Cavling til Nordjylland

Journalist Asbjørn With får årets Cavling for kulegravning af Rebild Kommunes svigt i en række sager om børn

Journalist Asbjørn With får årets Cavling for kulegravning af Rebild Kommunes svigt i en række sager om børn

Over 130 artikler er det blevet til, og står det til Asbjørn With, er den sidste ikke skrevet endnu.

Asbjørn With fra Nordjyske Medier fik fredag årets Cavling-pris 2012 for at have kulegravet Rebild Kommunes svigt i sager om sexmisbrug, tvangsfjernelser og hjælp til handicappede.

»Det er helt vanvittigt!,« siger Asbjørn With, da det lykkes journalisten.dk at trække ham til side mellem interviews til radio og tv.

»Den her pris siger mig, at der var noget om snakken. For mig har det i mange, mange måneder været et spørgsmål om at holde fast i noget, som der kun var meget få mennesker, der troede, at der var noget i. Når det så viser sig alligevel, at der var noget i det, at der kommer skred i det, at jeg faktisk oplever, at folk har modet til at åbne munden og sige det, der skal til – og at det, jeg gør, har den konsekvens, at tingene nu kan blive ændret til det bedre. Det er lidt langhåret, det ved jeg godt. Men det siger mig bare, at det her er beviset for, at det, jeg har gjort, har været i orden. At det, folk har sagt, har været rigtigt. At det, jeg har formidlet, har været i orden. At den måde, jeg har opført mig på, er i orden.«

Er det vigtigt for en sag som denne her, at du får en pris? Får det betydning for de mennesker, du har skrevet om?

»Det ved jeg ikke, om det gør. Det tror jeg ikke. De mennesker ved godt, at de har haft ret. Og de har haft modet til at stå frem. Så har de mødt mig og har følt, at jeg levede op til deres tillid. Men prisen er en anerkendelse af, at det er rigtigt, hvad de har sagt.«

»På mange måder er det borgmesterens skyld, at jeg står her i dag. Hvis hun nu havde taget sit ansvar, dengang jeg kom i marts og fremlagde min dokumentation, hvis hun havde sagt "det der, det ser fanme ikke godt ud! Jeg kan godt se, at det her har ikke været i orden, og jeg slutter, og jeg tager kommunaldirektøren med". Så havde jeg ikke stået her. Så var det sluttet. For det politiske system har den her sag været en lang pine, og de fatter stadigvæk ikke, at de skal tage det alvorligt.«

Det kom bag på Asbjørn With, at det var ham, der skulle have prisen:

»Jeg har glædet mig til det her som en kæmpestor oplevelse. Og har hele familien med også. Men jeg havde ikke sat næsen op efter noget som helst, men bare haft en summende glæde i maven over at være her i så fornemt selskab. At få lov til at opleve det her, bare for en enkelt gangs skyld. At den så kommer, det er da bare fuldstændig suverænt! Fuldstændig suverænt!«

Hvem var din favorit?

»Den eneste, journalistiske præstation, vi faktisk har talt om, min kone og jeg, det er Puk Damsgaards måde at optræde på og insistere på at fortælle mig noget, som jeg skal interessere mig for, selv om jeg ikke umiddelbart gør det. Så vi nikkede begge to, da vi så, at hun var indstillet. Det er lidt sværere for mig at sige noget om skattesagen og de andre ting, for jeg kender det ikke rigtigt. Hvad er det i virkeligheden lige … Så kommer den diskussion om, er det aber eller fisk eller bananer, og det kender jeg ikke. Jeg har heller ikke læst "Kuppet", men det vil jeg gøre nu.«

Hvad skal der ske med den sag, du har dækket?

»Der er flere spor i det. Nu står den faktisk der, at ud over at jeg helt lavpraktisk kan følge op på, om kommunen lever op til det, de har lovet – men gør de det? – så begynder jeg at interessere mig for borgmesteransvar. I styrelsesloven står der, at borgmesteren er den øverste politiske og administrative chef i kommunen. Men hvad sker der, hvis hun ikke lever op til det? Man kan ikke gøre noget ved hende. Man kan ikke afsætte hende. Man kan have mistillid til hende, men hun kan bare blive siddende. Det får ikke nødvendigvis nogen konsekvenser. Det er meget få steder i Danmark, at det ikke får konsekvenser med svigt, med så tungt et ansvar. Det er sådan noget, som læserne af Nordjyske er ved at være klar til. Lige det sidste skridt. Hvad sker der, når det går galt? Der er ingen tvivl om, hvad der sker, når det går godt. Så står folk foran hinanden for at tage ansvar. "Det var mig". Men hvad så når det går galt. Hvor lander aben?«

Er du et stædigt æsel?

»Jeg har i hvert fald en retfærdighedssans, der siger, at når tingene er uretfærdige, så er de uretfærdige. Det er fanme ikke i orden, når man har ansvaret for butikken, at sige "der er ikke noget at komme efter" eller "det er ikke mit ansvar" eller "jeg har ikke læst". Du har ikke læst? Så gå din vej! Eller tag ansvaret for det. På den måde kan du sige, at jeg er stædig,« siger Asbjørn With.

2 Kommentarer

Bodil Rohde
4. JANUAR 2013
Re: Cavling til Nordjylland

Kære Asbjørn With

Et meget stort tillykke med Cavlingprisen.

Jeg har set din takketale og set Kurt Strands tale til dig.

Begge taler er meget vigtige, fordi de er med til at give journalistikken et stort løft her i landet.

Og så er der dit flotte arbejde.

Det vil garanteret inspirere mange andre medlemmer af DJ.

De bedste hilsner

Bodil Rohde

  

  

Mads Nyvold
4. JANUAR 2013
Re: Cavling til Nordjylland

 

Stort tillykke til flittige og ydmyge Asbjørn!

Og en røffel til Cavling-komitéens formand Kurt Strand. Hold venligst lige igen med generaliseringerne om lokal/regionaljournalistik næste år. Ikke mindst skulle det vise sig, at statuetten af manden med bowlerhatten atter går til den del af mediebilledet:

Citat fra årets tale:

”Sét i det lys er det egentlig en lidt ”altmodish” Cavlingpris, du får i dag. Men samtidig repræsenterer den noget både løfterigt og fremadskuende, fordi den bør minde os alle om journalistikkens grundlæggende værdier – og vise, at især lokaljournalistik sagtens kan være andet end hurtig copy-paste, slet skjult tekstreklame eller pr for magtfulde lokalpolitikere.”

 

data_usage
chevron_left
chevron_right