search

Cavling-pris kan inspirere lokalgravere

»Det var opløftende, at regionaljournalistikken kom helt til tops og vandt Cavling-prisen,« siger Bruno Ingemann, initiativtager bag Spadestiksprisen for kritiske lokalhistorier. I år får prisfesten besøg fra prisbelønnet regionalavis i USA, hvor hver tredje journalist er i gravegruppen

I januar vandt lokaljournalist Asbjørn With årets Cavling-pris. Det kan være et inspirerende startskud for flere undersøgende historier på de lokale og regionale medier, mener Bruno Ingemann. Han er initiativtager til Et Spadestik Dybere-prisen, der hvert andet år belønner netop kritisk undersøgende journalistik på lokalt og regionalt niveau.

Prisen uddeles næste gang 2. oktober i år ved et seminar, der samtidig skal give værktøjer til kritiske lokaljournalister.
»Det var opløftende, at regionaljournalistikken kom helt til tops og vandt Cavling-prisen. Det er ekstremt motiverende for os alle. Mit generelle indtryk er desværre, at der bliver lavet for lidt af den kritiske undersøgende journalistik lokalt og regionalt, men jeg håber, Asbjørn With kan inspirere til, at medierne satser mere i den retning,« siger Bruno Ingemann til journalisten.dk.

Programmet for seminaret er stadig ved at falde på plads, men to prominente gæster er netop blevet afsløret. Rachel Raquel vandt USA’s fornemste journalistpris, Pulitzer, i kategorien ”Local Reporting” i 2010. Hun arbejder på Milwaukee Journal Sentinel, en regionalavis i Wisconsin. Avisen satser benhårdt på graverjournalistik lokalt.

»Det er ikke nok, at man har en journalist, der er en ildsjæl. Ledelsen skal prioritere den undersøgende journalistik. Her tror jeg, vi kan lære meget af Rachel Raquel og hendes avis. Den er i dansk sammenhæng naturligvis større, men dog en sammenlignelig regionalavis. De har en central redaktion på 25 journalister, og heraf har de sat otte i en gravergruppe,« siger Bruno Ingemann.

Også BBC-journalist Paul Myers kommer på Et Spadestik Dybere-seminaret. Han har specialiseret sig i digitale værktøjer og datajournalistik.

Bruno Ingemann frygter, at den undersøgende lokaljournalistik i Danmark ender med at stå i stampe.
»Jeg synes ikke rigtigt, det flytter sig, men derfor er jeg også spændt på at se, hvor mange der bliver indstillet til prisen i år. Hvis man tager det tal som målestok, er det gået lidt tilbage de senere år.«

»Helt konkret savner jeg, at DR og TV 2's regionale system kommer op på tæerne. Det er ikke, fordi bladhusene gør det supergodt, men der sker faktisk noget på for eksempel Nordjyske og Fyens Stiftstidende. Jeg ærgrer mig over, at der ikke er noget i samme kaliber fra DR eller TV 2 regionalt. Det handler ikke om at pege fingre, men jeg tror virkelig, de kan udvikle sig her,« mener Bruno Ingemann.

Hvis du har et bud på en vinder af Spadestiksprisen, så kan du allerede nu indstille via hjemmesiden.

Fristen for indstillinger er 19. august, og herefter udvælger en jura tre nominerede. I juryen sidder svenske Niels Hanson fra det undersøgende program Uppdrag Granskning, Informations chefredaktør, Christian Jensen, ledende nyhedsredaktør på TV2 Øst Karin Laursen samt seneste prisvinder Rikke Hyldgård fra Fyens Stiftstidende.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen