten,« fortalte han.

Du kan selv høre temasangen som indledning til podcast-serien her. Og du må også selv læse eller lytte til historiens afrunding. Mikkel Vuorela ender nemlig historien med at tage tilbage til Grønland, da han finder en overlevende fra den oprindelige ekspedition, som gravede ”skatten” ned. Men hvordan historien endte, ville han ikke afsløre.

DR-journalister: »Vi har lært at håndtere sårbare kilder«

Da billedet kommer op på væggen bag scenen, bliver der helt stille. På billedet er en psykiater ved at slæbe en tydeligvist bevidsløs patient ind i en campingvogn. Dagen efter findes patienten død.

Billedet indrammer alvoren i DR’s Cavling-nominerede afsløringer. Psykiateren på billedet er hjerneskadet efter en alvorlig trafikulykke, men har alligevel behandlet – og fejlbehandlet – en lang række patienter i årevis. Sundhedsstyrelsen har modtaget flere advarsler, men har ikke stoppet ham i tide.

»Vi har kaldt projektet ”Tilsyn i ruiner”, fordi det først og fremmest er historien om en Sundhedsstyrelse, der havde glemt, hvem de arbejdede for – nemlig patienterne. De overhørte utallige advarsler, folk døde, og de prøvede at dække over egne fejl,« sagde Mathias Friis fra scenen.

Afsløringerne har fyldt omkring tre timer i TV Avisen i 2015, fortalte de fem DR-journalister bag projektet: Line Gertsen, Astrid Fischer, Mathias Friis, Laura Marie Sørensen og Niels Jacob Schøt.

Sagen førte til, at Sundhedsstyrelsens direktør blev fyret, efter sundhedsminister Nick Hækkerup gik ind i sagen.

Også her starter historien med et værdifuldt tip. Efter DR i 2013 har afsløret en sag med en anden psykiater, får de en mail om, at han ”er vand ved siden af” en psykiater, som fortsat praktiserer, selvom han er alvorligt hjerneskadet og har mistet både situationsfornemmelse og ansvarsfølelse.

Herefter søger DR aktindsigt hos Sundhedsstyrelsen, men får ikke de indberetninger, som de ved findes om psykiateren. Først efter at Folketingets Ombudsmand går ind i sagen, får de endelig dokumenterne 14 måneder efter.

»Vi finder ud af, at psykiateren har fået lov at praktisere i ni år efter første indberetning. På trods af, at han har fejlbehandlet flere patienter og været involveret i flere dødsfald. Sundhedsstyrelsen bliver ved at give ham en chance igen og igen, selvom de holder møder med ham,« sagde Laura Marie Sørensen.

Psykiateren har haft en fast praksis for at invitere sine patienter, ofte tidligere misbrugere, op til sin gård, hvor de har lavet fysisk arbejde for ham for medicin. Sagen får en grum drejning, da DR-journalisterne efter svær research i misbrugsmiljøet får fat i den patient, der kan give dem fotoet fra campingvognen.

Da de fandt kilden, som tog billedet, var det også en journalistisk øvelse at få hans tillid.

»Han er personfarlig og ret psykotisk til tider, så han er svær at lave aftaler med. Han er bange for myndighederne, politiet og journalister. Vi ender med at mødes i fem timer, og han giver os det her billede,« fortalte Line Gertsen.

Siden vokser historien. En række tidligere patienter står frem og fortæller om fejlbehandling hos den hjerneskadede psykiater. Han fratages permanent sin autorisation. I forløbet viser det sig, at Sundhedsstyrelsen igen og igen forsøger at skjule eller dække over oplysninger, både over for journalisterne og Sundhedsministeriet, lød det fra scenen.

»Det startede med en jagt på nogle dokumenter og et billede, og det endte med en fuldstændig afklædning af Sundhedsstyrelsen,« sagde Niels Jacob Schøtt.

»Vi har lært at håndtere sårbare kilder, herunder også psykiateren selv, som vi valgte at anonymisere,« sagde Line Gertsen.

Laura Marie Sørensen tilføjede:

»Vi har også lært, at det er en god ide at lægge al sin dokumentation frem. Vi lagde alt ud på nettet, og vi tror, det har betydet, at hvis nogen syntes, det lød usandsynligt, så kunne de selv gå ind og tjekke det. Ordførere i Folketinget har også brugt det til at rejse spørgsmål til ministeren.«

Berlingske: Det startede med et tip

Berlingske afslørede, hvordan myndighederne forsøgte at ændre retsgrundlaget, så man kunne afvise flygtninge fra Eritrea – selvom situationen i Eritrea er uændret.

Historien startede med massiv kritik af den danske regerings rapport, der skulle godtgøre, at man kunne afvise flygtninge fra Eritrea. 

»Vi diskuterede meget i gravergruppen, hvordan vi skulle finde historier. Flygtninge var et vigtigt emne, så vi besluttede at tage op til Center Sandholm,« fortalte Lars Nørgaard Pedersen.

»Vi gik sådan set bare rundt og sagde ”hvor er der en skandale?”« tilføjede Simon Bendtsen.

Besøget endte med en reportage, men også med et tip, der viste sig at blive afgørende. En kilde i Sandholm-lejren sagde til journalisterne, at de burde undersøge sagen med eritreerne.

Berlingske-journalisterne har afdækket, hvordan Udlændingestyrelsens Eritrea-rapport – der lå til grund for beslutningen om at dæmpe asyl til eritreiske flygtninge – hverken blev bakket op af FN eller eksperter. Og det viste sig, at selv de to erfarne medarbejdere, som stod bag rapporten, ikke kunne stå inde for den.

»Det stod klart om rapporten, at eksperterne forstod den ikke, kilderne forstod den ikke, og eritreerne forstod den ikke. Så indledte vi en hæsblæsende jagt på, hvem der havde skrevet den rapport.«

De to kilder endte med at stå frem i Berlingske og fortælle, at de var blevet bortvist, fordi de protesterede mod at lade politiske hensyn ligge til grund for deres rapport fra Eritrea.

Eritrea-sagen er endnu et af Cavling-feltets eksempler på, at myndighederne forsøger at forhale og skjule oplysninger. Her tog det også cirka 14 måneder at få en væsentlig aktindsigt, og igen måtte Folketingets Ombudsmand gå ind i sagen. Journalisterne understregede, at de endnu ikke har fået et rigtigt interview med de ansvarlige i Udlændingestyrelsen eller Justitsministeriet.

Eritrea-afsløringerne ruller stadig, men har hidtil betydet, at den stramme kurs over for eritreere er blevet trukket tilbage, og at de skriftlige advarsler til de to embedsmænd også er trukket tilbage. Men Lars Nørgaard Pedersen sluttede af med at fortælle, at rapporten ikke er trukket tilbage.

»Det betyder, at den stadig kan bruges. Storbritanniens regering har netop brugt den, fordi de får mange flygtninge fra Eritrea, i et forsøg på at sænke antallet,« fortalte Lars Nørgaard Pedersen.

Puk Damsgård: Personlige historier er den røde tråd

»Her er min arbejdsplads,« indledte DR-journalist Puk Damsgård og vinkede mod et uoverskueligt krusedulle-billede af linjer mellem lande, organisationer og fraktioner i Mellemøsten.

Hun har haft Mellemøsten som sit stofområde i over fire år og er nomineret for to ting: Dels hendes reportager fra konfliktramte områder i Mellemøsten, dels for bogen ”Ser du månen, Daniel?” om den danske fotograf Daniel Rye, der sad som gidsel hos terrororganisationen IS.

Ved aftenens foredrag fortalte hun om begge dele. I forhold til reportagerne fra Mellemøsten tænker hun nogle gange på sin far, når hun arbejder.

»Hvis jeg for eksempel skal forklare libanesisk politik, så tænker jeg: Hvordan kan jeg fortælle det på en måde, så min far, der slet ikke interesserer sig for Mellemøsten, gider se det? Det handler om at møde den almindelige libaneser og vise, hvad de har til fælles som mennesker,« sagde Puk Damsgård.

Hun tilføjede, at hun arbejder med ”det tredimensionelle menneske”, når hun fortæller i sine reportager.

»Jeg prøver at komme lidt ud over det, vi kender som ”cases”, når vi for eksempel bruger en forælder til at fortælle om problemer i barnets børnehave, og så handler casen kun om det. I Mellemøsten kan man godt være både kriger og far til fem, man kan sagtens være både stærk og sårbar. Det er en del af det at være et menneske, og det prøver jeg at få hjem til danskerne.«

Dermed var identifikationen og forsøget på at vise den brede danske befolkning de store perspektiver via personlige historier en rød tråd i hele Puk Damsgårds præsentation.

»Historien om Daniel handler om en helt almindelig dansk familie – mor arbejder i Legoland, far er vognmand – i en krise, der involverer IS, som Danmark er i krig med på det tidspunkt.«

Hun tog kontakt til fotografen via en ven et par måneder efter, han var blevet frigivet. Herefter brugte hun mange timer på at interviewe ham både i Danmark og i hendes hjem i Cairo, ligesom hun besøgte og boede hos hans forældre i flere dage for at researche og få alle detaljer med.

Der var mange etisk svære spørgsmål, som dukkede op i arbejdet med bogen.

»Det første, jeg tænkte meget over, var om han var klar. Virkede han klar, da jeg talte med ham? Var han stærk nok? Det syntes jeg, han virkede til.«

Flere af de andre gidsler, som sad sammen med Daniel Rye, blev dræbt af IS. Men Puk Damsgård fik kontakt til nogle af de andre overlevende.

Hun talte også med en belgisk jihadist, der havde været i den lejr, hvor Daniel Rye blev holdt fanget. Ligesom en af bogens vigtigste kilder er den forhandler og gidselekspert, som hjalp Daniel Ryes familie med at få ham fri. Han har dæknavnet ”Arthur” i bogen.

»Min helt store udfordring har været – fra start til slut – at jeg ikke bare kan praje en taxa, køre til Raqqa og mødes med kilderne. Og der er desværre heller ingen steder, jeg kan søge aktindsigt i Islamisk Stat,« sagde hun med et smil.